Hvor mange danske forfattere med indvandrerbaggrund kan du nævne?
Mens svenskerne byder på unge nye stjernefrø i form af Marjaneh Bakhtiari og Jonas Hassen Khemiri, der sælger i hundredtusindvis af eksemplarer, og englænderne blandt andet disker op med Hanif Kureshi og Zadie Smith, halter vi gevaldigt bagefter i Danmark. Scenen for litteratur skrevet af danskere med indvandrerbaggrund er nærmest ikke-eksi-sterende, selvom indvandrere har været en del af gadebilledet siden starten af 1970'erne.
"Jeg har længe tænkt, at nu bryder litteratur skrevet af indvandrere snart igennem i Danmark, men man må konstatere, at det bare går langsomt herhjemme - det undrer mig meget," siger Marie Hvid Damborg, der har skrevet speciale om den såkaldte indvandrerlitteratur i Danmark og Europa på Institut for Litteraturhistorie ved Århus Universitet.
Dansk Forfatterforening og foreningen for Danske Skønlitterære Forfattere fører ikke statistik på, hvor mange af medlemmerne, der har udenlandsk baggrund. Men Marie Hvid Damborg vurderer, at omkring 50 med såkaldt anden etnisk herkomst kan skrive titlen 'forfatter' på CV'et. Tallet er imidlertid ikke særlig imponerende taget i betragtning, at vi nu på fjerde årti har indvandrere i Danmark, og at det primært er faglitteraturen, der fylder i statistikken, siger Marie Hvid Damborg. Gode skønlitterære forfattere kan imidlertid nærmest tælles på en hånd - og af dem kommer ingen i nærheden af at være bredt læste.
"Til sammenligning er der væsentligt mere fokus på indvandrerlitteraturen i Norge og Sverige, hvor det tages mere seriøst. I Sverige er der i hvert fald 10 gange så mange bredt kendte forfattere med udenlandsk baggrund," fortæller Marie Hvid Damborg.
Ufin litteratur
At indvandrerlitteraturen er en integreret del af vor nabolandes litterære scene, mens den er usynlig i Danmark, bunder blandt andet i, at mange danske læsere ikke tager romaner, noveller og digte seriøst, når de er skrevet af herboende indvandrere, siger Marie Hvid Damborg.
"I Danmark er holdningen: 'Nå ja, er indvandrerlitteratur ikke bare sådan noget, hvor de skriver deres egen historie'. Det betragtes endnu ikke som særlig fin litteratur," fortæller Marie Hvid Damborg.
Og der er en grund til, at indvandrerlitteraturen sættes lig med den enkelte forfatters egen livshistorie. Forlagene higer nemlig i høj grad efter selvbiografiske elementer, når der dumper et manuskript ind fra en indvandrer.
"Det er tanken, at den realistiske fortælling sælger mere, og forlagene kan derfor godt lide historier, der er krydret med noget selvbiografisk, når det gælder indvandrerlitteraturen. Og det er nok også en del af grunden til, at der ikke kommer så meget litteratur fra indvandrere - de gider ikke blive sat i bås," siger Marie Hvid Damborg.
Hendes indtryk bygger blandt andet på interviews med forfatterne Marco Goli, Rubén Palma og den polsk-fødte Janina Katz, som er den mest kendte forfatter med indvandrerbaggrund på den hjemlige scene.
"Og det siger meget om holdningen til indvandrerlitteratur herhjemme, at folk ikke rigtig kan finde ud af, hvordan de skal rubricere Janina Katz - hun skriver næsten for godt til, at folk vil kalde hendes romaner for indvandrerlitteratur," siger Marie Hvid Damborg.
Sættes i bås
En andet af Marie Hvids interviewofre i forbindelse med specialet om indvandrerlitteratur er iransk-fødte Marco Goli, som indtil videre har skrevet tre romaner på tre forskellige forlag. Han bekræfter, at man som forfatter med indvandrerbaggrund har meget svært ved at slippe for at blive påduttet etiketten 'indvandrerforfatter'.
"Forlagene vil jo gerne have typiske indvandrerhistorier, og der er sådan en som Rushy Rashid jo det perfekte scoop. Hun er køn, har store brune øjne, en dansk mand og skriver om, hvordan hun er flygtet fra de undertrykkende elementer i islam," siger Marco Goli, der i det daglige er adjunkt på Roskilde Universitetscenter, hvor han blandt andet forsker i etnicitet og arbejdsmarked.
Han understreger, at der ikke nødvendigvis er noget galt i at slå sig op på farverige selvbiografiske indvandrerhistorier, men at nogle kan føle sig afskrækkede af at blive sat i bås som 'ham indvandrerforfatteren'.
"Men det er jo den slags litteratur, forlagene vil have for at gøre det mainstream - det er jo kampen for at definere virkeligheden. Folk skal partout sættes i kasser," siger Marco Goli.
Han mener, at interessen for den såkaldte indvandrerlitteratur hidtil har været temmelig begrænset herhjemme fra såvel forlag som medier generelt. Og det selvom danske læsere har taget den beslægtede postkoloniale britiske skønlitteratur med stjerner som Salman Rushdie og Hanif Kureshi til sig.
