Hvis en ronkedor er en ensom, gammel, gnaven elefant, må glosen 'ronkedorium' betegne et sådant væsens indre univers, dets samlede lamentationer, alle dets brokkende memoirer.
I denne betydning dækker ordet udmærket Jess Ørnsbos nye digte, som ophøjer sortsyn og væmmelse til altomfattende forholdsmåde.
Siden det ambitiøse udspil med Tidebogen (1997), der flettede gamle og nye digte sammen i én stor encyklopædisk komposition, har Ørnsbo virkelig haft damp på sin metafor-maskine.
Ronkedorier er således hans fjerde samling i dette årtusind, og som sine tre forgængere Undren (2001), Tavse digte (2003) og Hopla (2004) kendetegnes den ved et sprogligt festfyrværkeri, hvis intensitet er omvendt proportional med graden af optimisme. Jo sortere, jo sjovere, er formlen. Det herligste er, at alt er så rædsomt. Skønhed består i at vrænge med stil. Eller med Ørnsbos egne ord: Hans tinnitus er kommet over på cd.
Godt og skidt
Til de skæggeste tekster hører "Sjælevandring", hvis lyriske jeg engang var en "fjerdesalshøjde / et hul over en parkeringsplads / der senere blev nedlagt". Efter dette har han bl.a. været "talsmand for regnormene / og deres århundredgamle smerte". I talende stund er han blot "nogle neglerødder / på et tilfældigt henstillet / cykelstativ i / Nørre Snodstrup".
Længere ned kan man næppe nå. Og højere når humoren ikke.
Det er både godt og skidt. Godt, fordi Ørnsbos ætsende humor er så fantastisk præcis, og godt, fordi han så fermt får punkteret al livsløgn og højstemt forlorenhed. At det samtidig kan være skidt, har at gøre med hans humors tendens til hele tiden at starte forfra, som om i hvert enkelt digt linjerne oven for den igangværende vits overhovedet ikke fandtes! Hvert indfald eller udfald varer to-tre linjer, og bringer hele tiden læseren samme sted hen, nemlig til dét sortsyn, der ikke korrigeres eller suppleres af noget uden for sig selv. Forfatterens misantropi har fået problematisk status som naturlov dumpet ned fra en himmel, som er tom.
Glemsom diplomat
Samme ros og samme kritik kan rettes mod et digt som "Diplomat", som begynder helt vidunderligt med flg. fire linjer:
Han holdt altid tungen lige i munden
på andre
han lod altid sine handsker gå foran
håndtrykket
Så kommer der tre giftigheder til, knap så prægtige som de to første, og mærkeligt ude af stand til at tilføre digtet noget som helst kvalitativt anderledes og nyt. Slutningen (som i grunden ikke er nogen slutning; her holder digtet blot op) lyder sådan her:
Selv efter mange års ægteskab
huskede han ikke navnet
på konen
Det er ganske sjovt, men også en lille smule kedeligt, så længe der ikke sker andet og mere end, at digtets indbyggede standardmæssige syn repeterer og dermed bekræfter sig selv.
Kastrerede hække
Som i de øvrige nyere bøger rendyrker Jess Ørnsbo i den nye en sammenstøds-teknik, der består i at hente ord fra væsensforskellige registre og smække dem sammen på linjen til øjenåbnende originale og paradoksale fund.
Man støder således her på: svimle buske, forelskede bænke, kastrerede hække, selvrådige eller løsgående skyer, syngende karklude, påtrængende organer.
Lyrik-traditionens gode (eller dårlige) gamle greb med at besjæle naturen ved at tildele den menneskelige egenskaber drives ud i absurd parodi.
Overført til sætningsform ender det derfor med, at månen bedyrer sin uskyld, at kloden er utilregnelig, og med at skraldevinden skal være færdig inden klokken fem. Hvad bladene anbelanger, kan de hos Ørnsbo ikke "bevare deres rutiner", og om lungerne læser vi, at de gerne vil emigrere!
For mit eget vedkommende får jeg ved læsning af Ørnsbo lyst til at (gen)læse poesi, for hvilken dét at bryde en norm ikke er blevet til absolut grundlov.
En lyrik, hvor det rene negerende blik lader sig anfægte af det, der får mennesker til trods alt at stå op om morgenen og forsøge at holde sammen på et fællesskab af en slags.
Jeg efterlyser ikke "opbyggelig" digtning, blot litteratur, der forholder sig, bevidst og nyskabende, til det herlige faktum, at en tekst kan bevæge og forandre sin læser.
Jess Ørnsbo: Ronkedorier. Apokryfe digte. 59 s. Kr. 199,00. Borgen. ISBN: 87-21-02629-7. Udkommer i dag.
