75-årige John Hahn-Petersen blev onsdag aften fundet død af et hjertetilfælde i sin garderobe på Det Kgl. Teater.
Aftenen forinden havde han for første gang spillet sin version af Gamle Levin i Indenfor murene, en hovedrolle han var blevet overdraget efter den sygemeldte Jørgen Reenberg.
Selvom den brede offentlighed forbinder Hahn-Petersen med et par tv-roller, foregik langt det meste af hans karriere indenfor teatermurene. Efter elevskolen på Odense Teater og et lille tiår fordelt dér samt på Århus Teater fandt han sammen med Preben Harris i trangen til at vække den slumrende danske scene med det chokerende nutidige udland.
De startede Svalegangen, fik absurdisterne oversat og spillet og dermed sat skub selv i Københavnstrup. Hahn-Petersens spil i Becketts Krapps sidste bånd, var én af de præstationer, kritikken hæftede sig ved, og han tog en æresrunde med den i 2001 til sit 45-års jubilæum, nu på Hippodromen - altså stadig hos Harris.
Absurdisterne og deres forløbere skubbede til en grotesk side af talentet, som burde og kunne have domineret karrieren mere; men de uforudsigelige teaterveje ville det anderledes. Som skuespiller havde han, sekunderet af sin fornemme diktion, nemt ved - og når påkrævet - at anlægge en let, uhørligt hælesmækkende, korrekthed, som skibsredersønnen utvivlsomt havde lånt fra sin ØK-tid som ganske ung. Denne formelle fernis varierede han bedårende fra Ibsens stiverik pastor Manders på scenen til Matadors gennemloyale bogholder Stein på tv.
Tv blev hans kontakt med det folkelige publikum og den senere rolle som Verner, firmachefen i Taxa med promilleproblemer, blev samtidigt hans smutvej væk fra Steins bureau-korset ud til en mere impulsstyret, grænsende til ustyrlig, moden mandstype. Først i krise, siden afbalanceret og i overskud.
Hahn-Petersens seneste tv-fremtræden, som den gemytlige, konfliktforskrækkede forlægger Berg i Krøniken, ligger direkte i forlængelse af Verner-figurens slutstadium: tryg ved renommeets kakkelovnsvarme og med en pose karameller inden for rækkevidde.
Filmverdenen fik aldrig rigtigt blik for Hahn-Petersens muligheder. Man gjorde især brug af hans korrekthed i embedsmandroller - ingeniør (Thorvald og Linda), ministersekretær (Henning Carlsens Oviri), betjent (Barndommens gade), læge (Sort høst), præst (Nonnebørn) . Kun i Dyden går amok (1966) og Det parallelle lig (1982) viser henholdsvis Svend Methling og Søren Melson/Hans-Erik Philip andre sider af skuespilleren.
To teaterkapitler
Hahn-Petersen udfoldede sig i to ensembler og kunne ingen steder klage over mangel på hovedroller. Han flyttede med til Folketeatret og var en hovedpille i Harris- repertoire, der udmærkede sig ved et overbud af danske urpremierer og sin - og Hahn-Petersens - udtalte venstrefløjsposition.
Fra 1987 blev Hahn-Petersen fastansat på Det Kgl.og indgik på samme måde her med en blanding af store ensemble- og egentlige hovedroller. Karrieren spændte fra klassikere som Polonius i Hamlet og såvel Tartuffe som Orgon i Tartuffe over MacHeath i Tiggeroperaen, John Silver i Skatteøen og generalmajor Stanley i Piraterne fra Penzance til manden selv i Woyzecek og Ubu, faderen i Stilheden og Danforth i Heksejagt. Plus som sagt absurdisterne og Folketeatrets dramatikerpleje af bl.a. Sven Holm og Sten Kålø.
I 1990 besvimede John Hahn-Petersen på Det Konges scene midt i en opførelse, som efterfølgende måtte aflyses.
"Man er jo meget ked af at være årsag til en aflysning midt i en forestilling. Det beklager jeg meget," citeredes han efterfølgende for i Ekstra Bladet.
16 år efter blev det så desværre alvor, men før en forestilling.
Alt for meget hensyntagen, kære John Hahn. Og - nu er det os, der er kede af det.
