Desværre nåede Jørgen Leths erindringer ikke med i Poul Behrendts bog Dobbeltkontrakten. Hans bog kunne ellers have været et interessant eksempel på den nye tendens til dobbeltkontrakter, universitetslektoren omtaler: At forfattere på den ene side lokker læserne indenfor med løfter om den fulde sandhed, big and juicy, og ved næste gennemlæsning (eller i tilfælde af bøvl eller strafbarhed) trækker varen tilbage: 'Det var bare fiktion'.
Men begge dele kan jo ikke være rigtigt? Jo. Det er nemlig Behrendts tese, at flere af nutidens forfattere griber til at 'snyde' for at imødekomme publikums appetit på forfatterens fysiske virkelighed, som han gjorde rede for i interviewet sidste onsdag.
Det er tankevækkende set, og der er også god grund til at diskutere rovdriften på forfattere. Som Søren Ulrik Thomsen skrev i tirsdagens kronik i Politiken: "Jeg ville aldrig få skrevet nogen nye digte, hvis jeg evig og altid skulle skramle rundt i IC3-tog for at læse de gamle op."
Spørgsmålet er blot, om ikke Søren Ulrik Thomsen trods alt har fat i den længste ende, når han hylder legatet fra Statens Kunstfond som den bedste mulighed for at holde fri fra publikumsservice, i forhold til Behrendt, der under ét angriber bøgernes kredsløb, også kaldet den litterære offentlighed.
Sært nok skelner han nemlig ikke mellem kritik og journalistik. Mens han generelt beskyder en offentlig appetit, der tvinger forfattere i dækning under dobbeltkontrakter, rettes skytset specifikt mod nutidens to dominerende kritikere, Informations Erik Skyum-Nielsen og Weekendavisens Lars Bukdahl.
Drypvis udhuling
De to har ifølge bogen ganske enkelt ikke rent mel i posen, men forfølger deres egne skjulte dagsordener. Den ene bevidst, den anden ubevidst. Man aner næsten statsminister Anders Fogh Rasmussen i Behrendts sufflørkasse: Smagsdommere! Eksperttyranner! Hvem er de, at de skal dømme andre?
Ifølge Karen Sybergs interview i Information den 22. marts med Poul Behrendt er det især den ulige magtkamp, der støder an: "En forfatter skriver måske en bog hvert femte år, en kritiker kan ytre sig 100 gange årligt og drypvis udhule stenen."
Men faktisk kan og bør man diskutere, om nutidens kritikere er magtmonstre, forfattere må forsvare sig mod, eller tværtimod en truet dyreart, hvis revir stadig smalnes ind. Hovedtendensen på de fleste danske aviser er, at kritikken afgiver spalteplads til de journalistiske genrer, interview og reportage, der kræver kunstnermedvirken.
Billedkunst anmeldes f.eks. næsten ikke, og der anmeldes færre bøger, da aviserne opgiver at følge med strømmen af udgivelser.
Samtidig underlægges kritikken journalistiske kriterier: En bog favoriseres, hvis der er forhåndsinteresse om emne og forfatter, og den anmeldes på udgivelsesdagen, straks efter - eller betragtes som forældet.
Heri er intet mystisk, blot ændrede vilkår, som klemmer kritikkens eftertænksomme, argumenterende og vurderende form.
Ofte overlever kritikken kun på kritikerens personlige prestige og gennemslagskraft - ikke fordi avisen elsker anmeldelsen som genre.
For eksempel forsvandt Berlingske Tidendes næsten daglige teateranmeldelser fra den ene dag til den anden med teaterkritikeren Jens Kistrups død. Kritikken er altså langt fra et magtmonopol, men snarere et hældende læs.
Men det er måske her, der bør sættes ind.
Med lidt held kan Behrendts angreb udløse en øget bevidsthed på aviserne om, at læsere, i hvert fald Informations, Weekendavisens og Politikens, oftest elsker smagsdommere, herunder anmeldere. 'Vore' læsere er selv veluddannede mennesker med erfaring i at vurdere mennesker, tekster og præstationer.
Sårbare forfatttere
De ved udmærket, at den slags normalt foregår ud fra tilgængelig viden og efter bedste overbevisning og evne, og oplever - korrekt - anmeldelser som indspark i en aktuel debat snarere end dryp i evighedens regnmåler. Hvis de er uenige, brokker de sig uden skrupler, ganske enkelt, fordi de selv føler sig veltilpas i rollen som smagsdommere.
Kun forfattere såres naturligt nok ofte af karsk kritik. Men hvis Behrendt ser sig som forfatternes hvide ridder, er det stadig en misforståelse. Selv den klogeste universitetsafhandling 12 år senere kan ikke erstatte en samtidig litterær offentlighed, der kaster lys og debat over litteraturen. Det ved forlagene også godt.
Selvfølgelig kan kritikken altid blive bedre, og det er måske i virkeligheden Behrendts ærinde med sine personangreb at gøre kritikernes menneskelige fejlbarlighed åbenlys (som om vi ikke vidste alt om den).
Eller blot at fremføre det legitime og indlysende synspunkt, at anmeldelser ophængt på et begrænset antal markante kritikere faktisk kan føre til en form for smagsmonopol.
Men så kunne han jo have sagt dét.
