L:Ron:Harald
Den sønderjyske rapstjerne nægter at lægge sig ned. Mandag kommer han med plade nr. fire. Alt tyder på, at stilen er bibeholdt: En af sangene hedder 'Æ fra Jylland'.
Scarlett Johansson
Den næsten danske Hollywoodstjerne er blevet vred, fordi hendes skolekæreste har skrevet en sang om, hvorfor hun slog op: "Fame swept her off her feet - She sees nothing she did before - Hey Scarlett, you're not the same".
Henrik Ibsen
Ifølge flere debattører på tv-kanalen NRK's hjemmeside, er nordmændene allerede ved indgangen til marts måned ved at være godt trætte af Ibsen-året. Det kan flertallet af danskere sikkert sagtens forholde sig til.
Benny Pedersen
Firmaet Woodfloor har ansat Benny Pedersen som salgskonsulent. Han har arbejdet i gulvbranchen siden 1983 og kan lægge alle typer af gulve. "Vi håber, De kan finde plads til at bringe ovenstående i deres avis". Selvfølgelig vil vi da det.
De buttede
'Håndgranaten', 'Den lille buttede' - kær øl har mange navne, men når det nuværende lager er tømt, er det slut med Faxe Fad i de brune, små, tykke flasker. De er for dyre at producere, lyder det. Øv. Endnu et udtryk for den omsiggribende ensretning.