Læsetid: 6 min.

Tidens spiraler

Kan tiden sættes i et andet og langsommere gear uden at ende i reaktionær fremtidsangst?
12. januar 2006

Den kraftfulde vind, der presser historien frem, mens historiens engel kigger tilbage, kaldte Walter Benjamin i sin tid for 'fremskridtet'. Det kan man såmænd stadigvæk.

Historiens engel med sine udfoldede vinger bliver båret frem med ryggen til fremtiden, og den kan ikke sige stop. For den stirrer ind i et gru-opvækkende bjerg af ruiner og livløse menneskekroppe fra det, vi kalder fortiden - en næsten uendelig kirkegård, hvor det er umuligt at se det Big Bang, vi alt andet lige formoder gav den kraftfulde vind en form, som vi stadig kan genkende.

Vor tid er nærmest syg af tid. Kunne man mene med forfatteren Milan Kundera. Vor tid er besat af ønsket om at glemme, og det er for at realisere det ønske, at folk giver sig hen til hastighedsdæmonen. I accelerationen kan man sprænge den tynde flakkende flamme af hukommelse - skrev Kundera for et årti siden i Langsomheden.

Nytåret får dog mange til at trodse tidens tyranni - netop mens den fejres - og stoppe op, reflektere og stille kritiske spørgsmål. I det italienske nyhedsmagasin L'Espresso udtrykker semiotikeren og forfatteren Umberto Eco sin tvivl ved, om det altid er godt at forandre. Eller rettere sagt, hvorfor skal alt forandre sig så hurtigt.

"En af sygdommene ved vor tid er forandringens acceleration," skriver Eco - som et vedkendt ekko af Paul Virilio. "Husholdningselektronikken bliver ikke mere repareret, men forandret. Hvis man ønsker at være på højde med den teknologiske udvikling, må jeg skifte computer hvert år for at få en stærkere og stærkere maskine, der også er i stand til at understøtte de nye programmer."

En slow, tak

Eco ønsker ikke at blive beskyldt for at være imod forandring eller at blive stemplet som konservativ, så i rubrikken skriver han høfligt på italiensk: Scusi, mi permette uno slow?

Undskyld, tillader De mig en slow? Det spørgsmål er han ikke alene om at stille. Lad mig komme med en bekendelse. I det sidste år har jeg søgt at læse en bog meget, meget langsomt. Som en slags dogmeregel. Et kapitel om måneden. Det er ikke en af Henning Mankells vidunderligt velskrevne og medrivende krimier. Det kan jeg forsikre Dem om. De bliver slugt råt på få timer. I en euforisk stemning af acceleration. Nej, det er Carl Honorés bog In Praise of Slow - om den globale slow-bevægelse, der udfordrer hastighedskulten.

Honoré erkender, at han selv er lidt af en speedaholic, og han har skrevet bogen af selviske årsager. For at få mere tid. Blandt andet tid til at læse godnatbøger for sin søn. Uden at speede op.

I modsætning til grundlæggeren af World Economic Forum, Klaus Schwab, der har sagt, at vi er på vej ind i en verden, hvor "de store æder de små til en verden, hvor de hurtige æder de langsomme", er Honoré betaget af grundlæggeren af den internationale slowfood-bevægelse, italieneren Carlo Petrini. "Hvis du altid er langsom, er du dum - og det er ikke det, vi stræber efter," forklarer Petrini. "At være langsom betyder, du kontrollerer rytmerne i dit eget liv. Du beslutter dig for, hvor hurtigt du vil bevæge dig i en given kontekst. Det, vi kæmper for, er retten til at bestemme vor egen hastighed."

Nyskabelsen opstår i en anden måde at bruge tiden på.

Umberto Eco bemærker i sin artikel, at der er mange regressioner. Tilbagevendinger i den offentlige debat. Mange taler om en tilbagevenden i den politiske geografi til tiden før Den Første Verdenskrig, til den varme krig, til korstogenes tid i et sammenstød mellem islam og kristendommen eller til en anti-darwinistisk fundamentalisme fra det 19. århundrede. Det er ikke det, Eco abonnerer på. Det er derimod en langsommere spiralformet bevægelse af fornyelser.

Regressiv innovation

I modeverdenen består mange af forandringerne "af genbrug og en tilbagevenden til fortiden for at skabe den nye mode. Det nye kan være at bære tøj fra 20'rne eller fra Mary Quant i 60'erne. Det handler ikke om at stræbe et liniært fremskridt, eller at genskabe Leonardos fremragende opfindelser og forbedringer, men det tager form af en spiralformet bevægelse af regressive innovationer," skriver Eco.

Spørgsmålet er, om ikke hybriditeten og de nye selvbevidste kombinationer på tværs af tid og dogmer også er en del af denne søgen?

