Læsetid: 2 min.

Jelved: Fogh må sætte Dansk Folkeparti på plads

Statsministeren må sætte Dansk Folkeparti på plads én gang for alle, mener Marianne Jelved. Hendes opfordring kommer efter Dansk Folkepartis planer om en ny kontroversiel kampagne med annoncer om islam. S opfordrer 'tænkende konservative' til at træde i karakter
11. marts 2006

Dansk Folkeparti er regeringens ansvar, og det må Fogh forholde sig til.

Det mener den radikale leder Marianne Jelved, der finder Dansk Folkepartis kampagne-planer om at teste ytringsfriheden i Danmark fuldstændig forrykte.

"Nu må det altså stoppe. Regeringen kan altså ikke løbe fra sit parlamentariske grundlag. Dansk Folkepartis barnlige måde at opføre sig på i situationer, som kan skade Danmark, er også statsministerens ansvar. Det er ham, der bruger Dansk Folkeparti til at sidde på magten," siger Marianne Jelved.

'Barnlig provokation'

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen offentliggjorde i går partiets intentioner om at trykke provokerende annoncer om islam.

"Vi vil ikke bo og være i et land, hvor man ikke kan få lov at sige, hvad man vil. Og hvor man ikke kan rykke de annoncer ind, man vil," sagde han til Berlingske Tidende.

Allerede før jul havde partiet planer om at køre kampagnen, men eskaleringen i Muhammed-krisen kom i vejen. Men inden for overskuelig tid sættes kampagnen i søen.

Marianne Jelved har svært ved at sætte ord på Dansk Folkepartis planer, men hun prøver alligevel:

"Det minder om en barnlig provokation. Noget pubertetsagtigt, som jeg i virkeligheden kun har et lille skuldertræk tilovers for. 'Nu skal I se, hvor frække vi er, indtil far kommer,' lyder tankegangen i Dansk Folkeparti. Men i virkeligheden er det grotesk, at regeringens parlamentariske grundlag vil teste selvcensuren, når man i de seneste fem år har oplevet, at organisationer, råd og nævn har fået mundkurv på i en lang række sager. Det er et pinligt stunt i ytringsfrihedens land," siger Jelved.

K må melde ud

Socialdemokraternes finansordfører og næstformand i gruppen Henrik Sass Larsen mener også, at regeringen må melde ud.

"Jeg har svært ved at se, hvad det her skal nytte. Spørgsmålet til regeringen og dens støtteparti, er om strategien går ud på at samle eller sprede," siger Henrik Sass Larsen, der understreger, at han ikke har set annoncerne og derfor "i princippet kan blive positivt overrasket".

Han opfordrer Det Konservative Folkeparti til at melde ud: "Jeg vil gerne sende en indtrængende appel til den konservative folketingsgruppe og de tænkende mennesker i det konservative bagland med opfordringen om snart at træde i karakter. Både over for Dansk Folkeparti, men også over for Venstre," siger han.

Enhedslistens gruppeformand, Line Barfod, køber heller ikke forklaringen om, at Dansk Folkeparti har til formål at slå et slag for ytringsfriheden.

"Hvis det var indskrænkninger i ytringsfriheden, de var bekymrede for, ville det give noget mere mening ikke at hoppe med på alle de tiltag, der er indeholdt i terrorpakken," siger hun.

Line Barfod giver eksemplet med politiets lukning af hjemmesiden, hvor organisationen Oprør støtter bevægelser i verden på terrorlister.

"Der hvor ytringsfriheden er under pres, er der, hvor man truer folk med fængsel. Det, Dansk Folkeparti lægger op til, er blot at provokere og fornærme muslimer. Det har de ret til, men det er ikke nogen rar måde at bruge sin ytringsfrihed på," siger Line Barfod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her