Falder over et Ritzau-telegram: "Danmarks ældste edderfugl dræbt af olie - 28 år gammel, dræbt af olie i Storebælt, oplyser Zoologisk Museum. Hunfuglen var en morgen taget på muslingejagt mellem Fyn og Sjælland, men overså under et dyk et lag af olie, der lå under havoverfladen. Afkræftet og indsmurt søgte edderfuglen tilflugt på en strand nær Kalundborg, hvor den blev fundet af lokale jægere. De gav den ikke mange chancer for at overleve" og skød den derfor.
Med et slag slået tilbage til Start - fire år efter min begyndelsen på Information: Thorkild Bjørnvig udsender digtsamlingen Figur og Ild i 1959 og skal interviewes til avisen. Hvad det handlede om, er lykkeligt glemt, men ikke samlingens digt Lappedykkeren: Med Halsens fuldendte Bøjning,/ Næbbets slanke Lanse/ sigter den på mig, svajer/ og følger, som ville den danse,/ den mindste af mine Bevægelser,/ yndefuld, vagtsom og fin - / men Kroppen blir passivt stående/ lodret som hos en Pingvin./ Den flyver ikke, som ventet - / en Olieplet på dens Bryst/ er mygt blevet infiltret,/ har lammet dens Evne, Lyst/ til at kalde, parres og yngle,/ svømme, flyve og dykke,/ jage, fange, fortære - / hele dens Legemslykke;/ har ramt den som dødelig Sygdom:/ en Dråbe, en flydende Kim,/ og den mineralske Spedalskhed/ klistrer dens Fjer som Lim.
Sådan lyder de første to strofer. Med bl.a. disse efterfølgende vers: Nedskrevet til Vraggods/ blandt Brædder og Dunke på Sandet... og Syge lille Guddom,/ fortabt på de ensomme Flader... og derfor vil jeg ikke prøve/ forgæves at rense din Krop...
Året efter tørnede Bjørnvig og PH sammen i offentlig fejde om moderne, frigjorte og frigørende, rationelle menneskers forhold til naturen. "Som vi vel ikke skal til at bøje os for som for en guddom, det billige skidt?" spurgte en PH-tilhænger.
Det blev indvielsen til det økologiske. Hvad gerne her ved begyndelsen af 2006 kan skrives med stort, som Bjørnvig endnu i 1959 fulgte den gamle retskrivning og skrev navneord med stort: Det Økologiske.
Bogen om det tavse forår var dengang endnu ikke udkommet på dansk, FN's første store miljøkonference 1972 i Stockholm om naturødelæggelsernes trussel mod menneskeheden og dens mulighed for øget velfærd - Romklubbens Grænser for vækst, oprettelsen af miljøministerier verden over, drivhuseffekt, Klodens registrerede opvarmning, havenes konstaterede vandstandsstigning, ørkendannelser, fortsat hyppigere naturkatastrofer, Brundtland-rapporten om "bæredygtig" vækst, Kyoto-aftalen, den stadig skærpede kamp (i bl.a. Irak) om tiloversblevne olieforekomster og med stigende oliepriser, ja, selv Bjørn Lomborg - lå stadig langt ude i fremtiden.
Og i dag? "Vi er en stærkt politisk socialiseret nation af borgere, der stadig tænker på os selv som politisk engagerede, og vi følger den offentlige debat opmærksomt. Men de fleste af os er reflekteret passive, vi ser bare på udefra. Mange i min generation er enige om at være miljøbevidste og centrumvenstreorienterede. Men alligevel er det politiske nærmest blevet et tomt felt, ikke engang mellem venner diskuterer man politik længere," lød den unge tyske historiker Paul Nolte citat i avisen i går. Som om det egentlig går ufattelig godt under den nu globalt sejrende mere eller mindre regulerede kapitalisme. Der tilsyneladende ikke kan rumme de indbrud fra virkeligheden, der viser, at det trods en vis forurenings- og fattigdoms-, men ikke uligheds-bekæmpelse grundlæggende står langt værre til med Det Økologiske i dag end i 1972 for ikke at sige 1959.
Hvordan og hvorfor er det kommet dertil, hvad gårsdagens artikel "Det borgerlige samfund: nu som utopi" refererede og rejste som spørgsmål, at demokratiets egne forudsætninger forglemmes og forfalder så stærkt, at de kræves offensivt demokratiseret ud i den offentlige debat. "For borgerne i de vestlige samfund bliver (ellers) socialiseret til at forfølge deres egeninteresse og realisere sig selv økonomisk."
Skønt "de udfordringer, der hjemsøger de vestlige offentligheder, kræver, at borgerne sætter sig ud over deres egne interesse og forbrug. Kun som borger i et demokratisk fællesskab af borgere kan man forholde sig passende til miljøproblematikken." Vel en af de samme konstateringer, der ligger bag Karen Sybergs artikel i serien om fællesskabet, at hvad der kaldes selvrealisering i virkeligheden dækker over tvangen til altid at efterstræbe firmaets og samfundets krav om økonomisk vækst.
Bjørnvigs indvielse i Det Økologiske skete kun i anden omgang af frygt for naturødelæggelsernes trussel mod menneskeheden. I første omgang, fordi det og den (Lappedykkeren, Edderfuglen, Den Anden) er, som er i sin egen ret og ikke som middel for min selvrealisering. For mig er det ikke selvrealiseringen, men just demokratiets forudsætning. Og så at spørge, hvordan man forestiller sig rationelle valg, frihed og frigørelse under en fremmedkapital, mere eller mindre reguleret, hvis eneste mål dog er og bliver - økonomisk vækst?
