Anja Andersens yndlingsfilm er Peter Pan. Historien om den androgyne dreng, der ikke vil være voksen og vælger at leve hele sit liv på Ønskeøen for at kæmpe mod Kaptajn Klo og puberteten.
Det var også et barn, der skulle sige undskyld for sine ugerninger på et pressemøde i mandags i Slagelse. Et grådkvalt barn, der med far i hånden måtte sige undskyld for at have opført sig som et, nå ja, et barn. Dansk kvindehåndbolds største spiller og personlighed gennem tiderne var endnu engang gået over stregen, og havde denne gang som træner for mesterklubben Slagelse FH beordret sine spillere til at forlade banen midt under en kamp i protest mod en dommerkendelse.
Mandagen efter kom undskyldningen fra Anja Andersen. Iført træningsdragt og forgyldte sko.
"Jeg beklager og vil gerne stå til ansvar for mine handlinger," bævrede Anja Andersen.
"Kritikken er fuldt berettiget, så jeg vil gerne give en undskyldning til alle, der har brug for det. Det var ikke i min ånd, og det vil jeg gerne tage ansvaret for, og jeg er klar til at tage de konsekvenser, det må få," sagde Anja Andersen med klubbens direktør nikkende ved hendes side. Han forklarede, at Anja Andersen reelt var færdig i klubben ved udgangen af næste sæson, og få minutter efter blev hun eskorteret ud i direktørens bil og kørt væk.
Men der var andre ting, Anja Andersen kunne have taget på sine skuldre i mandags.
Hun kunne have taget ansvaret for at have bygget dansk kvindehåndbold op fra en ligegyldig perifær kvindesportsgren til at være Danmarks nationalsport, og gøre os til en af verdens bedste. For at have skabt en helt ny forståelse og respekt for kvindesport. For at have kæmpet en vigtig kamp for bøsser og lesbiske rundt omkring i landets parcelhuse. For at have kæmpet et vigtigt slag i kvindefrigørelsen. Og for at have tilført den lille-by-hvad-nu-plet, Slagelse, nyt liv i erhvervslivet, stigning i befolkningstilvæksten, stigning i huspriserne og en helt ny selvforståelse.
Alt sammen på grund af succesrig kvindehåndbold. Alt sammen på grund af én enkel håndboldstjerne. Alt sammen formegentlig utilsigtet, og helt uden at blive spurgt. Anja Andersen har gjort, som det passede hende, fordi hun ikke kunne lade være.
I et gammelt Vi Unge fra 1986 er der et portræt af et 16-årig håndboldtalent. Hun hedder Anja. Hun er født i Odense. Begge hendes forældre er tidligere landsholdsspillere, hun har spillet håndbold, siden hun var fem, og bliver i portrættet udråbt som redningskvinden for dansk kvindehåndbold. Tre år senere debuterer hun som A-landsholdspiller, og snart skal det vise sig, at journalisten fra ungdomsmagasinet får ret. Der er ingen tvivl.
Med en muskelkraft som en herrespiller og en hysterisk vindermentalitet tilfører hun kvindehåndbolden den råhed og det tempo, der løfter dansk kvindehåndbold op i verdensklassen, og gør sporten seværdig for andet end forældrene til spillerne på banen.
Hun er en ener og et håndboldgeni.
Men noget stikker tilsyneladende trænerne i de klubber, hun spiller i, og som genier ofte gør, viser hun sig som lidt af en enfant terrible. I modgang opfører hun sig som et barn, der ikke får sin vilje, og hendes vilje til sejr tipper af og til over i det destruktive, lyder kritikken. Hånende tales der i modgang om primadonna, egoist og pattebarn, og i en alder af 20 år er hun allerede blevet ekskluderet i to danske klubber. Hun har pådraget sig et image som det besværlige geni, der ikke kan styre temperamentet. Selv mener hun at være offer for den evindelige danske Jantelov.
Men i medgang er alt tilgivet. Anja bliver i løbet af få år folkehelt på det danske kvindelandshold, og som en kulmination på tre års konstant fremgang stod Danmark i december 1993 for første gang i VM-finalen mod Tyskland i Spektrum i Oslo.
Danskerne var euforiske, og Anja var slutrundens dronning. Sådan blev det set gennem tv-skærmene i Danmark. Men i Norge kunne man berette en anden historie. Da hun i semifinalen mod Norge blev skiftet ud, gav hun landstræner Ulrik Wilbek fuck-fingeren, og i det hele taget havde Anja holdt sig på afstand af det øvrige landshold. I stedet brugte hun sin fritid sammen med sine tyske holdkammerater fra sin norske klub Bækkelaget og med sin træner Frode Kyvåg, som hun havde erklæret ville få hendes medalje, når hun fik den. Spliden mellem Anja Andersen og Ulrik Wilbek var tydelig.
