Læsetid: 4 min.

Stadig flere unge søger radikal islam

Den radikale islam tiltrækker stadig flere unge, der føler sig fanget mellem to kulturer og identificerer sig med internationale konflikter, lyder det fra rådgivnings- og integrations-medarbejdere. De bakkes op af en ny undersøgelse
1. november 2005

Debatklimaet efter 11. september og Danmarks deltagelse i Irak-krigen har pustet til en religiøs ild hos frustrerede unge muslimer i Danmark, der i stigende grad søger en radikal form for islam.

Sådan lyder meldingen fra en række fagfolk, der til daglig beskæftiger sig med integration og rådgivning af unge muslimer.

"Der er ingen tvivl om tendensen til, at stadig flere unge identificerer sig ud fra en mere ekstrem form for islam, hvor de føler, at de skal redde verden og forsvare deres tro," siger integrationskonsulent Fahmy al-Madjid.

Udmeldingen bakkes op af en ny undersøgelse fra Catinét Research, der viser, at det primært er de unge, der i stigende grad identificerer sig med islam. I undersøgelsen har omkring 1.000 svaret på, hvor religiøse de er. Hver tredje af de 21 til 30-årige definerer sig selv som meget religiøse, mens tallet for de 15 til 20-årige lyder på 28 procent. Hver fjerde af de 15-29-årige muslimer, svarer 'ja' til, at de føler sig mere religiøse i dag end for fem år siden.

Fahmy al-Madjid mener, især konsekvenserne af terrorangrebet på World Trade Center har gødet jorden for en mere radikal fortolkning af islam.

"Mange muslimer føler, at USA har indledt en krig mod islam efter 11. september, og at tonen over for muslimer herhjemme også er blevet mere fjendtlig. Det skaber selvfølgelig frustration og er ild på bålet for radikal islam," siger Fahmy al-Madjid.

Han er ikke overrasket over, at terrorens ansigt øjensynlig nu også viser sig i Danmark med anholdelserne af seks unge herboende muslimer. Politiet mistænker dem for at være en del af en terrorcelle med forbindelse til yderligtgående muslimer i Bosnien. På adresserne i København er der blandt andet fundet 200.000 kroner i dansk og udenlandsk valuta, og i Bosnien har politiet øjensynlig fundet et selvmordsbælte, mange kilo sprængstof, og selvmordsvideoer.

"Da jeg hørte om de mennesker, der havde stået bag bombeangrebene i London i sommer, tænkte jeg: Jeg har flere gange mødt den her type af tilsyneladende velfungerende og stille unge, der holder sig for sig selv herhjemme og dyrker en radikal form for islam," siger Fahmy al-Majid.

Han forklarer, at det typisk er dybt frustrerede unge, der hverken kan identificere sig med familien i Danmark eller det omgivende samfund, der bekender sig til en radikal form for islam.

"Mange har fjernet sig fra familiens normer og kultur for at blive en del af majoritetssamfundet. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, fordi de ikke kan få et job eller en praktikplads, står de i ingenmandsland og er i en dyb identitetskrise," forklarer Fahmy al-Madjid og tilføjer: "Mange vælger at løse problemet ved at vælge islam - men ikke en tolerant form for islam. De vælger den radikale islam, der bygger på en enorm vrede og et had til det omgivende samfund."

Fahmy al-Madjid forklarer, at det stort set er umuligt at sætte tal på hvor mange, der bekender sig til en radikal form for islamisme, fordi tilhængerne typisk er unge, der holder sig for sig selv.

"Men jorden er gødet for, at der kan komme flere af dem her i landet, og jeg er rædselsslagen for, hvordan tingene udvikler sig," siger Fahmy al-Madjid.

Han mener, at internationale kriser som Israel-Palæstina konflikten og krigen i Irak, forstærker grobunden for radikal islam. Og her kaster Danmarks deltagelse i Irak krigen kun ild på bålet, mener Fahmy al-Madjid.

Og det er et billede som Etnisk Konsulentteam i København genkender.

"Islam er især identitetsskabende for unge fra underklassefamilier. De føler sig frastødte af det danske samfund og identificerer sig ud fra internationale konflikter. Holdningen synes at lyde: Vi får tæsk i Irak, og vi får også tæsk i Danmark," siger integrationskonsulent Lion Rokx.

Også i Etnisk Rådgivningscenter i København oplever man, at de mest religiøse unge muslimer, også er dem, der identificerer sig mest med deres 'muslimske brødre' i udlandet.

"De mener, at Vesten har en stor del af ansvaret for den den globale uretfærdighed. Og vi kan desværre se, at islam - udover at være en religion - i stigende grad bliver brugt som et middel i kampen imod social uretfærdighed," siger psykolog i rådgivningscentret Cavit Güven, der tidligere har skrevet speciale om unge indvandreres søgen efter identitet.

Han oplever, at Danmarks deltagelse i Irak krigen forstærker marginaliserede unge muslimers frustrationer over det danske samfund.

"Når vi nu selv er med i krigen, bliver vi dermed en del af fjenden. Det gør jo kun de fremmedgjorte unges frustrationer over det danske samfund større."

Koordinatoren for Palæstinensisk Netværk i Danmark, Maher Khatib mener også, at Danmarks deltagelse i Irak krigen, gøder jorden for radikal islamisme. Hans oplevelse er dog, at kun en brøkdel af de muslimske unge finder den radikale islam tiltalende.

"Det er dem der fuldstændig har vendt samfundet ryggen og føler, at de kun bor i Danmark på transit," siger Maher Khatib.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her