"Jeg skulle nok have haft Henrik som ven og elsker," siger Susanne Krage, billedkunstner og gift med Henrik Stangerup i de sidste svære år op til forfatterens kollaps og død i 1998. Underforstået: Manden var - som så mange kunstnere - et inspirerende bekendtskab, men ikke let at være gift med.
Bemærkningen falder hen imod slutningen af Ole Roos' portrætfilm og tager tråden op fra en dramatisk iscenesættelse i filmens start: Efter endnu en desperat parisertur vender Stangerup, syg og nedbrudt, hjem til det skilsmissetømte bondehus i Langebæk, blot for at opdage at ekshustruen har været på besøg og har foretaget en "rituel afbrænding" af ægtesengens madras, som er slæbt ud i haven og overhældt med petroleum. Episoden stammer fra den serie essays, der som forfatterskabets svanesang blev trykt i Politiken i december 1997, og som nu har lagt navn til filmen: At skrive eller dø.
At Stangerup sloges med indre dæmoner og efter hver arbejdsmæssig bølgetop eller -dal faldt ned i et hul af depression - "min sorte hund" kaldte han det med et udtryk lånt fra Churchill - var han selv den første til at indrømme, såvel i de selvbiografiske romaner som i de talrige blændende essays, hvor den evigt tvivlende skribent forsøgte at elske sig selv. Det var ikke for ingenting, han var barnebarn af Hjalmar Söderberg, forfatteren der bekendte sig til "kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed."
Og lægger man hertil et barndomshjem præget af to store egoer, litteraten Hakon Stangerup og skuespillerinden Betty Söderberg, er der ikke noget at sige til, at arven kunne føles tung at løfte.
Indtrykket bekræftes i filmen, dels af hovedpersonen selv, der taler om "den indre fjende," dels af de mange medvirkende - Hans Hertel, Johannes Møllehave, Jurij Moskvitin, Otto Lindhardt m.fl. - der nogenlunde samstemmende beskriver Stangerup som en generøs og givende ven, på én gang ethvert selskabs naturlige midtpunkt og en meget opmærksom iagttager; samtidig nærmest konstant på vagt, i forsvarsposition, i opposition, i udbrud. Dét sled, og behovet for at dulme angsten, temperamentet, usikkerheden og vreden med alkohol blev i længden ødelæggende.
Trekvart film
På trods af, at der under tilblivelsen af portrætfilmen angiveligt har været adgang til mere end 50 timers radio- og tv-optagelser med Stangerup, har Ole Roos - der i 1990 filmatiserede romanen Manden der ville være skyldig - valgt at lade hovedparten af tiden udspille sig i et tog, der buldrer gennem de mentale såvel som de fysiske landskaber, mens den lange række vidner, alle passagerer om bord på toget, tilsyneladende på vej ned i de dunkle irgange i hovedpersonenens underbevidsthed, udtaler sig om aspekter af forfatterskabet og mennesket bag.
Idéen er effektiv som vanvidsrumlende anslag, men kommer i længden til at stille sig i vejen for, at den portrætterede kan folde sig ud i fuld figur. Og frustrationen bliver ikke mindre, efterhånden som man fornemmer, at det materiale, man så gerne ville se, faktisk eksisterer: Interviews med Stangerup, optagelser fra årene hos Elsa Gress på Decenter Marienborg, filmstrimler fra barndommen og med forældrene, morfaren etc..
Selv det kuldsejlede filmportræt af Asta Nielsen fra 1967 får man kun et lille glimt af - men hvilket sigende glimt: I et par ordvekslinger fornemmes, hvordan gnisterne springer mellem den unge filmmand og det "jungianske arketypiske moderdyr."
At skrive eller dø rummer en række præcise statements omkring forfatteren og personen Henrik Stangerup, og idéen med at lade den metaforiske togrejse danne rammen om hele forløbet er konsekvent gennemført. Prisen er desværre bare, at resultatet fremstår som en trekvart film, en ansats til noget stort. Som det er, mærker man for få steder, hvorfor Stangerup var så meget større, end han i sine svage stunder selv turde tro, og hvorfor hans stemme savnes sådan i dag.
At skrive eller dø - en film om Henrik Stangerup. Instruktion: Ole Roos. Dansk (Vester VovVov og Park Bio i København og en håndfuld biografer i resten af landet)
