Læsetid: 3 min.

Det er svært at lukke et ozonhul

Ozonlaget har det bedre, men vent med at lægge solblokkeren på hylden til der er gået 50 år
1. september 2005

To nyheder kom på den samme dag: Ozonhullet over Antarktis er nu større end nogensinde. Men nedbrydningen af Jordens ozonlag ser ud til at være standset.

"Begge dele kan sagtens være rigtige," påpeger en af de danskere, der ved mest om emnet, forskeren Jes Fenger, Afdelingen for Atmosfærisk Miljø, Danmarks Miljøundersøgelser.

Ozonlaget beskytter Jordens liv mod ultraviolet stråling. En gruppe amerikanske forskere har regnet på data fra satellitter og jordstationer - om hele den såkaldte ozonsøjle fra top til bund i atmosfæren. De når frem til, at udtyndingen er stoppet, men siger dog at flere målinger er nødvendige før man kan være sikker.

I de øvre luftlag, stratosfæren, hvor nedbrydningen af ozon finder sted, især over polerne om vinteren, er situationen dog ikke blevet bedre.

Den seneste måling fra den europæiske satellit Envisat tyder tværtimod på, at dette års ozonhul over Antarktis bliver et af de største, der nogensinde er set. Hullet dækker nu et område på størrelse med Europa.

"Vi forventer at nedbrydningen vil fortsætte en måned eller så. De hidtil største ozonhuller blev observeret i år 2000 og år 2003. Dette års hul kan vise sig at blive lige så stort, men vi må vente to-tre uger før vi kan være sikre," siger seniorforsker Geir Graathen, Verdens Meteorologiske Organisation til BBC.

Ozonlaget bliver især brudt ned ved Syd- og Nordpolen, men også over Danmark er der en mærkbar nedbrydning på cirka ti procent. Forskerne vurderer, at det vil tage 40 til 50 år før ozonlaget kan være genoprettet.

Et sejlivet problem

Årsagen til nedbrydning af ozonlaget er klor-fluor-forbindelser, kendt som freon, CFC og HCFC. De blev især sluppet ud i atmosfæren i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne. Udslippet er blevet begrænset af Montrealprotokollen fra 1987 med efterfølgende stramninger i London 1990, København 1992 og Montreal 1997.

"Men problemet blev skabt gennem mange år. Og fordi de ozonnedbrydende klorforbindelser er meget stabile, findes der ikke nogen hurtig løsning," siger Sherwood Roland fra Californiens Universitet i en pressemeddelelse fra det amerikanske forskningscenter NOAA. Han fik nobelprisen i 1995, sammen med Paul Crutzen og Mario Molina for den forskning, der gav den videnskabelige forklaring på ozonnedbrydningen.

Mike Repacholi fra Verdenssundhedsorganisationen WHO advarer folk mod at tro, de kan holde op med at beskytte sig mod hudkræft ved at gå i skygge eller bruge faktorcreme.

Stor risiko undgået

"Det er svært at sige præcis, hvad der ville være sket, hvis ikke det internationale samarbejde havde bremset udledningen af de ozonnedbrydende stoffer," siger Jes Fenger. Skaderne afhænger af menneskers adfærd og en lang række samvirkende faktorer.

I sin bog, Luftforureningens historie, viser han, at koncentrationen af ozonnedbrydende stoffer var på vej mod en tidobling i midten af dette århundrede, før der blev grebet ind. Nu ventes den at nå ned på 1980-niveau om 40-50 år. Den mest kendte og frygtede virkning er hudkræft. Ingen seriøs forsker kan sige, hvor mange flere mennesker, der ville have fået hudkræft, hvis man ikke havde lavet Montrealprotokollen. Kun at det er ret mange.

Det samme gælder de andre skader, som nu ser ud til at kunne undgås.

1. Når ozonlaget tyndes ud i stratosfæren, så mere ultraviolet stråling slipper igennem, dannes der mere ozon ved jordoverfladen. Her er ozon ikke et gode, men et onde, der medvirker til dannelsen af sundhedsskadelig smog i byerne.

2. Udtynding af ozonlaget højt oppe i stratosfæren fører til afkøling. Det lægger en dæmper på den globale opvarmning i gennemsnit, men forøger samtidig klimaets udsving. Resultat: Mere ekstremt vejr.

3. Ultraviolet stråling er til skade for vigtige planter som ris og hvede. Men især er den til skade for havets plankton. Det betyder tilbagegang for havets fisk og andre dyr, især på høje breddegrader, hvor den biologiske produktivitet i havene ellers er stor. Mindre liv i havet betyder også, at det opsuger mindre CO2. Det hæmmer klodens kulstofkredsløb og bidrager til global opvarmning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her