Læsetid: 6 min.

Sanktioner er som en hullet ost

Syrien risikerer økonomiske sanktioner fra FN's Sikkerhedsråd, men er det effektivt at lave sanktioner mod Syrien? Er tiden ikke løbet fra sanktionspolitikken, spørger seniorforsker
5. november 2005

"En nation, der boykottes, er en nation, der har overgivelsen i sigte. Brug dette økonomiske, fredelige, stille og dødelige middel, og det vil ikke være nødvendigt at bruge tvang".

Sådan sagde USA's præsident Woodrow Wilson i 1919 om Folkeforbundets mulighed for at indføre økonomiske sanktioner mod samarbejdsuvillige nationer. Siden da har enkelte lande og FN hundredevis af gange truet med og indført sanktioner, men internationalt er der stor uenighed om, hvorvidt de er effektive. Det fik man et nyt vidnesbyrd om i denne uge.

I mandags behandlede FN's Sikkerhedsråd et resolutionsforslag fra USA, Storbritannien og Frankrig om at indføre sanktioner imod Syrien, hvis ikke regeringen i Damaskus samarbejder og lader en udenlandsk ekspertgruppe undersøge mordet på Libanons forhenværende ministerpræsident, Rafik Hariri, og 22 andre personer.

Modstand især fra Rusland og Kina betød, at Sikkerhedsrådets resolution ikke eksplicit brugte ordet sanktioner, men den britiske udenrigsminister, Jack Straw, lod forstå, at det kan blive konsekvensen, hvis Syrien modarbejder opklaringen ledet af den tyske undersøgelsesdommer Detlev Mehlis. Den syriske regering har benægtet, at Syrien er involveret i mordet på Hariri, men USA - der siden sidste år har haft sanktioner imod Syrien for at være en 'slyngelstat', der giver husly til terrorister - tror ikke på Assad-styrets forsikringer.

Hård nød at knække

Seniorforsker ved Institute for International Economics i Washington Gary Hufbauer, der har studeret over 200 sanktioner siden Den Første Verdenskrig og er medforfatter til en bog om økonomiske sanktioner, tvivler på, at det giver mening at lave sanktioner imod Syrien.

"Hvis sanktionerne skal være effektive, må de have et klart og afgrænset mål og få bred international opbakning. Sanktionerne skal støttes af hele FN. Når vigtige lande i Sikkerhedsrådet, som Rusland og Kina, ikke støtter sanktionerne, og målene er uklare, er det svært at presse Syrien," siger han til Information.

Syrien er næsten økonomisk selvforsynende og er meget lidt afhængig af samhandel med omverdenen, og internationale sanktioner vil næppe plage syrerne, vurderer Hufbauer. Med mindre man altså laver en total olieembargo imod Syrien, men det regner han ikke som sandsynligt nu, hvor de vestlige økonomier slås med rekordhøje oliepriser. Kina, der stræber efter at sprede sin olieimport på mange forskellige lande, vil næppe acceptere et sådant skridt.

Hullet som en ost

Syrien har i dag næsten ingen gæld, dets valutareserver på 18 mia. dollar kan dække over to års import, landet hiver en halv million tønder olie op af undergrunden om dagen, og kinesiske og russiske olieselskaber har indgået milliard-kontrakter i Syrien.

"Hvis målet er at destabilisere Syrien og om muligt at sikre et regimeskifte, er det en meget hård nød at knække," siger Hufbauer.

"Assad-familien har siddet på magten i to generationer, og det er meget svært at lave effektive sanktioner imod autoritære regimer. Præsident Bashar al-Assad står stærkt og vil overføre byrderne til de lave lag i samfundet. Det samme skete, da man lavede sanktioner imod Saddam Husseins Irak. Det var de irakiske borgere, der betalte prisen for sanktionerne."

Økonomiske sanktioner og handelsembargoer bruges oftest som de sidste skridt før militære interventioner og krig på en skala, der i første instans indledes med diplomatiske sanktioner.

"Ineffektive sanktioner i Panama, Haiti, Somalia og Irak endte som forspil til USA's militære interventioner," minder Gary Hufbauer om.

Sanktionerne er lige så hullede som en "schweizisk ost - og det betyder, at de ikke er særligt effektive," sagde USA's præsident George W. Bush, da han i februar 2001 besøgte den britiske premierminister Tony Blair i London.

Bush talte om de dengang 10 år gamle sanktioner imod Irak. Bush slog til lyd for "mere effektive sanktioner" imod Saddam, der nægtede at samarbejde med FN's udsendte våbeninspektører.

