Læsetid: 3 min.

Netdating kan splitte fremtidens samfund

Specialdating kan splitte samfundet endnu mere, frygter eksperter, mens Tine Bryld især er bekymret for, om dating kun for højtuddannede fremmer umulige forventninger
29. december 2005

Specialiserede datingportaler vinder frem. Nyeste skud på stammen, elitedating.dk henvender sig til højtuddannede og har på 14 dage regi-streret små 3.000 profiler. Også andre portaler sorterer i, hvem de registrerede personer ønsker - og måske især ikke ønsker - kontakt med, f.eks. beautifulpeople.dk og farmerdating.dk.

På længere sigt kan den slags øge samfundets splittelse, mener en af 'bagmændene' bag en stor aktuel undersøgelse af netdating, Casper Radil.

Casper Radil tror, at portalernes åbenlyse eksklusionsmekanismer kan gøre det mere legitimt, at stud. polit.'en naturligvis ikke spilder sin tid på en sygehjælper eller kassedame.

"Vi har fået større geografisk mobilitet, men reelt fastholdes måske den sociale mobilitet," siger Casper Radil, der sammen med to medstuderende har udarbejdet undersøgelsen som speciale på RUC.

Han bakkes op af ungdomsforsker ved Learning Lab Denmark på Danmarks pædagogiske Universitet Niels Ulrik Sørensen. Også han ser en klar risiko for, at nettet kan udbrede samfundets tendens til at splittes i grupper, der slet ikke omgås hinanden.

"Men det er måske ikke så forskelligt fra tidligere, hvor man gik på bøssebar eller Vega, og folk fra Vestegnen kom bestemte steder i byen," mener han.

Dog kan alene nettets omfang sætte turbo på: "Segmenteret dating på nettet kan konsolidere nogle forskelle i samfundet, vi allerede har, i form af ghettoer for rige, for fattige og for dem med samme uddannelse. Det kan yderligere skade sammenhængskraften," advarer Sørensen.

Det afviser Nigel Rasmussen, én af de to idémænd og ejere bag elitedating.dk: "Den fragmentering sker allerede. Vi gør det bare nemmere, hurtigere og mere overskueligt. Alle behøver vel heller ikke være lige, når vi er så forskellige," siger han.

Han bakkes op af DR's legendariske Tværs-vært, Tine Bryld, der ikke vil skyde skylden for samfundets segmentering på netdating:

"Ikke mere end alt det andet, der foregår. Også naturen har jo et darwinistisk islæt. Tværtimod kan man med netdating stille og roligt lære nogen at kende. Det er en stor succes, netop fordi du bare er ude at glo, og det er uforpligtende som prinsessen i Klods Hans bare at sidde og sortere," siger hun. Hun mener også, at netdatingen i høj grad udtrykker en tid, hvor 'facaderne er oppe'. Også 'elitedating' kan være en god idé, fordi det er trygt at præsentere sig, som man ser sig selv," mener hun. Hun har gennem 33 år rådgivet omkring 10.000 unge.

Bryld ser dog andre problemer i muligheden for segmenteret dating. Især at de høje krav til uddannelse mm. ofte dækker over en stor usikkerhed, og reelt kan gøre det svært overhovedet at skabe kontakt:

"Lige børn leger bedst, måske, men elitedating kan også dække over så store forventninger, at ingen, heller ikke personen selv, kan leve op til dem," siger hun.

Utilfredse kvinder

Især veluddannede kvinder, der var utilfredse med, at så meget netdating mest vægter udseende og sex, har inspireret til Elitedating.

"Scor.dk er oftere indgang til en hurtig flirt lørdag aften, og brugerne er ofte yngre," forklarer Nigel Rasmussen.

Aktuelt registrerer Elitedating.dk 10-15 profiler i timen døgnet rundt og har efter ca. 14 dage registreret små 3000 profiler. Målgruppen anslås til mellem 100.000 og 250.000 mennesker. Mænd står for cirka to tredjedele af profilerne.

I det hele taget interesserer flere og flere danskere sig for netdating. Alene den største danske portal, Dating.dk, der åbnede i 1998, havde i december 2005 registreret 666.819 profiler, mod 10.000 i februar 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her