Inden sin død sidste sommer nåede lyrikeren Klavs Bondebjerg heldigvis at høste anerkendelse for de kærlighedsdigte, der sikkert bliver hans blivende bidrag til den danske litteratur.
Han nåede også, forstår vi nu, at skrive en hel stribe nye digte, der gerne skulle ende som en samling. Helt færdig blev han ikke, dog færdig nok til, at hans hustru Marianne sammen med hans kollega Thomas Boberg på smukkeste måde har kunnet befordre hans sene høst i trykken.
Bondebjergs farvel
Søndag efter midnat falder i to sektioner, hvoraf den anden, betegnende nok, er dobbelt så stor som den første.
Det er nemlig i sidstedelen, at Klavs Bondebjerg siger farvel: dér, hans liv belyses af døden, og "mennesker bliver små, samliv fjernt, / huspriser helt ubetydelige". Hvert øjeblik virker ligesom omskrevet af ophøret, tiden er begyndt at gå på en anden måde:
Hun danser
med et uvogtet øjeblik.
Så tæt det næste rejser sig
og inklinerer.
I morgen er misundelig.
I morgen vil være i dag.
Sidste linje har fået æren at levere overskriften til afskeds-sektionen, hvori man også finder fine tekster om drømmen og nænsomme registreringer hen over den grænse, der stadig tydeligere tegner sig mellem dem, der skal leve, og den, der snart skal dø:
Unge mødre og fædre
triller barnevogne ind i
fremtiden,
mens parkens hætteklædte
løbere
forsøger at indhente næste
forår.
Også jeg er til fods.
Desuden i gode hænder.
Under tilsyn af fugle og træer
går jeg i døden
så langsomt som muligt.
Stemningsmæssigt kredser digteren i værkets anden del meget forståeligt om trætheden, søvnløsheden, vemodet og visheden om livets endelighed.
Men han lyser også gang på gang op som nysgerrig dreng og forelsket mand:
For alt i verden
vil jeg ikke lide
af benægtelse.
Som du ligger der
i foræringshjørnet,
synsk på det ene øje,
doven på det andet,
formøbler du mit liv
bedre end jeg.
Plant bare kysset,
den rasende blomst,
spil en forkommen schlager.
At popsangen gøres "forkommen", er karakteristisk for Klavs Bondebjergs metode. Han går nemlig ikke af vejen for hårdhændet og skruppelløs besjæling. Hør bare, hvad han kan få ud af huse som billeder på mennesker:
Gamle huse frygter uopvar-
mede værelser.
De beder skamløst om hjælp
fra tilfældigt forbipasserende
og kaster med tagsten
for at få en smule opmærk-
somhed.
Nedbrændte huse og nedrevne huse
frygter intet.
Sådan et par strofer må vi i den givne sammenhæng læse som en tapper besindelse på døden.
I bogens første del med overskriften "Miraklernes tid" er døden til stede overalt, om end indirekte i naturens gentagne rytme af vækst og forfald.
Gennem efteråret
Vi bevæger os gennem sensommer og efterår, ser æbler hænge kolde, ru og ubeboede ude i sommerhushaven, følger fasanerne hen over markerne: "hovedet højt hævet, mens fødderne flygter".
Det poetiske 'jeg' beskrives i denne del som lykkeramt, taknemmelig, forelsket og frem for alt ydmyg over for alt det, vi ikke kan beherske, aldrig øve indflydelse på:
Fordi jeg ikke bestemmer
over weekendens skysystemer,
vinden der forvirrer græsset,
er hvert skridt en lettelse.
Fordi jeg er uden indflydelse
på fuglenes skovintriger
og nåletræernes irskud,
kan jeg gå i en uendelighed.
Intet er, som jeg vil have det.
Jeg er glad.
Man tager imod Klavs Bondebjergs sidste digte med en glæde, der ligner hans. Hans nysgerrighed over for vejr, fugle og vækster forplanter sig til den læsende og stemmer uvilkårligt sindet mildt.
Klavs Bondebjerg: Søndag efter midnat. Digte. 94 s. Kr. 199,00. Borgen. ISBN: 87-21-02494-4.