Ordene faldt et par år inden, Bush ledsaget af Blair indledte Irak-krigen. På det tidspunkt talte ingen højt om den korruptionsskandale i FN's olie-for-fødevarerprogram i Irak, der florerede i skyggen af de økonomiske sanktioner imod Irak. Penge fra olieeksporten blev sat ind på en FN-styret fond, der skulle købe fødevarer til civile irakere. Det var tænkt som en humanitær løsning. Men en undersøgelse ledet af den forhenværende amerikanske centralbankchef Paul Volcker, der blev offentliggjort for nylig, har vist, at korruptionen var udbredt.

Udvalgte topfolk i FN og diplomater skal personligt have taget imod penge under bordet, og over 2.000 firmaer fra hele verden betalte penge til Saddam Hussein. Olie-for-fødevare-skandalen har sat FN-systemet i et meget dårligt skær, og Irak-sanktionerne har rejst et principielt spørgsmål: Kan det internationale samfund - moralsk og politisk - forsvare at fastholde økonomiske sanktioner mod et land, hvis magthaverne lader civilbefolkningen betale prisen, så det fører til underernæring og sultedød for tusindvis af mennesker?

UNICEF-rapporter kunne i slutningen af 1990'erne berette om, at der var op imod en halv million underernærede børn i Irak, men de vestlige lande anført af USA holdt alligevel fast i sanktionerne. De bidrog til en humanitær katastrofe. Og FN's tidligere våbeninspektør, amerikaneren Scott Ritter, var en af dem, der åbent erklærede sig som modstander af sanktionerne imod Irak:

"Vores hovedprioritet bør være at få afsluttet de økonomiske sanktioner. Det er en trist kendsgerning, at 500.000 døende børn ikke har kunnet bevæge det amerikanske folk," sagde Ritter i år 2000.

Skiftende succes

Gary Hufbauers undersøgelser viser, at to ud af tre sanktioner slår fejl, og kun hver tredje gang er økonomiske sanktioner en succes.

"Jeg er uenig med de forskere, der siger, at sanktioner slet ikke er effektive. En succesrate på 33 procent er da ikke så dårlig," siger han.

Det er lettere at presse små, ustabile og økonomisk udsatte lande til adfærdsændringer end at få stabile og økonomisk fremgangsrige lande som Kina til at respektere menneskerettighederne. Selektive sanktioner, der f.eks. fastfryser magtelitens bankkonti, forbyder deres koner at rejse udenlands og forhindrer børnene i at studere på vestlige universiteter, kan ifølge Hufbauer give resultater, når de bruges til at opnå afgrænsede mål som f.eks. at få frigjort politiske fanger

Han understreger, at det er sværere at lave effektive sanktioner imod autoritære regimer med stærke ledere end imod demokratiske lande, hvor der er alternative synspunkter, og mindretal mobiliserer frit.

"Over for regimet i Nordkorea, over for Burma og Fidel Castro på Cuba ser det ikke ud til, at sanktionerne virker. Sanktionerne imod Iran har heller ikke været effektive," påpeger Hufbauer.

Men der er ingen regel uden undtagelser. Liberias diktator Charles Taylor trådte tilbage fra magten i 2003 - to år efter at FN's sikkerhedsråd indførte sanktioner imod Liberia for at blande sig i diamantkrigen i nabolandet Sierra Leone.

"Taylor var ikke en stærk leder og blev presset fra magten af de indre oprørsstyrker," forklarer Hufbauer.

Bad business

Libyens Ghadaffi er et eksempel på en stærk autoritær leder, der efter mange års sanktioner ændrede politik.

"Libyen har endelig trukket sig ud af den gamle terror-business, har betalt erstatninger til ofrene for terrorattentatet mod Pan-Am flyet, og Libyen har besluttet sig for at genetablere normale relationer med resten af verden," siger Hufbauer.

Der er kun få eksempler på, at autoritære regimer og diktaturer væltes som følge af internationale sanktioner. Kun hvis sanktionerne også styrker interne mindretalsgrupper - sådan som det skete i forhold til Sydafrikas apartheid-regime - kan de reelt flytte noget.

"Det vil være en fejllæsning af historien, hvis man siger, at sanktionerne i sig selv banede vej for et regimeskifte i Sydafrika," siger Gary Hufbauer.

"Apartheid-styret var allerede meget skrøbeligt, det var truet af borgerkrig, og de sorte ledere som bl.a. Nelson Mandela var dygtige til at mobilisere den offentlige opinion i Sydafrika og internationalt. Der var bred opbakning til multilaterale sanktioner imod apartheid-regimet, der blev gjort til en pariah-stat. Det var kombinationen af disse ting, ikke sanktionerne alene, der væltede apartheid i Sydafrika."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her