Læsetid: 1 min.

Folk

21. oktober 2005

Napoleon Bonaparte

Det er i dag 200-årsdagen for Slaget ved Trafalgar, der gav et knæk til den krigeriske korsikaners Frankrig. Dagen fejres med behørig pomp i bl.a. London og ... Madrid.

Tyrkerne

I Bruxelles tager man fez'en i den anden hånd i dag, hvor det virkelige arbejde frem mod Tyrkiets eventuelle indlemmelse i EU går i gang. Skåltalerne er forbi, og embedsmændene tager over. Der skal diskuteres og afstemmes lovgivning. 15 års travlhed monstro?

Kunstnere

I det boomende jyske trekantsområede er der også grøde i kunsten. 18 af landets største gallerier udstiller fra i dag på Kolding Teater, Designskolen åbner også dørene og lidt mod syd er der særudstilling ved Fredericia Furniture. En glimrende idé til weekendudflugt.

Oasis

Nu har Manchesterbrødrene Gallagher ganske vist kastet endnu en skive ud på markedet for nylig, men da den i betænkelig grad lyder som de foregående, er det særligt de go'e gamle, der trækker FOLK i Valby Hallen i aften. Midt-90'er-nostalgi for fuld skrald!

Live Contest DK

Det hedder den i dag den gamle traver, der engang var DM i Rock og gav os bl.a. Carpark North, Saybia og Tim Christensen. For en gangs skyld giver anglificeringen endda umiddelbart mening. Det er live, det er en konkurrence og i Danmark, men et DM er det sgutte!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her