Forleden havde historieprofessor Norman Stone en interessant kommentar om det moderne Tyrkiet i avisen The Times: "Paradokset ved det moderne Tyrkiet er, at bondevanerne er båret videre ind i ikke alene det urbane liv, men ind i det ultramoderne byliv med fjernsyn og mobiltelefoner. Piger, der bærer muslimsk tøj, plaprer løs i mobiltelefoner," skriver Stone.

Bortset fra en afgrænset kreds af fanatikere, der nær og fjern foretrækker, dyrker og beder til reaktionen for dens egen skyld, er det store flertal af verdensborgere - ateister, agnostikere, kristne, muslimer, hinduer og hvad man ellers har forgæves har søgt at presse ned i for stive Huntingtonske civilisationsskemaer - en del af forandringerne, af moderniseringen og af globaliseringen. De er ikke i opposition til de globaliserede innovationer i et stadig mere komplekst, sammenblandet og hybridt liv, men medspillere og medopfindere af fornyelserne. Hvad enten det er i slowmotion eller som powershoppere i en udsalgstid.

Men hvad så med kunsten? Ikke den kunst, der er en del af den merkantiliserede fast-food-massekultur, men den kunst, der insisterer på tid og fordybelse? Har den en fremtid? Det fabulerede den spanske essayist og forfatter, Félix de Azúa, forleden om i avisen El País:

"De af os, der stadig tillægger kunsten en vis værdi, fortvivles over at se så mange mennesker passioneret følge tv-programmerne og abonnere på sladderpressen om hjerteanliggender og sport i stedet for at læse Proust eller at lytte til Schönberg. Begge positioner, som anklager kunstarterne for at pjatte med vores tragedie, og som afviser den lavere underholdning som en unødig distraktion for mere seriøse intellektuelle, fødes af den samme kilde: Overbevisningen om, at der er noget bedre at lave i denne verden, end... Hvad for noget?"

Nytter tiden noget

De fleste lever ifølge Azúa med en overbevisning om "vi kan udnytte tiden, gøre noget nyttigt, der tjener et formål og som nogen kan nyde godt af. Men hvis der med autoritet stilles spørgsmål ved den selvopfattelse, at vi er i stand til at skelne mellem gode og dårlige gøremål, vil vi næppe vide at svare på en overbevisende måde. Mange, hvis ikke alle, vil dække sig ind under kærlighed til næsten og forpligtelsen til at gøre noget for andre for at forbedre denne beskidte verden en smule. Men det er ikke klart hvorfor? Hvilket ansvar har jeg for, hvad der hænder sudaneserne eller baskerne? Og jeg ønsker ikke at sige, hvilket ansvar vi har for dem, der fødes om tre århundreder...? Dør jeg ikke alene og for altid? Hvad giver Historien mig?"

Félix de Azúa lader spørgsmålene hænge i luften. Her kunne man vælge at indflette en replik fra J.K. Rowling, der i avisen Daily Telegraph har bekendt, at "Harry Potter blev født den dag min mor døde". Det var i gråden over tabet af sin elskede mor, at forfatterinden skabte den unge troldmandslærling, der har solgt over 330 millioner bøger.

Man kunne også vælge at følge Azúa nogle ekstra trin ned ad massekulturens stiger. Azúa medgiver, at forældre f.eks. kan glædes over, at deres børn følger den Store Liga eller Operation Triumf i et stille håb, at børnene vil lære at stræbe efter at blive dygtigere. "Vi kan i det mindste ikke nægte dem et medborgerskab," fastslår han.

Dyrkes underholdningen derimod bare for underholdningens egen skyld, som en metode til at slå tiden ihjel, kan kæden dog også hoppe helt af. Azúa - der er bosiddende i Barcelona - føler sig pisket til at reflektere over, hvordan det kun komme så vidt, at en gruppe katalanske fornylig brændte en vagabond af på åben gade.

"Findes der noget under myrderierne og de imaginære samlejer i en Playstation? Måske kan man fra maskinen for virtuelle mord tage det sidste skridt i retning af den absolutte benægtelse af tiden. Som en slags fejring af den totale underholdning, som en satanisk protest imod den forbandede forpligtelse til at udnytte tiden. Når man når ned til dette sidste trappetrin afbrændes kvarterets biler, ydmyges jøderne, de homoseksuelle og immigranterne eller der sættes ild til de hjemløse."

Félix de Azúa har skrevet det i dyb smerte. Det er et ubærligt mareridt, hvis man ender med at konkludere, at fortiden kun er en uendelig kæde af gravsteder, og at øjeblikket må fejres uden den mindste tanke på eftertiden. Der må være noget mere. Men hvad?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her