Det er smadderuretfærdigt, at nærværende blad (læs: denne indimellem åndsfraværende anmelder) endnu ikke har omtalt Tore Ørnsbos seneste bog, udsendt afvigte forår dagen før Dronningens fødselsdag. Møguretfærdigt, fordi Tore Ørnsbo (f. 1970) kan en masse med sproget og tit får sin læser i tavst kluk-leende semi-ekstase blot i kraft af sin verbale præcision og kejtede humor. Bare det, at han kan finde på at give efter for et indfald som at "nive ligegyldigheden i røven", eller at han karakteriserer 1950'erne alene ved at sætte "centralvarme og lavement" sammen som eneste ord i en linje, eller at en sindstilstand kan angives kun med "svimmelhed og hårtab", det vidner om en udtrykssans, som må kaldes helt usædvanlig.
Titlen Kærlighedens sidste patient stammer fra et digt om at føle sig anbragt det gale sted. De rigtige byer ligger ikke her, men på et andet kontinent, hedder det. Thi Tore Ørnsbos univers kendetegnes generelt ved den fundamentale forkerthed. At livet ikke er lutter lagkager, véd enhver, men hos ham synes selv den enkelte lagkage harsk, rådden, udsmidningsklar. Eksistensen fremstår som én eneste, evig bygningsfejl, en sygdomspermanens. Digtets jeg eller "vi" registrerer tegn efter tegn på instabilitet, forfald, for ikke at sige: truende død, og skønt det i digtene vrimler med velmenende behandlere, kommer de alle til kort, fordi sygdommen er sygdom til døden, smerten virker indbygget i eksistensen som sådan.
Gensidig omskæring
Hvad Tore Ørnsbo da er særlig god til, er at konkretisere denne fundamentale forkerthed, som da han lader vanviddet - denne tvekønnede trækfugl! - die ved sit tørre bryst og taler om al menneskelig omgang som en serie af "gensidige omskæringer". Vi er, skriver han, henvist til, hele tiden at pådrage os sår, der ikke vil læge. Der er hul i huden,
kløen i øjet vil ikke forsvinde,
vi er kødet
der bygger et skelet
I megen pessimistisk, modernistisk lyrik plejer der trods alt at være en ende på den art mistrøstige signalementer. Før eller siden henvises gerne til en eller anden instans udrustet med evne til at hele de fatale, ellers uhelelige sår: naturen, kærligheden eller til nød poesien selv. Men hos Tore Ørnsbo er alle disse rare julemænd åbenbart gået på efterløn. Et kærtegn bliver eksempelvis til "hændernes flimrende færdsel mellem hoved og røv". Læberne, der skal til at kysse, "ligner en forelskelse mellem to orme". Går de elskende ud, i byen, kan det ske, at de trækker vejret i takt
som havde vi alligevel
noget med hinanden
Og glemmer de at gå hver til sit, kommer de til at "sove for tæt".
Offermentalitet
De mennesker, Tore Ørnsbo beskriver, tilhører vel især en generation - hans egen - der dyrker en slags overfladeliv og er skrækkelig bange for at jokke ved siden af. Men som civilisationskritik tilstræber hans digte en generalitet, de er angreb på den opfattelse, at fejlene ved menneskene lader sig eliminere. Et eller andet sted opererer han med et syndsbegreb, skønt han i 'Credo' gør nar af en kristen tilværelsestydning og dens plattificering til dyrkelse af det at være offer:
på et sprog de færreste forstår
forklarer de
at den sidste nadver er åben
for reservationer på onsdag
imens gifter folk sig i flæng
på lokummerne
og lader sig fotografere
med tornekronen på sned
Som sidegevinster til digterens 'sørgmuntre elegier' over ensomheden og kærlighedsløsheden i meningsløsheden får vi som læsere spredte udfald mod navngivne ministre og nogle rejsebilleder fra Portugal og (især) USA. Men Tore Ørnsbo er stadig bedst til tøvende intimiteter og mildt smilende absurditeter.
Tore Ørnsbo: Kærlighedens sidste patient. Digte. 58 s. Kr. 199,00. Samleren. ISBN: 87-638-0144-2.
