Det er dyrt at være fattig.
Hvert år bruger staten 46 milliarder - gennem skattefradrag - på at supplere danskernes pensionsopsparinger. Mens de 60.000 danskere, der tjener over 800.000 om året får et offentligt tilskud på 112.000 kroner må de godt to millioner danskere, der tjener under 200.000 kroner om året nøjes med et fradrag på mellem 400 og 2.800 om året.
Det viser en opgørelse fra Skatteministeriet som er foretaget på foranledning af Enhedslistens Frank Aaen.
Han konkluderer, at staten direkte støtter den voksende ulighed blandt fremtidens pensionister.
"De pensionister, der ikke har råd til at spare op får en skattebegunstigelse på nul kroner, mens dem, der har råd får et ekstra tilskud på op mod flere hundredetusinde. Jo rigere man er, desto større bliver skattefordelen både i kroner og i procent," siger Frank Aaen.
Enhedslisten vil nu foreslå, at skattefradraget fjernes og de mange milliarder i stedet bruges på at løfte indkomsterne for de økonomisk svageste grupper - herunder folkepensionisterne.
Staten bruger hvert år omkring 80 milliarder kroner på folkepension og lægges nogle af de 46 milliarder oven i ville pensionen for den enkelte kunne hæves dramatisk.
En ide Dansk Folkeparti ikke pr. refleks vil lægge afstand til. Partiets socialordfører, Pia Kristensen, er overrasket over, at forskellen mellem 'statstilskuddet' til de rigeste og de fattigste er så stort.
"Jeg vil nu tage emnet op med folketingsgruppen. Det må være rimeligt at se på om vi kan skabe et mere solidarisk pensionssystem, der også tilgodeser de svageste," siger Pia Kristensen.
Hos regeringspartiet Venstre har man dog ingen planer om at lave om på pensionsfradragene.
"Det er kun positivt, at der er så stor en andel af befolkningen, som sparer så meget op til pension, og dermed får et stort fradrag. Det vil vi ikke være med til at lave om på. Der er jo ikke nogen, som mister noget ved at andre får mere i fradrag og dermed spare mere op til deres pension," siger skatteordfører Kim Andersen.
Socialdemokraternes skatteordfører Rene Skau Björnsson går ind for en øvre grænse for, hvor meget man kan få i pensionsfradrag.
"Vi synes, at det er helt fint, at folk indbetaler til deres pension. Men der skal være en øvre grænse. Mange folk spekulerer i det her hul, og derfor ser vi gerne, at man højst kan få 100.000 kroner i fradrag om året."