Læsetid: 4 min.

Nyrup til Fogh: Ytringsfriheden skal ikke bruges som et skjold, man kan gemme sig bag

Danmarks medlemskab af EU baserer sig på, at man respekterer andre folks tro. Det har den danske regering ikke levet op til i Muhammed-sagen, mener formanden for De Europæiske Socialdemokrater og medlem af Europa-Parlamentet, Poul Nyrup Rasmussen
1. februar 2006

Dagen i går havde Danmarks forhenværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, travlt med at svare på spørgsmål i sagen om de 12 profettegninger i Jyllands-Posten.

Nyrup blev blandt andet interviewet til BBC World Service, hvor han karakteriserede sagen som dybt, dybt alvorlig for Danmark. Til Information lægger Nyrup heller ikke skjul på, at han er ked af håndteringen af hele forløbet, som tog sin begyndelse den 30. september, da Jyllands-Posten bragte de 12 tegninger af profeten Muhammed.

"Min hovedpointe er, at denne her sag kunne være håndteret for flere måneder siden, hvis statsministeren havde udvist rettidig omhu. Det er jo hans job. Han skulle have taget det møde med de 11 ambassadører, også selv om de havde en anden dagsorden. En statsminister kan altid sige, hvad han mener. Allerede her skulle Fogh have gjort det meget, meget tydeligt, at de der tegninger i Jyllands-Posten, det er altså ikke regeringens politik. Og så kunne han have klargjort, hvad Danmarks politik er på området. Det gjorde han ikke, og derfor er sagen eskaleret til det, vi ser nu," siger Poul Nyrup.

Ikke sag om ytringsfrihed

Som formand for Europas socialdemokrater og som medlem af Europa-Parlamentet bliver Poul Nyrup dagligt konfronteret med spørgsmål fra de andre landes politikere om, hvad sker der med tonen i den danske udlændingedebat.

Den nuværende sag, hvor regeringen ikke vil lægge afstand til Muhammed-tegninger, har medført, at mange politikere i Parlamentet er slået over i en total mangel på forståelse for, hvordan sagen kunne ende sådan her, fortæller Nyrup.

"Det er jo tankevækkende, at statsministeren så længe kan blive ved med at sige, at det her er et spørgsmål om ytringsfrihed. Det er det jo ikke. Der er jo ingen, der anfægter Jyllands-Postens ret til at skrive og bringe, hvad de vil. Det, der er problemet, er jo, at regeringen ikke tager konsekvensen og benytter sin ytringsfrihed. Det er jo fundamentalt galt, at der er gået næsten tre måneder, hvor spørgsmålet har hængt i luften: Hvad er egentlig regeringens holdning til det her? Og den, der ikke siger fra, samtykker. Sådan er det blevet opfattet i den islamiske verden," siger Nyrup.

Han er glad for, at EU har meldt klart ud og bakket op om Danmark i sagen, men han løfter samtidig pegefingeren. Danmark har også klare forpligtelser - akkurat som de 24 andre medlemslande har.

"Ethvert medlemsland i EU har krav på beskyttelse og sammenhold, hvis man bliver angrebet udefra. Derfor skal der ikke være tvivl om, at vi i den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet mener, at det er fuldstændigt uacceptabelt, hvis danske borgere bliver truet i den arabiske verden. Men omvendt kommer jeg også på banen for at understrege, at samarbejdet i EU består ved, at man respekterer de grundlæggende rettigheder, som alle folkeslag i verden har krav på. Det vil sige, at man behandler folk med andre religioner med respekt. Derfor mener jeg, at Anders Fogh skal passe på med at gøre ytringsfriheden til et skjold, han skjuler sig bagved. Ytringsfriheden skal netop bruges til at sige, hvad man mener. Regeringen har simpelthen været for langsom og for uklar," siger han.

Meld ud Fogh

I det hele taget viser sagen med tydelighed, at europæiske såvel som arabiske politikere har efterlyst, hvad den danske regering har ment om tegningerne, siden de blev offentliggjort, mener Nyrup.

"Regeringen skal få sagt, så det ikke er til at misforstå, hvad dens politik er i denne her sag. Den skal sige, at den respektere ethvert folks religion, og at den bakker op om den rettighed. Regeringen skal derfor tage afstand fra Jyllands-Postens 12 profettegninger og sige, at tegningerne ikke er regeringens politik. Til gengæld skal regeringen til enhver tid kæmpe for Jyllands-Postens ret til at trykke og skrive det, de vil. Det er det, der skal siges i denne her sag," siger Poul Nyrup.

Fogh tog på sit pressemøde i går kun 'personlig' afstand fra tegningerne. Alligevel tolker Nyrup det som en undskyldning på regeringens vegne.

"Jeg mener, at Fogh kommer så tæt på en undskyldning, han kan komme. Jeg har derfor valgt - af hensyn til den tilspidsede situation for Danmark - at tolke Foghs udtalelser som meget tæt på en undskyldning overfor blandt andet BBC. Og når der tilsvarende ligger en undskyldning fra Jyllands-Posten, så burde der være en mulighed for, at vi sammen med det islamiske samfund i Danmark genopretter den gensidige respekt med den arabiske verden. Den arabiske verden har heller ikke en interesse i at ramme uskyldige mennesker, som mister deres arbejde på grund af konflikten. Nu må vi se fremad og rette op på skaden i fællesskab," siger Nyrup.

I går sendte Poul Nyrup Rasmussen sammen med de fire andre socialdemokrater i Europa-Parlamentet et brev til deres kolleger i den socialdemokratiske gruppe, hvor de beder om opbakning og støtte til at finde en løsning på situationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her