SYDNEY - januar. Jørn Utzon har ved en lejlighed fortalt, at han fik ideen til konstruktionen af de flot svungne tagbuer på Sydney Opera House ved at skære en appelsin i både og sætte dem sammen. Den gængse sammenligning med dette bygningsværk - der efter manges opfattelse er det mest mirakuløse på den sydlige halvkugle - er imidlertid et sejlskib. Og sandt nok: Nærmer man sig bygningen fra søsiden, f.eks. fra Taronga Zoo eller en af de mindre øer i havnen, tager den sig ud som en skude, der kommer strygende for fulde sejl. Set fra den vinkel udgøres selve operahuset dog kun af det nærmeste sejl - bygningens kløvede karakter skyldes nemlig, at den bageste og lidt større halvdel udgøres af en fantastisk smuk koncertsal, der har form som et amfiteater og rummer små 3.000 pladser. Her har Australiens førende orkester, Sydney Symphony Orchestra, til huse.
Mere forbløffende er det, at bygningen også indefra giver en fornemmelse af at være om bord på et skib. I hvert fald hvis man som jeg har fået billet til Upper Circle og kan tilbringe pauserne med at opholde sig på bagdækket - ja, sådan føles det, når øjet følger tagspærrenes flugt op mod sommerhimlen, og alle mulige fartøjer glider forbi på den anden side af de hvælvede og tilsyneladende refleksfri vinduespartier. Og man kan åbenbart troppe op med bare tæer i sandalerne. Der er ingen dress code her.
Der er ikke mange forestillinger midt om sommeren, men det lykkedes mig at få en plads om bord til Verdis i bogstaveligste forstand ultimative mesterværk Falstaff, som han skrev, efter at han forlængst havde trukket sig tilbage til et velfortjent otium i sin store vingård. Ingen skulle længere få den store mester overtalt til at begå en ny opera, nu ville han leve dolce far niente - et sødt liv uden at bestille noget. Men gode venner - og hans aldrig visnede kærlighed til Shakespeare - fik lokket ham på banen igen, først med Otello, og nogle år senere med Falstaff, som han skrev i en alder af næsten 80 år. Det var på det tidspunkt 50 år og 25 operaer siden, han sidst havde begået en opera buffa.
Komikken var da også det bærende element i denne Sydney Opera-produktion. Sjældent har jeg hørt så megen latter under en operaforestilling. Og den unge italienske dirigent Giovanni Reggioli, der går for at være Placido Domingos 'opfindelse', fik også det poetiske element frem, godt hjulpet af en stilfuld scenografi. I titelrollen så og hørte man en meget vital Stephen Richardson. Sangligt var der ikke mange fingre at sætte på hans præstation, men han var næsten for meget spradebasse i sin ageren. Man skal jo ikke overse, at der også hviler et tragisk skær over Falstaff-figuren, det er ikke den rene svir at blive gammel og affældig, og da slet ikke når man som Falstaff bliver grinet af og smidt i Themsen med snavsetøjet - takket være de lystige (og meget velsyngende) koner i Windsor, som med verdensstjernen Yvonne Kenny i spidsen var denne aftens største musikalske oplevelse. Sammen med det nærmest hårrejsende lækre spil fra Anton Schroeder på engelskhorn. Hans sødmefuldt nostalgiske klang understregede det melankolske element i Verdis musik.
Skibet kom godt i havn, og man forlod skuden midt mellem at le og græde.
pedu@information
