En revolution baseret på en kombination af bønder og intellektuelle er, i marxistiske termer, nærmest den sikre opskrift på en katastrofe. Ikke desto mindre valgte Pol Pot og hans Røde Khmerer netop den model som en mulig vej til at genrejse Cambodja efter århundreders kaos og armod - med invasioner fra nabolandene Thailand og Vietnam, fransk kolonistyre og borgerkrig. Og når det ikke bare gik galt, men helt ufatteligt galt, hang det sammen med, at revolutionen, udover at hvile på et uholdbart grundlag, blev klemt i en kompleks kombination af storpolitiske og individuelle faktorer.
På det storpolitiske plan havde Cambodja siden Anden Verdenskrig været trukket ind i et ofte kynisk spil mellem en Moskva-Vietnam akse på den ene side og den nye Kinesiske Folkerepublik (og USA) på den anden. Et spil, hvor det cambodjanske folk gang på gang var blevet ofret i mere eller mindre dulgte studehandler med helt andre agendaer. Og på et individuelt plan lå landets skæbne i alle årene i hænderne på et meget begrænset antal personer, som alle havde visioner på den tidligere så stolte Khmer-kulturs vegne, men hvoraf ingen havde de fornødne forudsætnin-ger eller evner til at skabe grobund for, at et moderne demokratisk samfund kunne vokse frem.
Kulminationen på de mange års konflikter blev som bekendt en tragedie af nærmest ufattelige dimensioner. I de tre år, otte måneder og 20 dage, hvor Pol Pot og hans Røde Khmerer sad på magten, skønnes mindst halvanden million mennesker at have mistet livet, en mindre del tortureret til døde eller slet og ret dræbt, resten som ofre for sygdomme og underernæring fremkaldt af en despotisk statsmagt uden det mindste gran af realitetssans.
I sin usædvanligt grundige, detaljerige og gennemresearchede bog om Pol Pot trækker den tidligere BBC-korrespondent Philip Short (også forfatter til murstenen Mao: A Life) en række parallelle spor frem til det totale sammenbrud, som Pol Pot og de Røde Khmerers magtovertagelse i april 1975 varslede. Short har brugt fire år på at tale med alle de overlevende parter, han har kunnet komme i nærheden af, og han har endevendt alskens kilder og arkiver i Cambodja, Kina, Vietnam, Rusland og Europa.
Tavshed
Et af de forstemmende billeder, der springer ud af bogens mange sider, er, at Cambodja i realiteten enten har været besat, plaget af krig eller borgerkrig i århundreder, og at der jævnt ud over hele perioden kan findes eksempler på grusomheder, som mere eller mindre svarer til dem, vi i dag ellers primært forbinder med Khmer Rouge-regimet.
Dernæst er det interessant at notere sig, at den særlige afart af kommunisme, som Pol Pot udviklede, hverken blev importerer fra Hanoi, Moskva eller støtterne i Bei-jing, men blev stykket sammen hen ad vejen af en lang række meget forskelligartede impulser; og at kimen til Khmer Rouge ikke blev sået i Asien, men i Paris.
Trods beskedne resultater i skolen blev Pol Pot (egentlig Saloth Sâr, født 1925) i 1949 sendt på et legatophold i Paris for at uddanne sig som radiotekniker. I den franske hovedstad lod den unge mand sig glide ind i en kreds af radikale cambodjanske studerende, Cercle Marxiste, og flere af medlemmerne herfra dukkede mange år senere op i igen Khmer Rouges hemmelige ledelsesgruppe. Samtidig beskrives det, hvordan den tavse og underfundigt smilende Pol Pot i sit hoved begyndte at kombinere træk fra den franske revolution, buddhisme og Khmer-kulturen med halvfordøjede brokker fra læsninger af Marx og Stalin.
Tavshed og hemmelighedskræmmeri skulle fremover blive kendetegnende for Pol Pot. Da han vendte tilbage til Cambodja i starten af 1953, oplevede han det franske kolonistyres sidste krampetrækninger, samtidig med at det komplicerede forhold til Vietnam viste sig i form af den massive tilstedeværelse af Viet Minh-styrker. Pol Pot tilbragte en stor del af 50'erne i junglen, hvor han lærte at føre guerillakrig af de vietnamesiske brødre/fjender. I starten af 60'erne var han med til de første kommunistiske partidannelser i Cambodja, men lige så snart prins Sihanouks styre fik ham på radaren, gik han under jorden igen. I 1966 var han med til at stifte Communist Party of Kampuchea (CPK), og herfra indtog han en lederrolle, som han stort set beholdt til sin død i 1998, også selv om han formelt gav magten fra sig indtil flere gange.
'Bare knus dem'
Philip Short opfordrer bogen igennem læseren til at se begivenhederne i Cambodja i lyset af ugerninger begået af vestlige lande, især Frankrig (i Algeriet) og USA (mange steder). Og til slut konkluderer han, at Pol Pots regime i teknisk forstand nok gjorde sig skyldige i forbrydelser mod menneskeheden, men ikke i folkemord. Der var ikke tale om systematiske drab på særlige etniske, nationale eller religiøse folkegrupper, mener Short. Drabene var stort set utilsigtede bieffekter af afhøringer, afstraffelser, etc.
Argumentationen virker noget søgt, eftersom det igen og igen beskrives, hvordan Pol Pot bag sit tavse smil gav ordrer til at udrydde kontrarevolutionære grupper - ofte hele landsbyer, ud fra devisen: det er bedre at dræbe 10 venner, end at risikere at én fjende overlever. Okay, det er muligt, at de mange tusinde mennesker, der endte deres liv i det frygtede forhørscenter S-21 (Tuol Sleng), formelt blev sendt dertil for at blive afhørt. Men den egentlige hensigt kunne ingen være i tvivl om.
Da forhørslederen Deuch på et tidspunkt klagede over, at han ikke kunne følge med, lød reaktionen fra premiereminister Nuon Chea: "Der er ingen grund til at forhøre dem. Bare knus dem."
Khmer Rouge-styret trak uundgåeligt tæppet væk under sig selv ved at eliminere sit eget befolkningsgrundlag, og dets selvpåførte skrøbelighed viste sig, da vietnameserne i januar 1979 indsatte en offensiv og uden større problemer løb Phnom Penh over ende. Små fire års statsterror var slut. Men prøvelserne for det cambodjanske folk var langt fra ovre. Khmer Rouge rumsterede i visse regioner næsten to årtier frem. Og som en hån mod de mange ofre blev Pol Pot aldrig stillet for en domstol. Han døde fredeligt i sin søvn i 1998 uden nogensinde at have strukket sine indrømmelser længere, end at han støttede sig til de forkerte mennesker.
Efter at Philip Short havde sat punktum for sin bog, blev der omsider givet grønt lys til at nedsætte et tribunal mod de tidligere Khmer Rouge-ledere. Det er i sig selv positivt. Alligevel er der kun grund til behersket optimisme på det cambodjanske folks vegne. Short skriver det direkte: Det nye såkaldt demokratiske styre i Cambodja er pilråddent. Ikke mindst er det værd at huske på, at de to øverste ledere, premiereminister Hun Sen og senatsleder Chea Sim, begge har en fortid i Khmer Rouge.
Philip Short: 'Pol Pot. The History of a Nightmare.' John Murray Publishers. 2004. 656 s.
