Læsetid: 1 min.

CEPOS-direktør advarer Venstre

Terrorpakken vil medføre stor bifangst, hvis den bliver slugt råt, mener CEPOS-direktør Martin Ågerup. Han er ikke begejstret for regeringens planer
3. marts 2006

Regeringens planer om en stram terrorlovgivning møder modstand fra den liberale tænketank CEPOS.

Direktør Martin Ågerup mener, at terrorpakken, som nu er sendt i høring, er problematisk ud fra en rettighedsbetragtning.

"Statsministeren talte om en bifangst på teleområdet, men i virkeligheden vil der være en bifangst på alle andre områder, hvis det her bliver vedtaget," siger Martin Ågerup.

Han mener derfor, at folketingspolitikerne skal kræve dokumentation for, at tingene i den ny terrorlovgivning virker, ellers skal de lade være med at stemme for.

"Jamen, virker det her? Vil det overhovedet have nogen effekt? Man skal kunne sandsynliggøre, at denne her lovgivning overhovedet vil have en virkning, og hvis de ikke kommer længere med det, så vil det være dybt problematisk. Folketinget bliver nødt til at lytte til sagkundskaben. De skal få nogle folk ind, der ved noget om det her. Vil det kunne lade sig gøre, og står terrorpakken retssikkerhedsmæssigt i proportionalitet til det, man ønsker at opnå? Folketingsmedlemmerne skal have sandsynliggjort, at de her ting vil virke efter hensigten. Det må være det mindste, man kan forlange som beslutningstager. Nemlig, at man får et ordentligt beslutningsgrundlag," siger han.

Anslag mod ytringsfrihed

Justitsminister Lene Espersen sagde samme dag som offentliggørelsen, at der ikke kan 'pilles' ved terrorpakken, og desuden kan de tre kontroversielle punkter om demokratifjendtlig adfærd, scanning af boligblokke samt mere video-overvågning godt blive regeringens politik fremover. Men det forstår Ågerup ikke.

"Punktet, hvor man kan aflytte mennesker, som ikke engang er under mistanke for noget som helst, fordi de taler i telefon med nogen, som er under mistanke, det er virkelig at fortolke frihedsrettighederne meget snævert. Punktet, hvor man kan udvise mennesker, fordi de har udvist demokratifjendtlig adfærd, det er også meget problematisk. I disse tider, hvor vi diskuterer ytringsfrihed er det faktisk et anslag mod ytringsfriheden," siger Martin Ågerup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her