Stemmer kan være stumme og befinde sig på papiret. Derfra kan de flyve op i knolden på en person og begynde at råbe i mundene på hinanden eller måske synge i kor. Begge dele er, hvad der foregår i Ursula Andkjær Olsens nye bog, som følger sine fine forgængere Lulus sange og taler (2000) og Atlas over huller i verden (2003) en gallaopvisning i polyfoni, det meste af tiden som buldrende kakofoni, kun indimellem som harmoni.
For Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er det et gennemgående princip - æstetisk, filosofisk og eksistentielt - at søge at holde to eller flere ideer i spil på samme tid. Derfor vrimler det i hendes bøger - og da specielt i den nye - med selvsamtaler og selvkorrektioner. Ja. Nej! Måske! Både-og mere end Enten-eller! Vidnesbyrdet om en sand intelligens er, skriver hun selv, "evnen til at holde to modsatrettede forestillinger i hænderne på samme tid.." - Og hvilken hånd vil du have? Oversat til reklamens sprog lyder princippet sådan:
Mig! Nyhed! To i én! Nu med
to sider. Den ene til det
ene og den anden til
det andet.
Ursula Andkjær Olsen er dog også villigt indstillet på at diagnosticere sit princip som et fælt sygdomstilfælde, en tvetungethed, der medfører dårlig ånde og i hvert fald må forvirre omgivelserne:
For så vidt som vi lider af
denne dobbelte tunge
burde vi nok
holde kæft.
At hun ikke tier, er herligt. For hun skriver på et stort sprogligt overskud, og hun går ikke af vejen for at bruge løs af andre folks stemmer og spille på diskurser stjålet uden for poesien. Det kan, som i eksemplet ovenfor, dreje sig om reklamesproget, men hun benytter sig også fermt af den akademiske afhandlings logiske tørhed, af ordsprogets fyndighed, levereglers letbenethed (Ærlighed varer længst men det andet går meget hurtigere...), af remsers og rims rytmiske råhed.
"Har man hørt en klaphat smælde?" spiller selvfølgelig på Oskar Hansen, men han er kun én i en kæmpemæssig horde af døde dialogpartnere. Blandt foretrukne og genkommende kan jeg nævne Brorson (hvis "tidselgemytter" danner afsæt for både julerose- og mælkebøttegemytter), H.C.Andersen (hvis gode ord "skovensomhed" leder over i både "havyndigheder" og "snevoldsomheder") og Thøger Larsen, hvis frase "lykke og lyse nætter" i en virkelig morsom sekvens substitueres ind i stedet for 'penge' og 'økonomi'.
Fuldemandselegant
Jo, her holdes så sandelig gilde - også visuelt. Teksterne veksler mellem store og små bogstaver, eller mellem lille og større skriftgrad, og indimellem bruges der halvfed og kursiv. Digtene flyder ned over siden som i en rodekasset Laugesen-bog, og digteren slingrer fuldemandselegant frem og tilbage mellem en meget mundtlig og en skriftlig tone, en praksis, man kender fra Pia Juul.
Ægteskabet mellem vejen og udvejen fremtræder som en styrtsø af associationer og viltre ideer, et tæppebombardement af indfald. Man får billedligt talt sin ordbog masseret godt og grundigt igennem, og man lærer at høre på selvopfundne gloser som "dybskøn" og "undladelsessyndflod".
Kønnenes labyrint
Kommet hertil i mit forsøg på en værkkarakteristik mærker jeg, at anmelderen mangler at gøre rede for bogens temaer og indholdsmæssige felter. Men jeg synes faktisk ikke det er videre vigtigt. Ursula Andkjær Olsen filosoferer, især om løgn over for sandhed, normalitet over for afvigelser, åbenhed over for tildækningen i alle dens afskygninger og orden over for levende kaos, samt som i sine to tidligere bøger over forholdet mellem manden og kvinden:
"Manden tror, at kvinden er en labyrint, som han ikke kan finde rundt i. Det er det, man udtrykker, når man siger: Når kvinden siger nej, mener hun ja, men hun vil bare ikke sige det. Kvinden tror, at manden er en labyrint, som hverken han selv eller hun kan finde rundt i. Det er det, man udtrykker, når man siger: Når manden siger ja, mener han nej, men han kunne bare ikke få sig selv til at indrømme det."
Dette er muligvis rigtigt i al sin forenklende fyndighed, men som det står i Ursula Andkjær Olsens bog, antager det karakter af remse eller leg. Bogens kunstneriske "metode" - at stilisere modsætninger og prøve at balancere imellem dem - overlejrer eller indlejrer dens "indhold". Eller vi kan sige, at skriftens 'sigen' foregår på betingelser sat af dens 'gøren', dens "gøren i nælderne", om man vil. For mit eget vedkommende medfører det at læsningen på en måde flækker: jeg er vildt imponeret af denne ordkunstner, der suverænt sætter skrift i frihed og lader associationer gå amok i al deres asiatiske vælde, men jeg stiller mig også skeptisk over for det risikofri i hele tiden at insistere på dobbeltheden og tvetungetheden.
Hvad der i de to andre digtbøger og i oplægget til denne præsenterer sig som den frie ånds ekspedition ud i paradoksernes våde mylder, kan for en ret så relevant kritisk betragtning beskrives som: en art dækken-sig-ind, der på trods af al den postulerede åbenhed i sidste ende beskytter Ursula Andkjær Olsen, mod at frembringe gyldig kunst, dvs. digte, der kan tale i og for sig selv, som andet og mere end de blotte beviser på, at der kan skrives sådan, tvetunget kakofonisk.
