Det var næppe noget tilfælde, at Kinas udenrigsminister Li Zhaoxing i går var med til den højtidelige indsættelse af den 67-årige Ellen Johnson-Sirleaf som Liberias præsident og Afrikas første folkevalgte kvindelige leder. I ceremonien deltog flere afrikanske statsoverhoveder og fra USA deltog både præsidentfruen, Laura Bush, og udenrigsminister Condoleezza Rice.
For den kinesiske udenrigsminister, Li Zhaoxing, havde meget andet i tankerne end ceremonien for den nye demokratiske leder i det borgerkrigsplagede land. Kina har 500 soldater i den FN-udstationerede fredsstyrke i Liberia, har finansieret flere fodboldstadions i den vestafrikanske stat, og Kina har stærke økonomiske interesser i at engagere sig mere i Liberia.
Cirka en tredjedel af verdens olietankskibe er indregistreret i Liberia, og landet har masser af tømmer, rågummi, righoldige jernminer og betydelige beholdninger af diamanter og guld i undergrunden. Og nok så vigtigt; der er fundet olie ud for Liberias kyst. Kineserne ønsker at investere mere i udvindingen af Liberias råstoffer, og de ved - lige så godt som amerikanerne - at indsættelsen af Ellen Johnson-Sirleaf kan markere indledningen på et nyt investeringseventyr i den vestafrikanske stat.
Afrikansk strategi
Liberia er langt fra det eneste afrikanske land, som Kina har fattet interesse for. I torsdags - netop som Li Zhaoxing indledte sin turné til fem vest-afrikanske stater - offentliggjorde Kinas udenrigsministerium i Bejing en hvidbog for et stærkere kinesisk engagement i Afrika. I hvidbogen står der, at den kinesiske regering vil "tage mere effektive metoder i brug for at sikre adgang for afrikanske råvarer til det kinesiske marked."
Af hvidbogen fremgår det, at Kina vil støtte "kompetente virksomheder, som samarbejder med afrikanske nationer på forskellige måder ud fra princippet om gensidig gevinst og fælles udvikling, og for at udvikle og rationelt at udvinde deres ressourcer".
De seneste officielle handelstal for de første 10 måneder af 2005 viser, at Kina eksporterede varer til Afrika for 15,2 mia. dollar, og importen steg til næsten 17 mia. dollar. Kina er ved at rykke forbi Storbritannien som den tredje største samhandelspartner for det afrikanske kontinent. Kina har fjernet toldtarifferne på 190 forskellige varer fra 28 af de mindst udviklede afrikanske lande, og Kina har lavet direkte investeringer i de afrikanske lande for rundt regnet 175 millioner dollar. Samtidig har kinesiske selskaber lavet samarbejdskontrakter med afrikanske lande til en værdi af over seks mia. dollar. I følge det kinesiske udenrigsministerium arbejder der nu 78.000 kinesere i Afrika. Der er en lind strøm af penge, billige kreditter, arbejdere og kinesisk fremstillet elektronik, der går fra Kina til det afrikanske kontinent. Båndene bliver tættere og tættere, og i bedste fald kan kinesisk kapital bidrage til at trække millioner af afrikanere ud af fattigdommen.
Smører forretningen
Kina har investeret store beløb i udvinding af olie i flere lande, investeret i kobberminer i Zambia, kul og guld i Sydafrika, og her forleden besøgte udenrigsminister Li Zhaoxing Mali, der er Afri-kas tredje største guldproducent.
Zambias ambassadør i Bejing, David Saviye, sagde i forbindelse med offentliggørelsen af hvidbogen, at det er en positiv udvikling for begge parter. "Kina er et vidtstrakt land, som er i økonomisk vækst, og Afrika har travlt med at udvikle sig. Kineserne kan hjælpe os med deres kapital og deres investeringer. Det er en situation, som vi begge vil vinde på," udtalte han til den spanske avis El País.
Olien er og bliver den drivende kraft bag Kinas øgede økonomiske engagement i Afrika. Sidste år stod olien bag cirka 40 procent af væksten i Kinas samhandel med Afrika.
Så sent som i sidste uge underskrev Kinas statsejede olieselskab, CNOOC, en 2,3 mia. dollar stor aftale i Nigeria for at få adgang til 45 procent af olien og gassen fra et nigeriansk offshore-felt. I de seneste år har Kina indgået og jagtet olieaftaler i så forskellige afrikanske lande som Algeriet, Angola, Congo, Egypten, Gabon, Libyen, Sudan og Sydafrika, for at kunne skaffe olie til de kinesiske fabrikker. Kina, der er verdens største oliekonsument efter USA, ventes at øge sit forbrug med over syv procent her i 2006.
Det er del af et geostrategisk spil, hvor Kina og kinesisk kapital i visse tilfælde kan udgøre et alternativ for afrikanske lande, der er eller ved at bringe sig i miskredit i Washington. Sudan er et klassisk eksempel på dette. Tilbage i 1995 vandt Kinas nationale olieselskab en kontrakt i Sudan, og to år senere, da USA sortlistede Sudan som et land, der støtter international terrorisme (og lagde hus til Osama bin Laden) var kineserne hurtige til at udfylde tomrummet efter amerikanerne.
I 2000 gav Sudan det kinesiske olieselskab en kontrakt til Melul-regionen, der er rig på olie. Kineserne har siden investeret milliarder i at udvikle oliefelterne, bygge nye raffinaderier og olieledninger. Halvdelen af Sudans olieeksport på to mia. dollar går til Kina, og Sudan er i dag den næststørste afrikanske leverandør af olie til Kina.
Det har også politiske konsekvenser. Kina ville ikke stemme for et forslag i FN's sikkerhedsråd om at indføre sanktioner imod Sudan efter Darfur-massakren i 2004.
Menneskerettigheder og demokrati er ikke noget Kina i stiller krav om. Olienationen Angola og Zimbabwe har fået billige kinesiske lån på et tidspunkt, hvor vestlige lande og menneskeretsaktivi-ster sortlistede dem.
Mens vestlige selskaber er forsigtige med at investere i de urolige og konfliktramte afrikanske lande, rykker kineserne frem uden større skrupler. Eller som David Hurd fra Deutsche Bank forleden sagde til United Press International, "forfølger Kina muligheder i Afrika, som vestlige selskaber ikke tør binde an med".