Men manglen på interesse bunder også i, at kvaliteten af littteratur fra indvandrerforfatteres hånd herhjemme endnu ikke kan måle sig med de udenlandske forbilleder. Både fordi indvandrermiljøet i Danmark stadig er relativt ungt, men også fordi antallet af forfatterspirer med indvandrerbaggrund ikke just er overvældende, slår arbejdsmarkedforskeren fast.
"Talentmassen er jo ikke særlig stor. Vi har en 200-300.000 med indvandrerbaggrund at tage af, og en hel del ville aldrig nogensinde søge hen i den boldgade på grund af manglende uddannelse og sproglige evner," fortæller Marco Goli.
Han mener dog, at såvel talentmassen som interessen fra forlag og læsere snart er ved at nå et niveau, der vil give os nogle herboende forfatternavne, som er kendt af andre end de allermest nørdede skønlitterære kredse.
Forlag interesserede
Og viljen til at udgive skønlitteratur forfattet af folk med indvandrerbaggrund er der, bekræfter både Gyldendal og Aschehoug. Forlagene er nemlig overbeviste om, at interessen efter at læse den såkaldte indvandrerlitteratur er stigende i en tid, hvor debatten om kulturkløfter raser, og hvor der pågår internationale konflikter på baggrund af tolv karikaturtegninger. Det forklarer redaktøren på Aschehougs skønlitterære redaktion, Karsten Nielsen.
"Scenen for indvandrerlitteratur er nærmest ikke eksisterende herhjemme, men det ville undre mig meget, hvis en forfatter med indvandrerbaggrund ikke slog igennem inden for det næste års tid. Jeg tror, folk gerne vil læse skønlitteratur, der tager hul på emner som indvandring og kulturkonflikter," siger Karsten Nielsen.
Han tilføjer, at Forfatterskolen for første gang sidste år optog elever med indvandrerbaggrund. Et tegn på, at den litterære talentmasse i indvandrermiljøet er stigende.
Karsten Nielsen erkender, at forlagsfolk har en tendens til at sætte forfattere med indvandrerbaggrund i bås, og at det kan afskrække eventuelle talenter fra en litterær løbebane.
"Vi har selvfølgelig en vis forventning om, at forfattere med indvandrerbaggrund har en eksotisk historie at fortælle. Men jeg kan godt forstå, at nogle sætter sig op imod at blive sat i bås som indvandrerforfatter, og det skal vi være meget opmærksomme på. Vi skal passe på, at vi ikke sætter forfattere med indvandrerbaggrund i kasser på samme måde, som vi heller ikke skal lave bestemte kasser for forfattere med rødt hår," siger Karsten Nielsen.
Han forklarer dog, at forlagene også er nødt til at tilpasse deres litterære udbud efter befolkningens efterspørgsel: "Vi tænker jo også kommercielt og overvejer, hvad folk gerne vil læse. Det er jo det, vi lever af. Men det primære krav er nu stadigvæk, at det skal være en god forfatter."
Samme melding lyder fra Danmarks største forlag, Gyldendal.
"Det vigtigste er, at bogen er godt skrevet, og at det er interessant historie. Og grunden til, at vi ikke har udgivet mere litteratur af folk med indvandrerbaggrund er simpelthen oftest, at det sproglige niveau ikke har været godt nok," siger redaktør på den skønlitterære redaktion Niels Beider.
Han fortæller dog, at Gyldendal til en vis grad er parat til at se bort fra sproglige ujævnheder for at kunne udgive mere skønlitteratur fra herboende indvandrere.
"Det kræver bare lidt ek-stra redigeringsarbejde, men hvis vi vurderer, at bogen kan sælge, er det ikke noget problem," forklarer han.
En af de første indvandrerforfattere til at slå igennem herhjemme er den irakisk-fødte Muniam Alfaker, som har udgivet digte siden 1980'erne.
Han er et større navn i Norge og Egypten, selvom han bor på dansk grund. Et typisk eksempel på den manglende hidtidige interesse for indvandrerlitteratur herhjemme, mener han.
"Og det er synd, for skønlitteraturen kan skabe en dialog og forståelse mellem befolkningsgrupper, som faglitteraturen ikke på samme måde kan formidle. Faglitteraturen kan opremse tal og andre fakta, mens romaner og noveller kan give danskerne et indtryk af indvandreres følelser og væremåde - og det er der i høj grad brug for i denne tid," siger Muniam Alfaker.
Han er dog også overbevist om, at indvandrerlitteraturen snart slår igennem.
"Nu har vi i mange år sagt, at indvandrerforfattere snart må bryde igennem, uden at det er sket. Men jeg er optimist og tror ikke, der går lang tid, før vi får nogle større navne - behovet har i hvert fald aldrig været større," siger han.
20060222-221452-pic-275238324.jpgForfatter og arbejdsmarkedsforsker Marco Goli mener, at forlagene i Danmark i alt for høj grad forsøger at proppe forfattere med indvandrerbaggrund ned i kasser, hvor de helst skal iblande en masse selvbiografiske og eksotiske elementer i deres tekster for at gøre bøgerne mere spiselige for læserne
Foto: Jimmy Rehak