Danskerne tabte finalen til et bedre tysk hold, og kunne lidt slukørede hænge sølv om halsen. Senere samme dag stak Ulrik Wilbek en fyreseddel i hovedet på Anja Andersen, der responderede prompte med ordene:
"Jeg har spillet min sidste kamp for Danmark med det hold. Det er rene amatører, de kunne lære noget af udlandet."
Det blev dog ikke den sidste landskamp for Danmark og heller ikke den sidste gang, Anja skulle lufte fuckfingeren i hovedet på trænere, dommere og publikum. Året efter var hun med, da Danmark vandt guld ved EM, og i de efterfølgende forgyldte år var hun med til at vinde både EM, VM og OL for i 1998 at sætte trumf på ved at blive kåret som verdens bedste håndboldspiller.
Sideløbende opstod der jævnligt sager mellem Anja og resten af verden, når der var modgang. Røde kort for brok, karantæne, en fuck-finger til publikum og retssag mod Se og Hør, som hun i øvrigt vandt. Alt sammen betød det mindre for folkets håndboldhysteri, der i medgang tilgiver det meste. Alle vidste, hvor meget Anja betød, og hvor meget hun gav.
Hele Danmark elskede og beundrede Anja, der sammen med kæresten Camilla Andersen blev et yndlingsmediepar for danskerne på lige fod med Camilla Martin og Peter Gade. Fru og fru Danmark - Anja rykkede på grænserne, og Danmark fulgte med i små nøk.
Efter et hjerteanfald i 1999 valgte Anja Andersen at indstille karrieren som markspiller for i stedet at sætte sig på bænken som hjælpetræner i sin norske klub Bækkelaget. Året efter startede hun selv som cheftræner i 2. divisionsklubben Slagelse, og i løbet af få måneder fandt hele Danmark ud af, at håndbolddronningen var tilbage i landet. Om ikke andet gik det hurtigt op for slagelseanerne.
Med Anja fulgte det, der senere skulle blive kaldt 'Anja-effekten'. Sponsoraterne væltede ind over klubben, og håndboldstjerner fra nær og fjern fik søndag efter søndag fyldt Antvorskovhallen i Slagelse til bristepunktet - hallen, der senere uden andre end Anjas tilladelse blev omdømt til Camilla Andersen Arena.
Slagelse by undergik en forandring. Fra at have været en undseelig midtsjællandsk købstad, blev, der med Anja pumpet nyt liv i erhvervslivet, befolkningstilvæksten steg, huspriserne skød i vejret, og i Slagelse opstod en selvtilfredshed og et sammenhold, byen havde manglet i årtier, forklarede borgmesteren.
Det hele kulminerede, da klubben i 2003 vandt det danske mesterskab, pokalfinalen og den internationale EHF-cup. I EHF-finalen mod Viborg trak hun få minutter før slutfløjtet i en trøje med påskriften 'Fuck Janteloven'. Året efter vandt Slagelse Champions League og gentog succesen i 2005. 'Fuck Janteloven' blev der gentaget i Slagelse, og T-shirts med den påskrift kan i dag købes i Camilla Andersen Arena. Fra størrelse x-large til x-small.
Efter et par lidt rolige år i starten af sin trænerkarriere begyndte temperamentet igen at stige for Anja Andersen. Der var ikke meget at udsætte på Slagelses kampe, men når der var, fik dommere, spillere og presse det at vide med det samme. Et par sager i sæsonen 2003-2004 kostede lidt penge og karantæne, og igen i sidste sæson kostede et provokerende klap på kinden et par dages karantæne for den iltre træner. Alt sammen i det små og inden for rammende af, hvad man havde regnet med, da Anja kom til klubben. Men i sidste weekend gik det altså galt i Aalborg. Helt galt.
Professionelle - og selvbestaltede - psykologer har i disse dage travlt i sportspressen med at analysere på et vidunderbarn, der aldrig har fået sat grænser, og klubdirektører i andre klubber slikker sig om munden ved tanken om de reklamekroner, et par Anja-skandaler kan give i deres klubkasse.
I Slagelse hænger man med hovedet. Forsvinder Anja, forsvinder alt. Sponsorerne, stjernespillerne og klubbens status som et af verdens bedste klubhold.
Ja, det er endda tvivlsomt, om Slagelse overhovedet kan være i toppen af dansk kvindehåndbold. Så meget kan én person betyde for et helt hold, en hel sportsgren, en hel by. Men det har Anja Andersen aldrig bedt om.
