"Vi kalder dem fortsat for huse herude på RUC," siger økonomiprofessor Jesper Jespersen og peger på de syv-otte grå betonbygninger, som huser RUC-studerende.
"De blev bygget for at styrke gruppe- og projektarbejdet, men nu er det jo slut med gruppeeksamen, og det næste bliver vel, at man lukker projektarbejdet ned. Jeg forstår det ikke," siger han og trækker på skuldrene.
Ovennævnte scene giver et meget godt billede af Jesper Jespersen, der siden 1996 har haft titlen som professor i samfundsøkonomi på RUC. Han stiller sig kritisk over for magthavernes evige jagt på strømlining og effektivitet.
I den ny bog Velfærdsdebat på vildspor langer han sammen med tidligere socialminister og overvismand Bent Rold Andersen ud efter sine egne. Økonomerne.
Bogens hovedkonklusion er, at Velfærdskommissionen benytter en alt for markedsbaseret - og i fagsprog 'neoklassisk' - analyse og derved overser det potentiale, der ligger i en offensiv arbejdsmarkeds- og socialpolitik.
Sociale nedskæringer risikerer at have den stik modsatte virkning med hensyn til beskæftigelsen og dermed finansieringen af den offentlige sektor i fremtiden, lyder budskabet.
Derfor har Velfærdskommissionen og andre fremtrædende økonomer været med til at bringe debatten og den politiske diskussion på vildspor.
En kurs som Bent Rold Andersen håber, at bogen kan være med til at ændre.
"Nu kommer regeringen med sit udspil, som blandt andet bygger på Velfærdskommissionens anbefalinger. Det kan godt være, at regeringen har haft travlt med at afvise kommissionens arbejde, men i fællesskab mener de, at man alene skal se på besparelser for at få tingene til at hænge sammen. Vi vil gerne prøve at påvirke den politiske dagsorden, så man prøver på at se, hvordan vi kan få en stor del af de 900.000, der er i dag lever af offentlig forsørgelse, tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis vi bare kunne få 300.000 af dem ind på arbejdsmarkedet i løbet af en 30-årig periode, så ville det slet ikke være nødvendigt at lave besparelser," siger Bent Rold Andersen, der er professor i social- og arbejdsmarkedspolitik.
Han mener, at det ville være valgfrit for politikerne, om man skulle afkorte dagpengeperioden, få studerende hurtigere igennem systemet og skære i efterlønsordningen, hvis man turde at kaste sig ud i en offensiv strategi, som kunne få en tredjedel af de 900.000, der i dag lever af offentlig forsørgelse, tilbage på arbejdsmarkedet.
Jesper Jespersen er helt enig.
"Når jeg har involveret mig i velfærdsdiskussionen, så skyldes det, at jeg ud fra en faglig synsvinkel synes, at debatten er kørt af sporet. Den er alt for snæver, og den baserer sig på forældede økonomiske teorier. Man kunne nærmest have skrevet Velfærdskommissionens anbefalinger på forhånd," siger Jespersen.
Derfor er der brug for en mere nuanceret tilgang til området.
"Hvis jeg benytter min faglige indsigt og bruger mere avancerede modeller, mere nuancerede teorier og mere nuanceret forståelse for hele samfundsøkonomien, så kan man nå helt andre resultater. Hvis vi i dag kan få de ekskluderede tilbage i beskæftigelse, og få dem trukket med ind, uden at det behøver at ske på baggrund af nedskæringer, så ville det give os en langt større politisk valgfrihed. Der er ikke nogen økonomisk nødvendighed for reformer, hvis man bruger et mere bredspekteret udsnit af de økonomiske teorier."
I bogen beskriver de to professorer nogle andre faktorer, der kan være med til at bidrage til fremtidens velfærd - vel og mærke uden nedskæringer i den offentlige service.
