Poeten og litteraten Jan Thielke (f. 1963, debut i 1994) har fattet godhed for tallet 11. Så stor, at han har valgt at lægge det til grund for et mægtigt langdigt på 11 x 11 x 11 ekstatisk erotiske musikalske vers. Her besynges en henrykkelse, en sanselig forvildelse, en legemlig vildskab og sindets galskab, der, som det hedder, overdøver enhver indvending, ikke tåler udsættelse, ikke kender til fortrydelse.
At en sådan grænsesprængende lidenskab spærres inde i en stram sproglig struktur holdt sammen af tallet 11, beror i første omgang på et morsomt ordspil. De elskende forenes nemlig i "elverbulen" og udveksler kærtegn med "elvertungen". Følgelig må digtet om deres dionysiske orgier blive et Elver-digt!
Men tallet 11 siger samtidig selv det hele. Det angiver mange plus én, et alting - og så en lille ekstra gevinst, et overskud, svarende til digtets verbale intensitet, men også til oplevelsen af pludselig at få sit liv forærende, når musikken spiller højt, når dansen virkelig går, når der nippes velkomstdrink af hofteskålene
som tungekys af ild
i altings underliv
Til en sådan på én gang raffineret og primitiv legefest behøver man naturligvis et primtal - udeleligt og således muligvis helligt.
Ranker og udråb
Men man behøver selvsagt også en stil, for at den erotiske intensitet skal blive poetisk nærværende. Og til dette formål oppisker Jan Thielke en ekspressiv diktion, ikke uden mindelser om (den tidlige) F. P. Jac, ham, der f.eks. skrev kærlighedssuiten Vi vil overdøve skammen (1981). Sætningers ranker slynger sig ned over siderne og rækker nogle gange hen over grænser, fra digt til digt. Men omvendt standser teksten også op og hengiver sig til ekstatiske udbrud. Lystens rytme af stigen og falden kan således markeres ved skift imellem tællen, opad og nedad: Ay! / Ay! Ay! / Ay! Ay! Ay! / Ay! Ay! / Ay!
Af særlig opmærksomhedsfremmende virkning er en række sjove neologismer, i digtets første linjer f.eks. "lårenes blå hug / i ét blidende væk" og senere "Jeg er stakånd og lodder og trisser og husker ingenting", hvor "stakånden" må kaldes et pudsigt fund, og hvor "lodder og trisser" både kan læses som substantiver og verber. Når Jan Thielke taler om "blå kringkast", skal man vistnok ikke tænke på norsk radio, men gerne på den elskendes følelse af at blive slynget hid og did i rummet.
Klarhed i universet
- det er det, vi vil!
erklærer digteren, med reference til et af J. P. Jacobsens sidste digte. Andre dialogpartnere er Emil Aarestrup, hvis poemer "En Middag" og "Angst" ligefrem masseres ind i Thielkes henførte hymner, og Dante, hvis komposition med Helvede, Skærsild og Paradis skanderer de 11 overordnede afsnit: vi ender i "pludselige evigheder", svømmende rundt mellem mælkeveje, brystvorternes, förstås-
Lige lovlig konstant
Hvad titlen angår, angiver Ånden er over os, at en højere magt har hvirvlet de elskende ind. Men det henviser også til selve aktens stakåndethed, og til dén sære egenskab ved oplevelsen af, at kærligheden ligesom synes at stå over mig-og-dig, at noget tredje er blevet meget nærværende, noget stort, i hvis hånd vi to bliver små.
Fungerer det kunstnerisk? Både ja og nej. Ja som følge af stakåndetheden og den musikalske tæthed - og nej, efterhånden som omfanget vokser. Ånden er over os er en meget lang tekst over en meget stærk og meget konstant personlig oplevelse. Hvormed også er sagt, at det er dejligt, hvis digte både bevæger andre og bevæger sig ud af stedet.
