Læsetid: 7 min.

Et liv som Bendt

I dag fylder liste C 90 år. Information har i den anledning stillet skarpt på seks historier om partiets nuværende formand Bendt Bendtsen. Dankort-sagen, sønnens narkodom, den konservative redningsmand...
22. februar 2006

Onsdag den 19. juni 2002 gennemlever Bendt Bendtsen sin største krise som privatperson og partileder. Hans kun 22-årige søn Christian bliver anholdt for besiddelse af over tre kilo amfetamin, som han har gemt i sin kummefryser. Ministersønnen forklarer i retten, at han har opbevaret narkoen for en kammerat, som en slags vennetjeneste. Belønningen er fem gram gratis hash hver uge.

For den konservative formand er sagen ekstra problematisk. Ikke nok med at han står i spidsen for Danmarks lov-og-orden parti, hans uddannelse som politibetjent har han også slået på ved 2001-valget, hvor han får 33.000 personlige stemmer.

Bendtsen er derfor hurtigt ude med en pressemeddelelse, hvor han selv foretager en direkte kobling mellem det personlige og det politiske:

"Både som far, tidligere politimand og som partileder for Det Konservative Folkeparti, som har en håndfast retspolitik som kernepunkt, er det et hårdt slag at måtte opleve omgangen med narkotika i min nærmeste familie," skriver Bendtsen.

I de efterfølgende dage beskriver flere medier, hvordan den konservative formand er sønderknust, og folk i den fynske landsby Allesø er i chok. Familien Bendtsen har boet på Østergaard i flere generationer, og landsbyboerne har fulgt den konservative formands lynkarriere tæt.

"Vi synes, det er sørgeligt. Vi har ondt af dem og har stor medlidenhed med dem," siger en indbygger til B.T.

Men for Bendtsen får sagen ingen politiske konsekvenser. Christian må tage sin straf akkurat som alle andre. På det personlige plan er Bendtsen fortsat ramt.

Forholdet til Venstre

"Almindelige politikere tænker frem til næste valg. Statsmænd tænker på næste generation."

Bendt Bendtsen er tydeligvis utilfreds med Foghs pure afvisning af Velfærdskommissionens rapport, da den bliver offentliggjort den 7. december 2005. Som noget sjældent tager den konservative formand konfrontationen med statsministeren gennem medierne. Og ovennævnte citat taler for sig selv. Bendtsen beskylder Fogh for at lefle for vælgerne, frem for at tænke på næste generation. Fogh har ikke vist statsmandskab, mener Bendtsen. Men som det ofte sker, når de konservative langer ud efter Venstre, så bliver angrebet besvaret med tidobbelt styrke fra regeringens storebror. I Venstres top har man ikke den store respekt for Bendtsen. Nok har han samlet partiet og skaffet ro internt, men Bendtsen skal ikke udfordre Fogh på statsmands-banen.

På det sidste ministermøde inden jul går Claus Hjort Frederiksen til modangreb.

"Det kan godt være, at jeg ikke er nogen stor statsmand, men jeg har da mit flertal på plads," siger han med henvisning til, at Venstre forventer, at det bliver uhyggelig svært at samle Thorning-Schmidt, Kjærsgaard og Jelved om en stor reform af velfærden. Bendt Bendtsen rejser sig prompte og svarer, at Hjorts tone er "fuldstændig uacceptabel".

Men i Venstres top er man træt af, at de konservative altid udstiller sig selv som ofre for den store stygge regeringsmakker.

"De lider, siger de. Men i virkeligheden får de penge her, der og alle vegne. Det er pisse-irriterende at høre på deres klagesang," siger en Venstreminister til Information.

Tilbage til Velfærdskommissionen, som oprindelig var en sejr for Bendtsen, fordi den skulle sikre 'et skub for hårde velfærdsreformer'. Der er nu udsigt til, at K endnu engang bliver den lille. Den berømte efterløn får de konservative ikke held med at afskaffe.

50-øren for Dankortet

Ved februar-valget 2005 bliver Bendt Bendtsen først og fremmest husket for sin håndtering af 50 øre-gebyret på Dankortet. En ikke særlig rar sag for en partiformand og vicestatsminister.

Men ikke desto mindre vokser Dankort-sagen til hysteriske højder. Flere dage i valgkampen overtrumfer sagen alle andre temaer. Bendtsen er overbevist om, at han har en god sag. I 2003 giver et bredt flertal i Folketinget bankerne lov til at kræve gebyr på Dankortet. Fra den 1. januar 2005 opkræver bankerne 50 øre pr betaling, men mange butikker sender regningen direkte videre til kunderne - og dermed vælgerne. Som valgkampen skrider frem, kan Bendtsen se det ene parti efter det andet forlade den oprindelige aftale. Bendtsen sidder tilbage med aben. Og Fogh er irriteret over gebyr-balladen. Selv om Venstre står bag aftalen, så giver statsministeren udtryk for, at den konservative formand må få lukket debatten med det samme.

"Jeg gider ikke at høre om de 50 øre længere, rent ud sagt," siger Fogh på et pressemøde.

Bendtsen retter ind og lover, at han straks efter valget vil sørge for at få det famøse gebyr fjernet. Sagen fortsætter i de efterfølgende måneder, og Bendtsen høster ikke ros for sin håndtering. Heller i de liberale avisledere.

Politiske kommentatorer som Erik Meier Carlsen og Ralf Pittelkow taler om, at Bendtsen endnu engang er blevet udstillet af Fogh. Denne gang for 50 øre.

