NEUKÖLLN - I starten var de fire, men det var før min tid. Da jeg første gang trådte ind i Hartmanns lille rejsebureau på Kottbusser Damm, sad der tre personer bag skranken. Hartmann selv og to damer. Laminat-møblementet var fra 1980'erne, og der var slidt stier i gulvtæppet.
For fire år siden var den ene dame pludselig væk.
"Hun forstod ikke, at arbejdet i et rejsebureau er mere end et 10-18-job," sagde den anden.
Livet fortsatte som førhen, 80'er-indretningen kom endnu længere væk fra sin tid, stien i gulvtæppet blev dybere. Sidste forår var den anden dames plads også tom.
"Jeg var nødt til at afskedige 'die kleene'," forklarede bureauejer Hartmann efter et par uger.
"De sidste år har jeg betalt hendes løn ud af min egen opsparing. Det kunne ikke blive ved med at gå."
Hartmann rationaliserede forretningen ned til en énmandsvirksomhed for ikke at ende som kollegerne fra iscafeen, thehuset, fotoforretningen, bilhandelen, sæbehuset og den græske restaurant: De måtte opgive og give plads til nye forretninger, et nummer billigere og to numre grellere. Discount, genbrug, tyrkiske cafeer, solcentre.
Succes fik de færreste, og når det endelig lykkedes at finde på et givtigt koncept, blev det straks kopieret - og indtægterne delt med de forkerte, de fantasiløse. For et par år siden var 'bager' det gyldne ord; i dag er der mindst seks brødudsalg i kvarteret.
Hartmann ville holde ud. Hans forretning skulle holdes parat til opsvinget - den dag tyskerne igen turde leve uden bekymringer.
"En tysk indianer kender ingen smerte," smilede han og lod som om, han var i godt humør.
Hartmann forsøgte at sælge ferieglæde, selv kom han ingen steder. Fra morgen til aften seks dage om ugen sad han i sin forretning.
Dette efterår holdt Hartmann åbenbart op med at tro på opsvinget. Kunderne fik ikke noget at vide, men man mærkede, at varmen havde forladt de farvestrålende plakater. En dag i december satte han et skilt op om, at forretningen ville lukke den 16. Resten af måneden skulle han bruge på at rydde op.
"Indtægterne rækker ikke til at betale de faste udgifter," forklarede Hartmann. "Hvad skal det nytte?"
Hverdagstragedie
Huden var blevet grå, håret tyndt, og hans pilot-brille fra 80'erne var som vokset ind i ansigtet. Han talte sagte for ikke at forstyrre stilheden i butikken. Chartermarkedet er gået tilbage, flyselskaberne sælger deres billetter over internettet, og kvarterets mange tyrkiske kunder går til de tyrkiske rejsebureauer.
"Jeg har betalt skat i 40 år, men dagpenge kan jeg ikke få. Ikke som selvstændig. Jeg må finde mig en anden branche, for et job i rejsebranchen finder man ikke i dag. Jeg vil gøre alt. Sælge pølser. Hvis jeg kunne få et godt hjørne, ville jeg tjene meget mere på pølser end på rejser."
Hartmann, den tyske tragedie i hverdagsformat. En mand som blev overhalet af tiden - og slået ud af krisen. Sidste år gik 37.500 tyske virksomheder konkurs, de fleste af dem hørte man aldrig om. Beskrivelsen af den tyske tragedie omfatter som regel kun de store.
En uge før jul blev det besluttet, at AEG-fabrikken i Nürnberg skal lukke. Fremover skal de hæderkronede tyske hvidevarer fremstilles i Polen. 1.750 ansatte mister jobbet. Lukningen optog nationen, for virksomheden er en del af den tyske selvforståelse: AEG (Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft) bragte lyset til landet, da grundlæggeren Emil Rathenau erhvervede patentet til glødelampen hos opfinderen Edison.
Det var pionertider. For at sælge sine glødelamper måtte virksomheden bygge kraftværker og ledningsnet. Eks-pansionen var forrygende. Efter få år var AEG engageret i byggeriet af turbiner, kraftværker og kabelfremstilling. AEG lavede lyskontakter, lamper, strygejern og støvsugere. AEG byggede tog, fly, biler. AEG gik sammen med Siemens om at fremstille telegrafer, radioer og verdens første båndoptager (1935). AEG var indbegrebet af tysk opfinderglæde - og end ikke verdenskrigen slog foretagsomheden ned.
Ser kun på prisen
I 1962 havde AEG 127.000 ansatte og satte nye standarder i hårde hvidevarer. Ud af firmanavnet opstod det slogan, som i årtier solgte de dyre, men driftssikre, maskiner. Aus Erfahrung Gut (af erfaring god).
Men hvad er det værd i dag? "Kunderne ser kun på prisen," lyder det fra Electrolux, der opkøbte virksomheden forrige år.
Løgn er det ikke. Hvis ikke der er kunder til et dyrt tysk kvalitetsprodukt, er der ingen grund til at fremstille det. Electrolux sætter et par hundrede kr. til på hver solgt AEG-maskine.
Forbrugerne nyder gerne globaliseringens frugter - kun de otte timer om dagen de er lønmodtagere, forstår de ikke verden og går til fagligt møde.
Snart efter lød rygtet, at Mercedes (ejet af DaimlerChrysler) ville fyre 8.000-16.000 oven i de 8.000, virksomheden lige havde skilt sig af med. Selvforståelsen igen - fabrikkerne blev grundlagt af Carl Benz, manden der opfandt bilen.
Deindustrialisering
I Berlin fortsætter den såkaldte deindustrialisering. De to elektronikvirksomheder Samsung og JVC lukker deres produktion i byen, entreprenørmaskinefabrikken CHN vil indskrænke, Telekom fyrer og så videre... Mange hundrede job vil forsvinde fra byen i de kommende måneder. For Tyskland som helhed drejer det sig om 1.000 job om dagen.
"De tyske fagforeninger har gjort det godt, alt for godt. Nu aner de ikke, hvad de skal gøre. Jeg tror, at vi tyskere fik det for godt for hurtigt," siger han, mens han kigger ud på Kottbusser Damm.
Engang kunne fire mennesker leve godt af Hartmanns virksomhed, i dag kan ingen.
"Og så må man ikke glemme Østtyskland. Kansler Kohl mente, at man kunne betale genforeningen ud af portokassen, men den var en større mundfuld, end vi regnede med."
Vi aftaler at spise frokost en dag, men allerede dagen efter har han klistret gamle ferieplakater for sine udstillingsvinduer, så han kan ordne sin firmabegravelse i fred. Telefonen er tavs. Hartmann er gået under uden et ord.
