DUISBURG - Ralf Umbreit sidder ved et af bordene foran Subway-sandwichbaren på Duisburgs gågade og ryger hjemmerullede cigaretter.
For to år siden hang hans verden stadig sammen. Dengang havde han et mindre firma med 17 ansatte, der reparerede tv-apparater.
"Jeg tjente 7.500 euro om måneden og stemte CDU," fortæller den 38-årige.
På sin t-shirt har han sat det orange WASG-badge for at markere sit tilhørsforhold til det venstreorienterede Valgalternativ Arbejde og Social Retfærdighed.
WASG stiller ved valget den 18. september op sammen med det reformkommunistiske PDS under navnet Die Linke/PDS.
Hvis det går, som meningsmålingerne anslår, kan det nye venstreparti regne med at få otte-ti procent. Stemmerne vil overvejende komme fra pensionister og langtidsledige, der er blevet ramt økonomisk af Schröder-regeringens reformer. Men den vedvarende krise giver også venstrepariet tilslutning fra en mellemklasse, der ellers stemmer konservativt (CDU-CSU) eller liberalt (FDP).
CDU-vælgeren Umbreits forvandling begyndte for to år siden, da han opdagede, at hans bogholder begik underslæb. Pludselig var firmaet lænset for penge og gik konkurs. Så var erhvervsmanden Umbreit uden arbejde.
"Prøv at forestille dig, hvad det betyder for en aktiv og udadvendt mand, der havde en 12 timers arbejdsdag, at skulle gå hjemme og passe børn. Det var et helvede - også for familien."
Han gik på arbejdsformidlingen, der ikke kunne tilbyde ham andet end et taxikørekort. Ralf Umbreit slog alligevel til.
Dyr og gammel
"Da jeg fik det, kunne jeg straks smide det væk, for regeringens sundhedsreform var lige trådt i kraft, og al sygekørsel med taxi blev indstillet." Job fandt Ralf Umbreit ikke, så han besluttede sig for at begynde forfra som selvstændig. De seneste måneder har han solgt abonnementer til betalings-tv. Samtidig tilbyder han at ordne de tekniske installationer ved abonnementet. For ni euro.
"Jeg stræber efter at omsætte for 150 euro om dagen - før benzin, bil, telefon og skat. 60 timer om ugen. Det er meget arbejde for pengene."
Ralf Umbreit blev ved med at tro på sit parti og markedsøkonomien - lige indtil han denne sommer hørte formanden Angela Merkel sige, at CDU ville hæve momsen for at betale en del af sundhedsudgifterne.
"Jeg var ved at falde ned af stolen, for man sætter da ikke gang i forbruget ved at hæve priserne." Umbreit forlod CDU og meldte sig ind i WASG, hvor han mødte andre i samme situation som f.eks. Elke Kirstein, 43, arbejdsløs børnehavepædagog.
Sammen med sin mand sidder hun også ved bordet foran Subway. De nipper alle tre af iste-flasker, der vistnok er købt i forretningen.
"Jeg synes, at livet er ad helvede til," siger Elke Kirstein.
Hun blev fyret, fordi hendes anciennitet gjorde hende for dyr i løn. Samtidig mente de unge mødre også, at hun var blevet for gammel. Hvis deres børn skulle passes af en bedstemor, havde de en derhjemme. Sagde de.
"Folk skal rejse sig og råbe politikerne op. Hvis venstrepartiet får 10-15 procent, kan vi også flytte noget i Berlin," håber Elke Kirstein.
Walesa fra Rheinhausen
Ved en WASG-valgbod på gågaden står den 57-årige Helmut Laakmann. Han deler sine valgbrochurer ud i håbet om at vinde kredsmandatet i Duisburg Süd.
Laakmann er en helt på disse kanter, en arbejderhelt. Selvom den ligger næsten 18 år tilbage, husker Duisburg stadig historien om 'Lech Walesa fra Rheinhausen' og Tysklands længste arbejdskamp:
Det var i november 1987. Krupp-koncernen havde netop besluttet at lukke en stribe stålværker, da Laakmann stillede sig på tværs.
På det tidspunkt var han driftsleder på stålværket i Rheinhausen ved Duisburg. Han greb sin sølvfarvede chefhjelm og holdt sit livs tale for de i alt 10.000 fyringstruede og deres familier:
"Kruppske arbejdere, grib den historiske time og gør det, vi må gøre, for vore familier, for vore børn, for menneskene i dette land!"
Konflikten varede i 160 dage, men det hjalp ikke. Fem år efter var værket blevet lukket.
"Hvad kunne jeg ellers gøre?" svarer eks-chefen, når man spørger, hvorfor han vendte sig imod sit eget firma.
"De var mine kolleger. Jeg var begyndt på værket som 14-årig arbejdsdreng. Som 18-årig blev jeg smelter og prøvede siden hen hele rækken af job, indtil jeg endte som værkets leder. Jeg var ikke en chef, der kom ind fra oven - jeg kendte alle personligt."
Chefen på gaden
Den udmarvende arbejdskamp hos Krupp blev kendt landet over og reddede Helmut Laakmann fra en fyring.
"De turde ikke, jeg var blevet for kendt."
I 1989 var der atter krise. Koncernen ville lukke et aluminiumsværk - for at redde arbejdspladserne købte Laakmann værket for omregnet 12 millioner kr. Lånet blev betalt tilbage i de følgende år, men for et år siden var det slut. Hans virksomhed var afhængig af bankens velvilje, men banken troede ikke længere på branchen.
Nu stod chefen på gaden, SPD-partibogen havde han stadig.
Først denne sommer fik en personlig oplevelse ham til at bryde med partiet: Der var afslutning på den kommuneskole, hans kone er inspektør på. I gården stod en stor gruppe børn, der ikke havde udsigt til en læreplads efter sommerferien.
"Bare vi var dumpet, så havde vi haft et år mere," sagde eleverne. Laakmann krympede sig. Der skulle ske noget, det var atter tid for arbejderhelten.
"I SPD's lokalafdeling taler de kun om badevandstemperaturen i svømmehallerne. Jeg lever ikke længe nok til at ændre noget dér, tænkte jeg, og begyndte at se mig om."
Laakmann kiggede ind hos WASG, der netop var ved at finde kandidater til valget. Seks var interesserede.
"Så rejste én af dem sig og spurgte: Hvorfor stiller vi op, når vi har Laakmann? Sådan blev jeg kandidat til Forbundsdagen, jeg gjorde intet for det."
