I Afrika plejer man at sige, at fattigdommens ansigt er ansigtet af en kvinde. Også i Madagaskar halter de bagud med ligestillingen på mange områder, men Louisette Rasoanariro kæmper for sagen
Sahamadio Louisette Rasoanariro er taget ud til et mindre landsbysamfund for at høre på, hvad samfundets overhoved har af krav. Det er en del af hendes job som borgmester for 26 små landsbysamfund midt inde i Madagaskars røde og støvede højland. Her kræver den aldrende høvding bedre sanitære forhold. Nu er det op til Louisette at prioritere de forskellige krav, der kommer fra de i alt 17.325, der bor i hendes kommune. Hendes prioriteringer plejer at blive godtaget af befolkningen, for Louisette er en populær borgmester.
»Men jeg har også taget mine kampe for at nå dertil, hvor jeg er nu,« siger hun.
I syv år forinden hun blev valgt til borgmesterposten, var hun selv overhoved for et mindre landsbysamfund. Hendes store engagement og synlige resultater gjorde hende særdeles vellidt blandt de lokale. Louisette var god til at rejse penge til små projekter, som eksempelvis en ny brønd.
»Jeg besluttede mig for at stille op til borgmesterposten i min kommune, som den første kvinde, da der var valg for to år siden. Jeg ville gerne arbejde for bedre levevilkår for folket her i området,« siger Louisette. Hun er ikke del af de lokale politiske partier som hovedsageligt består af mænd og det gav en del sure miner, da hun blev valgt med et stort flertal.
Kommunens mandlige bestyrelsesformand arbejdede imod hende fra starten af hendes borgmesterperiode. Louisette blev nærmest frosset ud til kommunernes bestyrelsesmøde, og ingen ville omgås med hende socialt. Bestyrelsesformanden forsøgte at stoppe alle de projekter, hun satte i gang. Men efterhånden måtte han opgive, da Louisettes arbejde rent faktisk viste sig at bære frugt igen.
En landsby fik renoveret deres hospital, i en anden landsby sørgede hun for, at de fik opdaterede skolebøger til folkeskolens mellemste klassetrin osv. Efter et år havde hun vundet bestyrelsesformandens tillid, og nu er der ro og respekt omkring Louisette, når hun træder ind til bestyrelsesmøderne.
Hun fortæller om, hvordan de andre kvindelige borgmestre ikke bliver respekteret af den mandlige del af befolkningen.
»Det er meget svært at vinde mændenes respekt, hvis du er kvinde på toppen i det her land,« siger Louisette.
Går bedst i skolen
Selv om Madagaskar har en solid historie med kvinder ved magten, ser man sjældent kvinder på de høje poster. 48-årige Louisette Rasoanariro er én ud af 62 kvindelige borgmestre ud af i alt 1.557 kommuner.
I hovedstaden, Antananarivo, ligger den største turistattraktion på den højeste bakke og troner over byen. Det er La Rova dronningepaladset der minder om en tid, hvor kvinderne havde magten. Men det hører 1800-tallets historie til. Tingene har ændret sig. I dag er der kun én kvinde, der har plads i parlamentet, mens det for eksempel i den tidligere franske koloni Rwanda er halvdelen af sæderne i parlamentet, der er besat af kvinder.
Til gengæld klarer Madagaskar sig godt, når det drejer sig om uddannelse. Faktisk er landet helt enestående for landene syd for Sahara, da man faktisk finder en lille overvægt af piger i de madagaskiske skoler. Fattige familier i Afrika har tendens til først at tage pigerne ud af skolen, når familien har brug for arbejdskraft for at skaffe mad på bordet. De satser i stedet uddannelse på drengene.
Det er et kæmpe problem i de fleste af de andre lande syd for Sahara.
Blev selv slået
Én af Louisettes mærkesager er også vold mod kvinder. I sit tidligere ægteskab, blev hun selv slået, når hendes mand kom fuld hjem.
»Det var så forfærdeligt og ydmygende, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg ikke sagde stop allerede første gang, han lagde hånd på mig,« siger hun. Louisette erkender også, at det desværre er et problem i hendes kommune. Mændene drikker den hjemmebryggede sukkerrørsrom, som har en alkoholprocent på den forkerte side af 60. Når de kommer hjem til konen, der ikke er tilfreds med situationen, slår de hende.
»Når jeg hører om sådanne tilfælde, så tager jeg straks ud i området og tager fat på de voldelige mænd, kalder dem ind til et møde under fire øjne og fortæller dem, at det her er forkert, så det holder du op med,« siger Louisette.
Der er også sket en anden positiv udvikling i kommunen, efter Louisette er kommet til som borgmester. Pludselig er kvinderne begyndt at komme på rådhuset for at bidrage med ideer og initiativer.
»Meget af min arbejdstid går også med at lytte til problemer og give gode råd til livet på landet,« siger den rolige borgmester, som har en studentereksamen bag sig.
Positiv særbehandling
Det kan godt være, at der ikke er så mange kvindelige borgmestre i Madagaskar, men det er til gengæld en fordel at være én af den slags sjældne racer.
Som kvindelig borgmester får man en ekstra pose penge af regeringen.
»De er klar over, at kvinder er mindre korrupte end mænd, så derfor bliver vi belønnet. Kvinder tænker både med hjerte og hjerne, mens mænd kun bruger hovedet,« siger Louisette.
Den madagaskiske præsident, Marc Ravalomanana, har netop valgt korruption som ét af sine fokusområder, da han har en befolkning på godt 17 millioner, der er godt trætte af, at pengene ofte ender i de forkerte lommer. Ravalomanana kom til magten i 2002, efter landet nærmest var endt i borgerkrig, fordi den tidligere præsident Ratsiraka gennem 20 år ikke ville erkende sit nederlag. Under Ratsiraka kom Madagaskar på en ikke særligt flatterende top fem-liste over de mest korrupte lande i verden.
Efter hvad Louisette hører ude omkring til borgmester-møder, så kan Madagaskar godt forvente flere kvindelige borgmestre i fremtiden.
»Folk er ved at få øjnene op for, at hvis de vælger en kvinde, så får samfundet flere penge og større fordele. Så har vi heller ikke tendens til at stikke pengene i egne lommer,« griner Louisette.