Ro i konservativ lejr

Men en succes har han på brættet: Bendtsen stopper det konservative mareridt efter 90'ernes brutale magtkampe.

Da Bendt Bendtsen overtager roret i de konservative i 1999 lægger der en kæmpe stor udfordring foran ham. Han skal samle et parti, der på blot seks år har haft fire forskellige partiformænd. Et parti, der er i åben krig med sig selv, og hvor alle i folketingsgruppen mestrer disciplinen 'uden for citat' til ug.

Efter Schlüters exit i 1993 bliver partiet overtaget af Hans Engell. En brutal, men meget synlig statsministerkandidat. Men det hele ender brat en nat i februar 1997, hvor Engell med sprit i blodet kører galt og rammer en betonklods på Helsingør-motorvejen. Engell forlader partiets ledelse, men forbliver i folketingsgruppen. Fra februar 1997 til marts 1998 er Per Stig Møller konservativ leder, men han fældes, blandt andet fordi han fortier en 30 år gammel dom for spirituskørsel. Fra marts 1998 til august 1999 er Pia Christmas-Møller partileder, indtil hun bliver presset fra posten, og Bendt Bendtsen i august 1999 kommer på banen som ny formand. De første reaktioner er direkte fjendtlige mod Bendtsen.

"Jeg tror, Det Konservative Folkeparti ender som et parti på størrelse med CD," siger den forhenværende chefideolog for de konservative, Mads Qvortrup.

"Indtil for nylig troede jeg, at de konservative havde skudt sig i den ene fod, men at de kunne humpe sig frem til næste valg. Nu har de også skudt den anden fod af. Situationen er helt uoverskuelig," siger kommunikationseksperten Jess Myrthu om den ny ledelse.

Bendt Bendtsen har alle i odds i mod sig. Han er totalt ukendt i den brede offentlighed, men ikke desto mindre lykkedes det ham at skabe ro.

"Isoleret set er det Bendtsens største sejr i politik. Han fik ro i partiet, og fik det ud af den mareridtagtige spiral, der var ved at undergave partiet," siger Erik Meier Carlsen, B.T.'s politiske redaktør.

Men omvendt klarede Bendtsen opgaven, fordi partiet kom i regering.

"De konservatives allerstørste redning er i virkeligheden, at de kommer i regering i 2001. Ellers ville positionskampene have forsat," lyder budet fra B.T.

Partiets fremgang

Dansk Designcenter, valgaftenen 2005. De sidste resultater er tikket ind på tv-skærmen. Bendt Bendtsens skæve smil fortæller, at han er en særdeles glad mand. Med valgresultatet har partiet for første gang i 20 år fået mandatfremgang. 18 mandater mod 16 ved valget i 2001.

Men for Bendtsen gemmer der sig også små politiske sejre bag fremgangen. Det er lykkedes at få skattelettelser igennem, amterne er afskaffet, og der er kommet mere lov og orden i Danmark.

"Vælgerne har belønnet os for en moderne politik og markante resultater," siger Bendtsen på partiets landsråd et halvt år efter.

Nok har Bendtsen skaffet partiet fremgang, men blandt flere medlemmer i den nuværende folketingsgruppe, lyder konklusionen, at partiet ikke kan vokse yderligere. Og det skyldes ikke mindst partiformandens politiske begrænsninger.

En analyse Erik Meier Carlsen deler: "Bendtsens største problem er jo, at han ikke er nogen statsministerkandidat. Det er begrænset, hvor stor parlamentarisk succes og hvor stor vælgersucces, et parti kan have uden en reel statsministerkandidat," siger han.

I flere sociale sammenhænge har den fynske betjent givet udtryk for, at han har ikke tænkt sig at klæbe til taburetten i tid og evighed. Det mest sandsynlige er dog, at han fortsætter efter næste valg medmindre liste C går katastrofalt tilbage.

I kulissen står Connie Hedegaard og Lene Espersen som mulige formænd. Men kulturminister Brian Mikkelsen er ikke længere et formandsemne.

Pia Kjærsgaard

Det er to dage inde i valgkampen 2005. Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard afviser sin sekretær, der har Bendt Bendtsen i røret.

"Jeg gider ikke tale med ham nu."

Dansk Folkeparti er vågnet til en forside på B.T. Konservative parat til at droppe Pia K, står der.

Pia Kjærsgaard er rasende. Og Bendt Bendtsen ved godt, at den ikke er god. DF skal samme dag præsentere deres valgprogram, og Bendtsen vil gerne have slukket branden, inden den breder sig. Han ringer til Pia Kjærsgaard. Problemet er blot, at hun ikke gider tale med ham.

"Sig, jeg er gået til møde," siger Kjærsgaard. Sekretæren afleverer beskeden. Bendtsen er skuffet og irriteret. Han kommer til at vente i flere timer, før han kan aflevere undskyldningen.

Forholdet mellem DF og de konservative er dårligt, og Venstre må konstant fungerer som brandtæppe for at slukke de stikflammer mellem de to partier, der truer med at bryde ud i lys lue. Bendtsen har dog holdt tand for tunge og ikke i regeringsperioden lagt kraftig afstand til DF. Tværtimod har han flere gange forsøgt at rage kastanjerne ud af ilden, når iltre konservative har lagt navn eller citat til hårde markeringer om regeringens parlamentariske grundlag.

En indsats som Fogh værdsætter.

saf@infromation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her