Ingen slinger i valsen. Sådan står der med tårnhøje typer bag på buslinie 5A, der bugter sig gennem København fra Amager over Vesterbro til Nørrebro.
Samme besked er plastret op på hver anden lygtepæl fra Østerbro over Christianshavn og til Kongens Enghave. Men i stedet for at tale om kongen burde man snarere tale om dronningen.
Afsenderen er nemlig den kommende socialdemokratiske by-dronning Ritt Bjerregaard.
Hun er så godt som sikker på, at sætte sig i overborgmester-stolen efter kommunalvalget den 15. november. Men æren er ikke hendes alene. Det skal vi vende tilbage til.
Nye vinde
Først spoler vi tiden tilbage til 20. november 2001. Jens Kramer Mikkelsen har lige nøjagtigt klaret skærene og bliver siddende som overborgmester for hovedstaden. Men hans udfordrer, den kontroversielle venstremand Søren Pind, har sikret det bedste Venstre-valg i Københavns minde. Det samme er sket på landsplan, hvor Fogh har skubbet en færdig og slidt socialdemokrat af tronen. Også i Århus må Socialdemokraterne se sig slået af den ukendte Venstre-kvinde Louise Gade, der kan hænge borgmesterkæden om sine 29-årige skuldre.
Ældre socialdemokratiske mænd står for fald. Vindene er vendt, og venstrefolkene begynder pludselig at vejre kommunal morgenluft. Jens Kramer mærker den kolde brise og fortrækker tre år senere.
Ud ryger også den Radikale sundhedsborgmester Inge Marie Bruun Vierø.
Skuespilleren og teaterdirektøren Klaus Bondam tordner ind som inkarnationen af den kreative klasse og rider på bølgen af radikal fremgang hos de hippe, mælke-kaffe-drikkende unge, der gerne vil øge bistanden til Den Tredje Verden og støtte kreative uddannelser. Men helst ikke betale alt for meget i skat, når den gode uddannelse begynder at give pote på lønsedlen.
Venstres Søren Pind er fuld af optimisme. Hans store drøm om - som den første - at blive Venstre-overborgme-ster i København virker ikke længere latterlig. Og fuld af overskud stiller han også op og bliver valgt til Folketinget.
SF'eren Bo Asmus Kjeldgaard kan man ikke bare lave om på - så det er der ingen, der gør.
Men ind fra Vest kommer pludselig Ritt Bjerregaard. Samme dag som hun annoncerer sit kandidatur som Socialdemokraternes bud på en ny overborgmester flytter hun sin adresse fra æbleplantagen på Fyn til kartoffelrækkerne i København.
Og billedet ser helt anderledes ud.
Ind kom dronningen
Fuldstændigt blottet for overraskelse vinder Ritt Bjerregaard afstemningen om at blive Socialdemokraternes kandidat. Søren Pind er rystet over at få en modstander af en sådan kaliber, men holder sig på benene.
Københavnerne har signaleret lyst til systemskifte, så han har stadig en chance, lyder analysen.
Men den analyse holder ikke længe. Den nye radikale spidskandidat vil ikke pege på Pind.
Pind kan allernådigst på lov at pege på ham. Den konservative Mogens Lønborg er heller ikke meget for bygge- og teknikborgmester Pind, og de Konservative indgår valgforbund med De Radikale.
Kun Dansk Folkepartis Louise Frevert er velvilligt indstillet. Men det står hurtig klart, at hun ødelægger mere, end hun hjælper. Efter hjemmeside-skandalen presser hun indirekte den radikale spids med at spille sit sidste fleksible kort af hånden.
Bondam vil under ingen omstændigheder indgå i konstituering, hvor Dansk Folkeparti er med, fastslår han efter at have læst, at muslimer er at sammenligne med kræftceller på DF'erens hjemmeside.
Alt i mens forsøger SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard at lancere den såkaldte Vejle-model og bringe sig selv i spil som overborgmester. Men det er de færreste, også internt i SF, der anser det som en realistisk mulighed. Også set i det lys, at antallet af SF-mandater i følge meningsmålingerne stille og roligt går ned.
Og i går opgav Bo Asmus Kjeldgaard da også i praksis strategien, da han til Berlingske Tidende erklærede, at han vil pege på Ritt Bjerregaard, hvis det ikke lykkes SF at skaffe sig posten.
Så mens bejlerne fra Venstre, De Radikale og SF har kørt sig selv og hinanden ud på et sidespor, har Ritt sat sig solidt bag rattet i buslinie 5A. Og når den når Rådhuspladsen den 15. november, stiger hun ud og indtager pladsen som Københavns nye by-dronning. Uden slinger i valsen. Hun danser nemlig alene.
