12 dage før regeringen begynder forhandlingerne om fremtidens velfærd, præsenterer Socialdemokraterne en række krav, som skal medføre flere penge til samfundets svageste grupper.
Et af de væsentligste punkter på socialdemokraternes ønskeseddel er, at antallet af mennesker på kontanthjælp skal halveres over de næste fire år. Men også psykisk syge, hjemløse og misbrugere kan regne med en ekstra indsats, hvis Socialdemokraternes leder ender med at sætte sin underskrift på den ventede aftale om velfærdsreformer. Sådan lyder meldingen fra socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.
Den socialdemokratiske drejebog er på plads, og partiformanden vil selv lede forhandlingerne om velfærdsreformerne. Som løjtnanter medbringer hun Henrik Sass Larsen og Mogens Lykketoft.
"Når vi taler om ulighed, handler det altså også om de allersvageste. Vi ved, at der er skabt større ulighed og vi ved, at der er grupper, der ikke får særligt mange chancer. Det kræver, vi kommer på dagsordenen i velfærdsforhandlingerne," siger Helle Thorning-Schmidt.
I august sidste år offentliggjorde socialdemokraterne deres velfærdsudspil med ændringer af både efterløn og tilbagetrækningsalder. Allerede på det tidspunkt slog Helle Thorning fast, at Socialdemokraterne ikke kommer til at skrive under på en aftale, hvor de penge, der spares, ikke føres tilbage til den offentlige sektor. Størstedelen skal bruges til det, socialdemokraterne kalder "investering i mennesker" og flere penge til uddannelse og forskning.
Men derudover er kravet altså også, at der skal afsættes langt flere midler til de dårligst stillede grupper.
"Man kan kende et samfund på, hvordan det behandler sine svageste, og gennem de seneste år er det ikke blevet et pænt billede at kigge på. Vi er nødt til at bremse den udvikling - og det er jeg bestemt nervøs for, at regeringen ikke magter," siger Helle Thorning-Schmidt.
SF ikke imporneret
Men SF er ikke imponerede over Helle Thornings bekymring for de svageste.
Partiets formand Villy Søvndal mener, at øvelsen ender med, at man tager fra de næst svageste og giver til de allersvageste.
"Hvis resultatet bliver, at man for at skaffe penge stramme dagpengereglerne, fastholder loftet over kontanthjælp og forringer efterlønnen, er det altså ikke en pæn dagsorden - heller ikke fra et socialdemokratisk synspunkt," siger Villy Søvndal.
SF har meldt ud, at partiet ikke er interesseret i at deltage i reformer af de nuværende velfærdsordninger.