Alle kender 'Det delte Danmark': Et område på sam-menbruddets rand, hvor jordskælvsagtige kratere adskiller marginaliserede og indvandrere fra Parcelhusdanmarks pæne borgere.
Et liberalistisk mareridt er næsten blevet til virkelighed, og regningen kan sendes til Globaliseringen, c/o George Bush, USA.
Nej, den kan sendes til Folketingets boligpolitik, mener lektor på Geografisk Institut ved Københavns Universitet Hans Thor Andersen, der netop har forsvaret sin doktordisputats Storbyens ændrede socialgeografi.
"Den kolossale omfordeling af formuer de senere år foregår især på boligmarkedet og er betinget af politiske beslutninger i Folketinget," siger han, der samtidig understreger, at udviklingen trods visse ghettodannelser på ingen måde er irreversibel.
Det delte Danmark er endnu ikke en realitet. Men det kan det blive.
Hans Thor Andersens disputats omfatter perioden 1981-1997, og ifølge bogen er periodens to afgørende begivenheder:
- At almindelige velbjærgede mennesker i udpræget grad bliver boligejere.
- At lejemarkedet skrumper ind og efterhånden kun omfatter de marginaliserede, der ikke har mulighed for at skaffe sig anden bolig.
De mange flere boligejere indebærer en enorm omfordeling af danske formuer.
"Formuerne kan jo forsvinde igen, hvis boligmarkedet pludselig braser sammen som sidst i 1980'erne-først i 1990'erne, og mange menne-sker mister deres penge. Men generelt er der sket en kolossal omfordeling i takt med velstanden," siger Hans Thor Andersen.
Lejeboliger blev solgt
Bemærkelsesværdigt er det til gengæld, at både antallet af boliger og befolkningens sociale fordeling fremtræder temmelig stabilt i hele perioden.
At folk i praksis sorteres mellem pæne og ikke-pæne kvarterer, afspejler sig ikke på kommuneniveau, men ned i det enkelte kvarter, den enkelte bebyggelse. Velkendte områder er Gellerupparken og Vollsmose, og mens København som helhed er blevet velhavende de sidste 10 år, er et kvarter som Sydhavnen (Kbh. SV) nu ét af Danmarks allerfattigste kvarterer.
Baggrunden er følgende: I løbet af de seneste årtier er store dele af udlejningsbyggeriet omdannet til ejer- og andelsboliger. I København omfattede det også de kommunalt ejede ejendomme.
"I 1990'ernes begyndelse går Københavns Kommune stort set rabundus og pålægges af staten at sælge sine ejendomme," forklarer Hans Thor Andersen.
For boligmarkedet generelt betød det, at kommunen ikke længere har henvisningsret til nogle af lejlighederne i disse ejendomme til fattige og trængende boligsøgende. Tværtimod 'forærede' man de nye andelshavere og entreprenørerne en øjeblikkelig gevinst uden at stille krav til gengæld. For eksempel kan andelshaverne både score kassen og frit lade lejlighederne cirkulere blandt venner og bekendte.
Lejeboliger med boligsociale forpligtelser begrænser sig derfor i dag groft sagt til den almene sektors ti procent af boligmassen. Denne del fungerer til gengæld som skraldespand for hele samfundets boligsociale problemer - arbejdsløse, indvandrere, eneforsørgere, marginaliserede. I rask tempo omdannes de almene boliger til ghettoer, som alle, der kan, skyndsomst fraflytter igen.
"Over cirka 15 år sker en sortering af befolkningen, som efterhånden gør lejeboligen til det, der fravælges, og det fører til en fastlåsning af sektoren som de marginale gruppers boligform," siger Hans Thor Andersen.
Enklavisme
I den nye udgave af bogen Hvis din nabo var en bil, der netop er udkommet, peger sociologen Henrik Dahl på, at segregeringen af befolknin-gen - den stigende tendens til, at vi bor i enklaver med nogen, der ligner os selv - er et frivilligt valg, der hænger sammen med et generelt anerkendelsesprojekt i samfundet.
Tendensen er, at samfundets forskellige individer har forskellige succesparametre og nu kan opnå anerkendelse for vidt forskellige typer aktivitet og status. Med sociologen Bourdieus udtryk: forskellige former for kapital.
F.eks. giver høj uddannelse status visse steder, særlige bilmærker i andre miljøer. Men den samme kapital er ikke lige kurant alle steder, og derfor opsøger folk at bo sammen med ligesindede - for at slippe for brok.
Et synspunkt, som Hans Thor Andersen anerkender:
"Tendens til at markere os har vi vel altid haft," medgiver han, men understreger samtidig, at netop boligen i høj grad er et fælles statussymbol.
"Velstandsudviklingen har gjort det muligt at bruge vores ressourcer, så det passer os bedst, og der vægter vi boligen utrolig højt.
Ejendomsmæglere taler om '2,2 millionersgrænsen', som er dét, en HT-chauffør og skolelærer kan betale. Grænsen går nu cirka ved Ringsted, forklarer Hans Thor Andersen.
"Adressen er ikke kun visitkortet til ens status, men en nøgleparameter til at klare sig og få det hele serveret på et sølvfad, også i forhold til, hvor børnene f.eks. går i skole. Fredensborg er derfor in, men Albertslund ikke-in... Det er den sociale kapital, der kan erhverves. Hvis man bor i 2840 Holte, er det let at få kontokort i Illums Bolighus, men bor man i Tingbjerg, hedder det 'lige et øjeblik'," mener han.
Skræmmende spiral
Men selv om brede befolkningsgrupper af hr. og fru Middelmand stort set har profiteret af udviklingen, er omkostningerne indlysende, mener Hans Thor Andersen.
"Vi må overveje, om det reelt er til nogens fordel, at de socialt svage samles få steder. Jo flere, der kan være med, jo værre er det at blive hægtet af. For 50 år siden var det almindeligt at bo til leje, og der var intet mærkeligt i det, men nu er det stigmatiserende. Hvis man er fattig og ufri kommer man til at bo sammen med andre, der også er fattige og ufri."
"Det skræmmer mig, fordi vi reelt får mindre frihed til at bosætte os, hvor vi vil. Det kan kun de rigeste. Resten må klemme sig ind, hvor de kan."
Og tendensen ser ud til at fortsætte. I den almene sektor bliver klientellet svagere og svagere. Blandt andet fordi henvisningsreglerne tvinger kommunerne til at tildele ledige boliger til de mest trængende, selv om man ved, at det styrker bebyggelsens negative spiral.
Modgift
Dog står udviklingen stadig til at ændre. Hans Thor Andersen foreslår, at man generelt går boligmarkedet og dets regler igennem, den almene sektor inklusive, på jagt efter nye løsninger.
Der bør bygges nyt lejebyggeri, måske med forbillede i det engelske 'affordable housing'.
Andelsboligforeninger og ejerlejligheder, som for nylig fik formuer foræret, kan forpligtes på fremover at løfte et boligproblem inden for rimelige rammer.
"De kan tage en enlig mor med børn, ikke nødvendigvis 12 stiknarkomaner," siger Hans Thor Andersen.
"Det samlede boligmarked er forbundne kar. Da man solgte de kommunale boliger i Københavns kommune, som løste et boligsocialt problem, efterlod man det uløst."
