Læsetid: 4 min.

Den tyske mønsterby

Folkevogn skulle være en mønsterfabrik i et mønstersamfund. Drømmen holdt indtil i år, men nu er VW-bilerne blevet for dyre til et globaliseret marked, så mønsterbyen skranter
17. september 2005

WOLFSBURG - Efteråret er kommet, en deprimerende heldagsregn siler ned over Wolfsburg, men det ænser gæsterne i Folkevogns kundecenter ikke.

De er kommet langvejs fra for at hente deres nye bil. Utålmodigt holder de øje med en lystavle, som efter tur kalder dem frem til en konsulent. Han vil følge dem ned ad trappen til den ventende bil, give en kort introduktion, så bil og ejer kan lære hinanden at kende, og så går det hjemad.

Det minder om en lufthavn, eller er det en adoption?

"Man sparer 250 euro, når man selv henter bilen her," svarer en midaldrende mand, der er kommet fra Frankfurt am Main til Wolfsburg sammen med sin far.

"Men det handler ikke kun pengene; det er også noget emotionelt. Man er forbundet med dette bilmærke. Min første nye bil var en Golf GTI, der dengang var 'non plus ultra'. Alle unge mænd sloges for at få fingre i den."

Netop for at binde bil og bilist sammen har VW opført en hel oplevelsespark som nabo til sin enorme fabrik. I et Teletubbies-landskab celebrerer koncernen sine bilmærker og den individuelle bilisme. Her bliver mænd til drenge igen.

Man kan også få en guidet tur gennem fabrikken. En væver ledbus kører gæsterne gennem montagehallerne, hvor arbejdere og robotter i fællesskab fremstiller 2.700 biler om dagen. Siden grundlæggelsen i 1938 er det blevet til en del - 34.954.382 var det samlede produktionstal i går kl. 13.26.

Når VW hoster

Passagererne kigger på de arbejdende - en enkelt kigger op og vinker. Mere kontakt har man ikke til de ansatte.

"Lad være med at gribe ud efter reservedelene," advarer guiden. "Ja, jeg siger det bare. Vi har jo oplevet et og andet."

Efter en halv time er turen forbi.

"Hvis vi skulle vise det hele, ville det tage tre uger," siger guiden.

VW-fabrikken ligger ud til Mittelland-kanalens nordlige bred. På den anden side ligger byen, der blev anlagt for at forsyne fabrikken med arbejdere. Sammen er de blevet store.

Da Hitler lagde grundstenen til fabrikken den 26. maj 1938, sagde han, at Wolfsburg skulle være et forbillede som arbejderby. Og efter den tabte krig blev forfølgelsen af dette mål genoptaget.

Helt frem til 1960 var VW ejet af den tyske stat og delstaten Niedersachsen. Delstaten har stadig ca. 20 procent af aktierne, nok til at øve dominerende indflydelse på koncernen, samt to pladser i bestyrelsen.

I sine otte år som ministerpræsident havde Gerhard Schröder den ene af pladserne. Man kan sige, at VW gjorde ham til landspolitiker. Her i Wolfsburg lærte han at begå sig blandt rigets mægtige, her i det 13 etager høje koncernhovedkvarter blev han 'Genosse der Bosse' - chefernes kammerat.

50.000 mennesker har job på fabrikken. Dertil kommer mindst lige så mange ansatte hos underleverandører og servicevirksomheder.

Længe er det gået godt - det vidner teater, kunstmuseer og Alvar Aaltos medborgerhus om - men i dag skranter VW. Afsætningen svigter, bilerne er blevet alt for dyre, og rygterne går om massefyringer. Helt op til 30.000 job på de seks tyske fabrikker er i fare. Hvordan skal det gå? Allerede i dag er byens ledighed over 11 procent.

"Man mærker det helt ekstremt; Når VW hoster, er hele byen sløj," siger Hardy Pasemann, der sælger typehuse fra en butik i bymidten. Han tager sig i det:

"Folk køber fortsat huse, for det er helt usandsynligt, at VW lukker. Vi har oplevet mange kriser, denne her klarer vi også."

Hardy Pasemann har aldrig selv arbejdet på bilfabrikken, de ansattes mentalitet var ham imod.

"De følte sig altid bedre end os andre. De tjente flere penge og pralede. Men jeg ville blive skør af at stå ved samlebåndet."

Flere fattige

Denne sommer kom det frem, at metalarbejdernes fagforeningen IG Metall og VW-ledelsen havde et særdeles intimt forhold til hinanden.

For at gøre tillidsfolkene lydhøre over for ledelsens argumenter, blev de forlystet med prostituerede og rejser til eksotiske verdensdele. Og mens chefer og tillidsfolk forlystede sig, kom produktionsprisen ud af kontrol.

"Sådan er det da over alt,"mener buschaufføren Kay Sow. "Her var der bare nogen, der sladrede. Og jeg ved hvem: Konerne!"

I dag har hun fri fra arbejdet og bruger et par timer i foreningen Wolfsburger Tafel, der uddeler mad til byens fattige. Tre gange om ugen stiller omkring 80 mennesker sig op foran foreningens kælderlokaler og får en kasse kasserede fødervarer, som byens supermarkeder har skænket.

"Der bliver stadig flere fattige, vi kan ikke brødføde dem alle," siger en kvinde, der ikke vil have sit navn frem.

"De øverste 10.000 lever som Gud i Frankrig, men vi andre må selv se, hvordan vi skal klare os. Det er det samme overalt. Så godt er det ikke at leve i Tyskland mere. Politikerne ville det hele på én gang, genforeningen for eksempel. Folk i Østtyskland ville da bare have lov at rejse frit over grænsen, de ville slet ikke genforenes. Helmut Kohl ville have genforeningen, vi andre blev ikke spurgt. Nemlig."

Kay Sow bliver en anelse provokeret. Hun flyttede hertil fra Østtyskland i 1991, fordi de fleste arbejdspladser forsvandt efter genforeningen.

"Det er dyrt at købe et land," påpeger hun. "Vores virksomheder blev lukket, og hvem blev rige? Vesttyskerne."

Skænderiet mellem de to kvinder fortsætter en rum tid. Krisen i Tyskland må have en grund. Nogen må have skylden.

"De sidste år har man ikke kunnet få job hos VW - kun med B-vitaminer," siger kvinden uden navn. B'et står for Beziehungen, forbindelser.

Foran hende står en kop med ordene "Nu skal der omfordeles."

Omgivet af sine toscanske typehustegninger siger Hardy Pasemann:

"SPD gør markedet magert, pengene kommer med CDU. Kun hvis regeringen skifter, kommer opsvinget."

Når valgstederne lukker søndag aften, vil han få besked om markedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her