Det er forkert og vildledende, at en liberalisering af landbrugsmarkedet i EU, USA, Japan og andre rige lande kan redde millioner af fattige i verdens allerfattigste u-lande og sikre dem lysere tider.
Det mener Michael Friis Jensen, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han har netop udgivet et forskningspapir på DIIS om, hvad Doha-forhandlingsrunden betyder for de fattigste u-lande. Han retter over for Information en kritik af Verdensbanken og ngo'er som Oxfam for at føre offentligheden bag lyset ved at påstå, at liberaliseringer af landbruget i nord kan redde de fattigste i syd.
"Man kan forsvare landbrugsliberaliseringer med mange argumenter, men det er et ubestrideligt faktum, at de mindst udviklede u-lande (LDC) vil tabe på dem. En totalliberalisering af landbrugsmarkedet vil føre til højere fødevarepriser, og det rammer de 45 ud af 46 LDC-lande, der er fødevareimportører. De får betydelige byrder," siger Michael Friis Jensen i en støjende telefonforbindelse fra Ho Chi Minh City i Vietnam.
Ubekvemt synspunkt
Hans ord står i skarp kontrast til den herskende opfattelse hos mange ngo'er.
"Afrika ser ud til at blive forrådt af de rige nationer i Verdens handelsorganisation, WTO," skrev den internationale hjælpeorganisation, Oxfam, i en pressemeddelelse, da de for et par uger siden offentliggjorde en rapport om Africa and the Doha Round.
"Doha-udviklingsrunden blev indledt for fire år siden med det primære mål at reformere landbrugets handelsregler for at hjælpe de fattige lande med at handle deres vej ud af fattigdommen. Så mange løfter er brudt, at det nu lyder som en dårlig vittighed," tordnede Oxfams kampagnedirektør, Phil Bloomer.
Michael Friis Jensen erkender, at forsøget på at nuancere ikke vil blive vel modtaget af alle aktører i WTO-debatten.
"Det er et ubekvemt synspunkt, der komplicerer debatten om handelsliberaliseringer. Det går op mod den officielle holdning blandt mange politikere, ngo'er og økonomer i Verdensbanken, at liberaliseringer af landbruget også vil være til fordel for de fattigste u-lande," siger han.
Friis Jensen har regnet på konsekvenserne af en liberalisering for de afrikanske lande. Han skønner, at kun 12 ud af 48 lande syd for Sahara (Burkina Faso, Chad, Kenya, Malawi, Mali, Mauritius, Namibia, Sydafrika, Sudan, Swaziland, Togo og Zimbabwe), er i stand til at udnytte en liberalisering. De har - på nær Sydafrika - i dag favorable handelspræferencer i forhold til EU - og de kan eksportere mere sukker, tobak, frugt og grønt, blomster og bomuld. Og vil tjene på det.
Han rejser også tvivl om Verdensbankens økonomiske modeller: "Det er ikke alle, der vinder på en liberalisering af verdenshandelen, for det er ikke en drømmeverden. Der er også nogle, der bliver tabere ved en liberalisering."
Vildfarelser
Michael Friis Jensen står ikke alene med sin kritik. To internationalt kendte økonomer, professor Jagdish Bhagwati og professor Arvind Panagariya - begge fra Columbia University i USA - har tidligere på året lagt sig ud med ledende ngo'er og Verdensbanken ved at sige, at en liberalisering kan skade, ikke hjælpe, de allerfattigste u-lande. Panagariya har i tidsskriftet Word Economy skrevet, at der er seks vildfarelser i debatten.
Hans hovedargument er - som hos Friis Jensen - at de fleste LDC-lande er fødevareimportører og vil tabe, mens forbrugerne i nord vil få gevinst på lavere subsidier, og producenterne vinder på stigende priser. Panagariya - der er forhenværende cheføkonom i den asiatiske udviklingsbank og varm tilhænger af øget frihandel - langede åbent ud efter Verdensbanken og dens tidligere præsident James Wolfensohn og dennes cheføkonom for at forsimple debatten.
De "fyldte medierne med påstande om, at landbrugsprotektionisme (..) var udtryk for dobbeltmoral, som skadede de fattigste lande mest og udgjorde en hovedbarriere for deres udvikling," skrev Panagariya.
Han tilføjede, at fejlslutningen også har bredt sig til Valutafonden, til OECD, til ngo'er som Oxfam og til talrige journalister. Selv nobelprisøkonomen Joseph Stiglitz hænges ud for at have givet efter for 'fejlslutningen'.
Michael Friis Jensen understreger, at han ikke er modstander af liberaliseringer, og han mener, at taberlandene må have økonomisk kompensation i form af øget bistand, bedre oprindelsesregler og særlige præferencer - f.eks. for bomuldseksport.
"Jeg siger ikke nej til liberalisering af landbruget. Som forbrugere kan vi vinde på det, og mange fattige i u-landene kan blive trukket ud af fattigdommen. En række lande som Thailand, Kina, Indien, Brasilien, store latinamerikanske fødevareeksportører og Sydafrika vil nemlig vinde på en liberalisering af landbrugsområdet," siger han.
