BERLIN - De tyske politikere taler aldrig om et nederlag frivilligt, og hvis de bliver spurgt, slår de syv kors for sig og begynder igen at tale om deres egne, gode chancer ved valget på søndag.
Men trods en imponerende slutspurt fortæller meningsmålingerne, at kansler Gerhard Schröders nuværende koalition mellem SPD og De Grønne ikke har en chance for at fortsætte efter valget; tabet af stemmer til både de konservative (CDU-CSU) og det nye venstreparti Die Linke/PDS, gør det umuligt.
CDU-CSU og det liberale FDP har ventet længe på magtskiftet - siden valget 2002, hvor den daværende udfordrer Edmund Stoiber (CSU) tabte med bare 6.000 stemmer til Gerhard Schröder.
Denne gang har de borgerlige ført valgkamp sammen, og for et par uger siden holdt partierne endog et 'skifte-topmøde', hvor der blev udarbejdet en slags koalitionsaftale om den kommende, borgerlige regerings arbejde.
Men det kan vise sig, at de borgerlige har glædet sig for tidligt. Meningsmålingerne viser, at der måske ikke vil være stemmer nok til en konservativ-liberal koalition, fordi en god del af de vekselstemmer, som CDU-CSU og FDP håbede på at hente hos utilfredse SPD-vælgere, i stedet vil vandre over til Oskar Lafontaines nye venstreparti Die Linke/PDS.
Når valgstederne lukker på søndag kl. 18 er der derfor stor sandsynlighed for, at alle landets ledende politikere må gribe til lommeregneren for at finde ud af, hvordan landet kan regeres.
Lafontaine i spil
Mulighed nr. to: Kansler Schröder overvinder al foragt for sin tidligere partifælle og afhoppede finansminister Oskar Lafontaine og inviterer hans venstreparti ind i en koalition med SPD og De Grønne.
Om Schröder kan række hånden ud til Lafontaine er yderst tvivlsomt. Oven i kommer, at venstrepartiet vil være en yderst ustabil partner, fordi de færreste af dets mandater har parlamentarisk erfaring, og deres motiver for at søge ind i politik er højst forskellige. Venstre-gruppen i Forbundsdagen skal bruge de første måneder til at finde sig til rette med hinanden og med den parlamentariske dagligdag.
Også rent programmatisk ligger parterne langt fra hinanden. Øverst på venstre-partiets dagsorden står, at Schröder-regeringens reformer skal afskaffes igen. Det krav kan partiet ikke give køb på. Omvendt har Schröder ingen mulighed for at sløjfe dem.
En udvidet koalition
Mulighed nr. tre: Gerhard Schröder udvider sin socialdemokratisk-grønne koalition med FDP. Rent matematisk kunne der blive et flertal ud af denne koalition, men den rummer evig konflikt mellem de to små partnere.
Ikke at deres programmer er fuldkommen uforenelige, men deres oprindelse skiller dem. FDP-formand Guido Westerwelle har siden sin skoletid afskyet den generation af 68'ere, som fortsat tegner De Grønne. Hos De Grønne mødes FDP med lige så stor afsky.
Den store koalition
Tilbage er mulighed nr. fire: På valgnatten erkender CDU-leder Angela Merkel, at de konservative nok vandt valget, men at FDP ikke kan sikre de borgerlige et regeringsdueligt flertal. I den situation er der kun én partner tilbage: SPD.
Inviterer Merkel SPD til forhandlinger, vil Gerhard Schröder vælge at forlade scenen for ikke at blive degraderet til vicekansler. Herefter vil SPD blive tegnet af folk som indenrigsminister Otto Schily - kendt for sin CDU-kompatible lov-og-orden-politik - og finansminister Hans Eichel.
Tidligt i valgkampen gjorde de sig til fortalere for en såkaldt 'stor koalition' mellem SPD og CDU-CSU.
På forhånd ligger parterne langt fra hinanden. CDU-CSU ønsker at lempe overenskomsterne, så de enkelte virksomheder kan aftale løn med deres ansatte. Desuden vil de konservative ophæve trygheden i ansættelsen i mindre virksomheder.
Disse forestillinger afviser socialdemokraterne blankt. Her ønsker man en lovbestemt mindsteløn, hvis arbejdsmarkedets parter ikke kan blive enige om den. Skattepolitisk vil SPD indføre en formueskat, mens CDU-CSU vil sænke skatterne for alle og skære i lønmodtagernes fradrag.
Kamelslugning
Hos CDU-CSU er der en udpræget vilje til at fortsætte reformerne af det tyske samfund, hos SPD er der en lige så udpræget ulyst.
Hvis denne koalition bliver resultatet af det tyske valg, skal begge parter sluge så mange kameler, at det kan føre til uro i baglandet. Ikke mindst fagforeningerne vil løse de sidste solidaritetsbånd til SPD og søge mod venstrepartiet. I befolkningen er der til gengæld stor opbakning om denne koalitionsmulighed - større end til en konservativ-liberal.
En stor koalition er et særsyn i tysk politik, kun én gang har den været afprøvet. Det skete i årene 1966-69, da Forbundsdagens største partier besluttede sig for at gå sammen og løse en økonomisk krise med høj arbejdsløshed, voksende offentligt underskud samt stigende tilslutning til de højreradikale. Koalitionens resultater bedømmes meget forskelligt. Kritikerne mener, at den førte til stilstand og ungdomsoprør. Tilhængerne peger på, at koalitionen tog fat på flere samfundsreformer og åbnede vejen for Willy Brandts tøbrud overfor Øst-blokken.