"Når den økonomiske aktivitet er høj; når der er arbejdspladser nok til alle; når vi ikke mister flere arbejdspladser til udlandet, end vi får igen; når hele befolkningen trækkes med ind i velstanden, så ingen står alene tilbage, mens andre holder forbrugsfest; når vi ikke opfattes i rige og fattige eller i gammeldanskere og nydanskere; når flertallet føler glæde ved at deltage i arbejdsfællesskabet - så øges velfærden."
Bent Rold, der var socialminister under Anker Jørgensen tilbage i 1982, lægger ikke skjul på sin sociale tilgang til velfærdsstoffet.
"Det, der gør os gale i hovedet, er, at man hele tiden bruger pisken over for for folk. Det er virkningsløst og asocialt, og det gør man under ly af, at man vil redde velfærdsstaten. Det dur ikke. Det er useriøst," siger han.
Flere økonomer advarer for tiden om flaskehalsproblemer, fordi arbejdsløsheden er historisk lav, men det ser de to økonomer udelukkende som noget positivt.
"Hvis der er efterspørgsel på arbejdskraft, så skal man føre en aktiv social- og arbejdsmarkedspolitik, så vi kan få suget folk tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor er vi meget begejstrede for de lave arbejdsløshedstal i modsætning til den jammer, som kommer fra en lang række af vores kolleger. De siger jo netop, at det er farligt, fordi der kan opstå flaskehalse. Vi ser det som en nødvendig forudsætning for at få draget større og større grupper ind på arbejdsmarkedet. 60'erne er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre," siger Jesper Jespersen.
Både Rold og Jespersen er dog klar over, at de har tidsånden mod sig i det, de betegner som noget-for-noget samfundet. Men de pointerer, at de ikke er uansvarlige i deres økonomiske tankegang.
"Der er ingen tvivl om, at hvis man skal have arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, ja så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Forskelligheden opstår, fordi vi har en anden teori. Vi mener, at hvis man forøger efterspørgslen, ja så når vi ud til dem, der står bagerst i køen. I 1960 blev virksomhederne så sultne efter arbejdskraft, at de brugte mennesker, som i dag er på offentlig forsørgelse. Men for at det kan lykkes, så skal der være et sug. Det sug har vi mulighed for nu, men det er det, de andre er bange for. Via flaskehalsene kan vi få skabt det rummelige arbejdsmarked, som kan suge marginalerne tilbage," siger Bent Rold.
Og professorerne har historien på deres side, påpeger de.
"Lidt efter lidt kan vi godt få 300.000 ind på arbejdsmarkedet. Det tal, der i dag hedder 900.000, det hed for 20 år siden 600.000 og for 35 år siden hed det 300.000. Den væsentligste faktor er jo, at arbejdsløsheden systematisk har sorteret de svageste fra og har gjort dem endnu svagere, fordi de ikke har haft mulighed for at finde fodfæste. Afskalningen fra arbejdsmarkedet har været brutal. Men de seneste år har man reduceret tallet med 170.000. 17.000 om året. Men stramninger i kontanthjælpsloftet har ikke hjulpet, men derimod er det efterspørgslen, der har fået de marginaliserede tilbage. Det er rigtigt, at mange vil slå en latter op og pege på manden på bænken og sige: 'Ham der, får I aldrig tilbage på arbejdsmarkedet'. Det giver vi dem ret i, men det, vi siger, er, at der løbene sker en udskiftning af de 900.000 på grund af deres alder. Kunststykket er i virkeligheden at mindske tilgangen," siger Jespersen.
Bent Rold nikker.
"Ja, det er rigtigt. Ham på bænken kan vi ikke redde, men vi kan forhindre, at der er en anden, som overtager hans plads."
Både Rold Andersen og Jespersen er trætte af den evige jagt på de svageste i samfundet. For det virker ikke at jagte dem.
"Det er ensidigt, og det er forkert. Ved hjælp af større ulighed prøver man at få flere i arbejde, og det virker simpelthen ikke. Vi foreslår, at man får flere i arbejde ved at skabe flere arbejdspladser ved at skabe større efterspørgsel. Vores forslag skaber ikke større ulighed."
'Velfærdsdebat på vildspor' udkommer på forlaget Tiderne Skifter den 27. marts
