DUISBURG - Oskar Lafontaine ankommer i en sort Audi med chauffør. Som enhver anden rejsende repræsentant har han hængt sin jakke over en bøjle, der er placeret i håndgrebet over passagersædet.
Lafontaine lader den hænge, da han stiger ud på gågaden i Duisburg, en kriseramt industriby i Ruhr-området. Hans tilhængere er trætte af mænd i jakkesæt.
Folk stimler straks sammen om ham, men han red-der sig hen til et pavillontelt, der er stillet op ved den lejede lastbil, han snart skal tale fra.
Foran lastbilen har små 1.000 mennesker samlet sig - ganske pænt i betragtning af, at den borgerligt-socialdemokratiske lokalpresse har fortiet hans besøg overfor de 500.000 indbyggere.
"Pressen forsøger at tie os ihjel," mener en mand fra en af partiboderne. Der er to i alt på gågaden, ved siden af hinanden. Én med PDS-parasol, én med WASG-parasol.
Egentlig optræder det reformkommunistiske PDS og forbundsfællerne fra Valgalternativet Arbejde og social Retfærdighed (WASG) som en enhed - forrige weekend blev de enige om et fælles valgprogram - men den egentlige fusion finder først sted om to år. Og bag kulisserne kæmpes der fortsat mellem de to oprindelige partier: PDS ville i begyndelsen ikke se Lafontaine i byen, kun fordi WASG insisterede, blev han inviteret.
I PDS legede man med tanken om en moddemonstration, fordi Lafontaine ikke er socialist, men opgav af hensyn til partifreden.
Et mistroisk par
Man betragter hinanden med grundmuret skepsis. PDS har i løbet af 1990'erne opbygget en solid partiafdeling i Duisburg og har tre repræsentanter i byrådet. Alt det vil PDS ikke sætte på spil, bare fordi WASG bringer en flok frustrerede socialdemokrater ind i politik.
WASG frygter, at PDS' ønske om en fusion har en par-tiegoistisk baggrund; at komme i kontakt med nye væl-gergrupper, som ellers al-drig ville stemme på det østtysk domineret socialistparti.
Kulturerne er også forskellige. Da PDS'erne under et opstillingsmøde i Duisburg foreslog kønskvotering, afslog WASG med samme fladpandede argumenter, som mandschauvenister brugte for 25 år siden.
"De lukker alle ind," klager en PDS'er, "også folk med højresympatier. I flere byer er WASG-afdelinger blevet udelukket af den grund."
Men Lafontaine er hævet over partifnidder. Den tidligere formand for SPD og tidligere finansminister under Schröder er venstrepartiets stjerne - han overstråler selv den karismatiske Gregor Gysi, der byggede PDS op på ruinerne af det østtyske kommunistparti SED og siden har holdt partiet i live i 15 år.
Lafontaine taler med mikrofonen i fast højre hånd, mens den venstre vifter appellerende mod tilhørerne.
"Hvis De vil vide, hvorfor det er blevet sådan i Tyskland, vil jeg sige Dem, at der er sket en fundamental ændring i partisystemet. Den består i, at partiernes programmer ikke længere bliver skrevet af medlemmerne, de bliver skrevet af arbejdsgiverforeningene," råber Lafontaine i mikrofonen.
Nu er det endelig sagt, tilhørerne klapper. Lafontaine rækker ud efter et glas og smiler tilfreds.
"Jeg vil sige et tal, som De nemt selv kan efterprøve..."
Når han taler om det forbilledlige svenske velfærdssystem, bruger han samme argumenter, som de gadehandlere, der i dagtimerne smækker et klapbord op på gågaden og anpriser billige knivesæt, patentproptrækkere eller mirakelvoks til bilen.
Mængden på gågaden forstår ham - lige som de forstår gadehandlerne, der gennem årene har solgt dem knivsæt, proptrækkere og bilvoks. De hænger ved hans læber og klapper, allerede inden han afslutter sine sætninger. Hver gang smiler han lykkeligt og drikker en tår vand.
En autograf
Nogen stor demagog er Lafontaine ikke. Han kan ikke som den grønne frontfigur Joschka Fischer rive folk med ud i tankernes trapez. Lafontaines talent er, at han siger det, som mange indbyggere længe har tænkt.
Til slut citerer han store tænkere som Karl Marx og Victor Hugo, der kan give venstrepartiet en historisk dimension.
"Et spøgelse går gennem Tyskland og Europa. Det er venstrepartiets spøgelse, og de andre begynder at ryste...," lyder Lafontaines fortolkning af Marx.
På en bænk sidder pensionisten Engelbert Amma:
"Oskar Lafontaine klarer sig bedre end Angela Merkel (den konservative kanslerkandidat, red.). Hvis hun vil tage penge fra folk, skal hun begynde med de rige. Bitte schön!"
Så snart Lafontaine har afsluttet sin tale, stimler folk sammen om ham. De strækker bøger, han har skrevet, og partiprogrammet frem mod ham for at få en autograf. Venstrepartiet har ikke penge til mange reklamegaver, men en Lafontaine-autograf er meget mere værd end en kuglepen.
"Hurra," jubler en midaldrende kvinde, der har fået sin orange WASG-trøje signeret.
"Han er en meget stor politiker," mener den arbejdsløse Edgar Wilk, der lige har fået signeret et Lafontaine-foto, som han har klippet ud af avisen og klæbet op på et stykke pap.
"Han blev presset ud af sine egne (socialdemokraterne, red.), og jeg er så glad for, at han er tilbage i politik. Han bøjer ikke nakken. Vi har brug for et nyt parti i Forbundsdagen, så Schröders og Me"
Efter et halvt hundrede autografer redder Lafontaine sig ind i Audi'en.
