Louise Frevert
For belastet til Folketinget og dog velegnet som overborgmester. Det blev Dansk Folkepartis konklusion. Tag den, københavnere.
Nattegængere
Statsministeriet vil igen i år åbne sine vogtede porte på Kulturnatten den 14. oktober. Billetter skal afhentes. Dog må gæsterne ikke forvente at finde det prægtigste sæde beklædt. Statsministeren er den nat "på besøg i Afrika", oplyser ministeriet.
Smørtenorer
Det danske svar på Bing Crosby, giro 413-inventaret Gustav Winckler, ville i denne måned være fyldt 80, hvis ikke han var kommet tragisk af dage i 1979. Hans vibrationer får ny luft på hyldestalbum, hvor den hvide måges sættes på vinger af Dario Campeotto.
Tuborg-fans
Vil mejerigiganten Arla blive ved med at nedtromle små mejerier? Det vil Arlas nye direktør fortælle offentligheden om på et pressemøde i dag. Arla-direktøren har det for sin stilling overraskende navn: Peder Tuborgh.
Skandalesøgende
Det vækker store forventninger, når Ritzau oplyser, at Poul Nyrup Rasmussen i dag bliver afsløret. Det foregår på Christiansborg. Nærmere betegnet i Samtaleværelset, hvor præsidiet hiver forhænget af det kontrafej, som er malt af Michael Kvium.