Læsetid: 4 min.

Kvinden på skæret

Den svenske krimiforfatter Henning Mankell er gået nye veje og har skrevet en roman af symfoniske dimensioner. Et kvantespring i forfatterskabet
28. september 2005

Det varer ikke længe, før det går op for læseren, hvorfor Henning Mankell kort og godt har kaldt sin nye roman Dyb (originaltitlen er 'Djup'). Vi er i Sverige i begyndelsen af Første Verdenskrig, og marineofficer Lars Tobiasson-Svartman sejler rundt i den svenske skærgård som søopmåler. Han skal sikre sejlruterne for de svenske skibe ved at lodde dybderne mellem de mange skær og øer i den nordlige del af Østersøen, for på det tidspunkt ved man jo endnu ikke, om det vil lykkes Sverige at holde sig udenfor det store ragnarok. Ved nattetid kan man ikke langt fra de svenske kyster ude i horisonten se lysskær flamme op og høre bulderet fra blodige søslag mellem tyskere og russere.

Det er et krævende arbejde, hvor man må arbejde meget på egen hånd, og Lars er et ensomt og eftertænksomt menneske. Man kunne også kalde ham dybsindig - hvis man da ellers kan være dybsindig uden at være i besiddelse af humor. Lars er nemlig en alvorsmand, der sjældent eller aldrig ler, en mand, der ofte tænker, at han er "støbt af dårlig malm". Han er til gengæld et unikum til at sjusse sig frem til afstande, han har rendyrket det målelige, det der kan sættes hele og halve meter på. Han har en hemmelig fornemmelse for lodder. Hans lod fungerer som en slags sutteklud, for når han har svært ved at falde i søvn, anbringer han det på sit bryst. Lars leder konstant efter nye afstande og dybder at måle, men nærhed forstår han sig ikke på. Mangel på distance bringer ham ud af balance i en grad, så han kan blive voldelig og farlig for sine omgivelser. Han har med stor præcision opmålt mange dybder i de forræderiske svenske skærgårde, men det lykkes ham aldrig at koordinere sine opdagelser med "de sejlløb, han bærer inden i sig". Han er, kort sagt, hvad man i dag kalder en kontrolfreak.

Døde øjne og ung kvinde

Hans ægteskab med Kristina Tacker, en kvinde fra det bedre borgerskab i hovedstaden, er koldt og formelt, symboliseret ved de døde øjne på de talrige porcelænsfigurer i hjemmet på Wallingatan. Hans svigerfar er både dominerende og docerende, en arrogant stivstikker, der fylder Lars med mindreværdskomplekser og had. På den baggrund virker det troværdigt, at Lars drages mod en ung kvinde, han ved et tilfælde har opdaget på et af de yderste skær et sted på østkysten syd for Stockholm. Hun hedder Sara Fredrika, er fisker-enke og lever i total isolation. Kvinden på skæret dukker første gang op som et drømmesyn for ham, da han fra et skjulested mellem nogle klipper oplever hende bade nøgen, en svensk urkvinde i den barske natur. Hun står med fødderne i en balje, og efterårstågen er som et tæppe, der pludselig bliver trukket til side, som om hun opfører denne forestilling for ham alene. Hendes lange hår hænger ned over de våde bryster, temperaturen er kun plus to, men han bliver varm af synet. "Alt hvad der eksisterede, var denne klippe og Sara Fredrika."

Det er et drømmesyn - og et nøgle- og vendepunkt i romanen. Meget determineret forsøger Lars nu at gøre drøm til virkelighed. Og i resten af romanen pendler han, mere og mere (selv)bedragerisk og desperat, mellem kvinden i den store by og kvinden på det fjerne skær. Meget mere skal ikke afsløres her, for selv om Dyb ikke er en kriminalroman, er den elementært spændende, en stramt fortalt beretning om en støt stigende skizofreni, sprængfyldt med små og store overraskelser.

Tonen er mol

Mankell viser sig at være en sand jonglør med dybde-lodder. I dobbelt forstand. På det konkrete plan er han absolut troværdig uden at overdynge sin imponerende viden om maritime forhold med unødvendige detaljer, og på det kunstneriske og psykologiske plan er han lige så overbevisende. Sjældent har man oplevet en roman, der hænger så godt sammen. Person-galleriet er måske ikke overvældende, men alle figurer, også bipersoner fra storby og skærgård, er skildret koncist og hudnært - lige fra hovedpersonens mere eller mindre uudholdelige officerskolleger til den ældre lokale jorde-moder, der pludselig får en forløsende rolle at spille. Selvom Dyb med sine godt 300 sider ikke er noget mammutværk, er det en ikke desto mindre en roman, der utvivlsomt kommer til at markere et kvantespring i Mankells forfatterskab. Eller som en anmelder i Ekspressen har formuleret det: "Henning Mankell tar ett stort kliv närmare Svenska Akademien med den här romanen." Dyb har i hele sit anlæg symfoniske dimensioner. Der er fra den allerførste ansats (der udspiller sig på et sindssygehospital i efteråret 1937) til den sidste skæbneladede akkord en nærmest sugende melodik i Mankells sprog -hvad der også siger en del om Peter Nielsens kongeniale oversættelse. Symfoni à la Sibelius, vel at mærke: mørkt fremadskridende, streng og alvorlig på en meget nordisk måde, smuk i sin sammensatte, ubønhørlige tragik.

Tonearten er i hvert fald mol.

Henning Mankell: Dyb, oversat af Peter Nielsen, 320 s., 275 kr., Gyldendal. ISBN 87-02-03832-3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her