De sagde ja, andre muligheder havde de ikke.
Gårsdagens landsmøder hos de tyske konservative (CDU, CSU) og socialdemokraterne (SPD) var bare en formsag. Med store flertal fik de tre partiers ledere tilladelse til at indtræde i den koalition, som CDU, SPD og CSU har forhandlet om den sidste måned.
Det fremlagte regeringsgrundlag gør de færreste lykkelige, hverken hos de deltagende partier eller i den lange række af interesseorganisationer, der har ledsaget forhandlingerne med en uafbrudt pibekoncert: Den lille mand bliver udplyndret, de rige skræmt ud af landet, ledigheden vil stige, forbruget falder, skolevæsenet fordummes.
Og noget er der naturligvis om det. Den nye regering har sat sig for at spare omregnet 260 milliarder kr. på budgettet. =fre for nedskæringerne er altså ikke til at undgå.
Koalitionens kritikere fremhæver også, at Merkel-regeringen ikke har præsenteret en vision for sit arbejde, ikke har stillet et lys for enden af den mørke tunnel.
En flammetale a la Winston Churchills blod-sved-og-tårer-tale fra 1940 kunne have givet besparelserne en dybere mening, men så megen følelsesudladning er ikke Angela Merkels stil. Hun foretrækker det nøgterne budskab, og det har hun afleveret.
Da hun for nylig blev spurgt, hvordan det var at arbejde sammen med folk, som hun for bare to måneder siden havde været i heftigt, verbalt slagsmål med, sagde hun:
"Lad mig sige det sådan: Den politiske debat lever af, at man koncentrerer sig om dele af sandheden."
Ordene var enkle, men de udgør en sand revolution i tysk politik.
Blokke finder sammen
Betingelsen for at sanere landet økonomisk er, at de deltagende parter i koalitionen bliver enige om realiteterne - og det har tyske partier sjældent været.
I årtier blev det politiske spektrum domineret af to blokke. Lige meget hvilken blok man tilhørte, havde man altid ret, og dem fra den anden blok tog altid fejl.
Politiske debatter var dybest set meningsløse, fordi blokkene nægtede at høre på hinandens argumenter. I stedet koncentrerede man sig om at affyre 'delsandheder' - populistiske tirader og redigeret statistik - mod hinanden i håb at få tilhørernes og lobby'ernes bifald. Til gengæld for bifaldet modtog lobby'erne subventioner og skattefradrag.
Længe fungerede systemet stort set upåklageligt, men efter den tyske genforening 1990 har det knebet alvorligt med pengene.
Under den vedholdende krise har vælgerne mistet tålmodigheden med politikerne. Ingen af dem blev belønnet med det nødvendige flertal til at regere, og deres eneste chance for at genvinde deres gamle status er nu at skabe resultater sammen.
Hurtigt under forhandlingerne blev partierne enige om at betragte problemerne uden det partibestemte slør for øjnene. Og som noget af det første måtte politikerne forbløffet konstatere, at deres modpart egentlig er forstandige mennesker.
Ud af erkendelsen er den gensidige tillid i regeringen vokset, og den har givet mulighed for at agere uden brug af de gamle allierede fra lobby'erne. Politikerne har skabt deres eget flertal til at køre grønthøsteren igennem subventioner og fradrag.
De omfattende protester fra bl.a. arbejdsgivere, lønmodtagere og pensionistforbund er ikke alene klageråb fra de ramte; de er også en hjælpeløs konstatering af, at de er havnet uden for døren.
Sandhedens koncept
Hvor bestandig Angela Merkels koalition er, når den sure hverdag melder sig, vil de kommende måneder vise. At blive enige om hensigtserklæringer gør ikke nær så ondt som at gennemføre dem i virkeligheden - og siden skulle stå til regnskab hjemme i vælgerforeningen.
Men alt tyder på, at Angela Merkel sammen med den kommende vicekansler Franz Müntefering (SPD) har skabt grundlaget for en ny politisk kultur i landet. Uden sminkede tal og halve sandheder kan SPD ikke længere forsvare sin sociale varmestue imod virkeligheden, og CDU kan ikke forlange reformer, som en tåget gruppe af lønmodtagere skal betale for.
Tankevækkende er det også, at de to folkepartier nu ledes af østtyskere. Angela Merkel og Matthias Platzeck (SPD) har begge oplevet, hvor galt det kan gå, når et land ledes på grundlag af løgn og sminket statistik.
Platzeck er kendt for sin evne til at skabe kompromisser, som alle kan leve med, og Merkel lærte efter sit skuffende valgresultat i september, at man kan have nok så mange spændende visioner, men - som hendes forgænger Konrad Adenauer sagde - politik er det muliges kunst.
