Læsetid: 2 min.

Merkel taget i ed som kansler

To måneder efter valget har Tyskland fået ny regering. Den konservativ-socialdemokratiske koalition begyndte sit arbejde i går
23. november 2005

Resultatet lå fast på forhånd, alligevel var anspændelsen tydelig, da de konservatives leder Angela Merkel (CDU) i går afventede afstemningen om hendes nye funktion som tysk kansler.

Så snart Forbundsdagens formand Norbert Lammert (CDU) havde forkyndt resultatet, brød forsamlingen ud i taktfaste klapsalver. Merkel havde fået et sikkert flertal på 397 stemmer. 202 stemte imod hende.

"Kære fru dr. Merkel, dermed er De den første, demokratisk valgte, kvindelige regeringschef i Tyskland. Det er et stærkt signal for mange kvinder - og sikkert også for mange mænd," sagde Lammert.

Til sammen har koalitionspartierne CDU-CSU og SPD 448 mandater i Forbundsdagen, 51 af dem afholdt sig fra at støtte Merkel, men i partierne så man ikke det overraskende store antal nejsigere som et problem.

"Aldrig før er en tysk kansler blevet valgt med så mange stemmer som Angela Merkel. Vi glæder os over, at den store koalition kan komme i gang. Vi er meget tilfredse," sagde de konservatives gruppeformand Volker Kauder.

"Resultatet er lidt under mine forventninger," erkendte den kommende udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (SPD), "men det er et solidt grundlag for det arbejde, der ligger foran os."

Afstemningen var hemmelig, ingen fra regeringspartiernes lejr har bekendt sig som nejsiger.

Første gratulant efter Merkels valg var den hidtidige kansler Gerhard Schröder (SPD), der i dag vil afgive sit forbundsdagsmandat. For fremtiden vil den 61-årige eks-kansler virke som advokat.

Dystre spådomme

Fra oppositionen lød der hård kritik af regeringen og dystre spådomme om dens levetid.

"En koalition, som begynder med så mange nejstemmer, så meget mistillid, kan bryde sammen før valgperioden afslutning," forudså FDP-formand Guido Westerwelle.

Partiet var gået til valg sammen med CDU-CSU, og de to partiformænd havde opbygget et nært personligt venskab. I går stemte Westerwelle imod Merkel, men var alligevel blandt de første til at lykønske hende.

Fra det tidligere regeringsparti De Grønne fik Merkel-regeringen også en advarsel:

"De første stridigheder kommer, før den overhovedet er tiltrådt. Fru Merkel skal passe på nu. Hun har nogle få måneders tid til at vise, om hun kan byde på løsninger på landets problemer," sagde den afgående forbrugerminister Renate Künast, der fremover bliver grøn gruppeformand.

Venstrepartiet Die Linke/PDS:

"Vi vil kritisere partiet (SPD, red.) fra de klassiske, socialdemokratiske positioner," lovede gruppeformand Oskar Lafontaine.

"De klassiske socialdemokratiske positioner er imod krig og imod sociale nedskæringer. SPD står ikke længere for disse positioner. SPD går ind for krige i strid med folkeretten (Kosovo og Afghanistan, red.) og understøtter sociale nedskæringer."

Lafontaine var indtil 1999 et fremtrædende SPD-medlem.

Den nye regering indledte allerede i aftes sit arbejde med et kabinetsmøde.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her