Læsetid: 6 min.

Velfærds-reformer bliver en slap omgang

Håbet om - eller frygten for - velfærdsreformer kan godt skrinlægges. Der bliver udelukkende tale om mindre ændringer over lang tid. Information giver en forklaring på 'den slappe omgang'
23. marts 2006

Det ligner noget, vi kender. Finansminister Thor Pedersen (V) sidder for bordenden. Ved siden af ham er den konservative leder og vicestatsminister Bendt Bendtsen placeret.

De to ministre suppleres med fagministre, når deres ressortområde behandles.

Ind af døren kommer skiftevis Socialdemokrater, DF'ere og radikale. Og til sidst - og det er så her, man opdager, at der ikke er tale om traditionelle finanslovsforhandlinger - sidder de alle rundt om samme bord.

For selv om det ligner, er det ikke finanslovsforhandlinger, men velfærdsforhandlinger, det handler om. Og i stedet for, at Socialdemokraterne og De Radikale har forladt rummet, sidder de med ved bordet.

Inden Folketinget går på sommerferie, vil der ligge en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og sandsynligvis De Radikale.

Under hatten 'velfærdsreformer' vil politikere præsentere aftalen som det brede forlig, der skal sikre velfærdssamfundet 30-40 år ud i fremtiden. Med 'rettidig omhu' sikrer dagens politikere, at fremtidens aldrende samfund ikke kommer til at vende den tunge ende nedad.

Men til trods for politikernes glade, om end ansvarstyngede meldinger, der kan sende velpolstrede danskere af sted på sommerferie, er det nok vel overskruet at kalde aftalen for velfærdsreformer.

Velfærdstilpasninger

Information har gennem længere tid talt med centrale aktører og kan nu tegne et billede af, hvordan aftalen i hovedtræk kommer til at se ud. Og for folk, der nærmer sig efterløns- eller pensionsalderen, er der ikke meget at frygte.

Resultatet af velfærdsforhandlingerne kommer ikke i nærheden af hverken vismændenes eller velfærdskommissionens anbefalinger. Det tilfredsstiller hverken det borgerlige eller radikale bagland. Og det får ikke erhvervslivet - eller fagbevægelsen for den sags skyld - til at springe begejstret op ad stolen. I stedet for velfærdsreformer tager det form af velfærdstilpasninger, der sender et signal om, i hvilken retning velfærdssupertankeren skal til at dreje. 'Reformer i danskernes tempo', lyder det mundrette salgsargument.

De konkrete resultater bliver - i følge Informations oplysninger - ændringer i efterløn- og tilbagetrækningsalder, hvor grænsen begge steder hæves med to år over en tiårig periode, og en plan om 25.000 flere indvandrere i arbejdsstyrken over en håndfuld år. Dagpengeregler eller dagpengeperioden bliver der ikke kigget på. Skat bliver ikke diskuteret, og der laves ingen aftale om et økonomisk indgreb, der skal ligge parat, hvis økonomien koger over. Forklaringen skal naturligvis findes i den politiske virkelighed på Christiansborg.

Vi spolen tiden et par uger frem.

Helle er med

Helle Thorning-Schmidt møder op i finansministeriet sammen med partiets nestor og tidligere finansmester Mogens Lykketoft. Med er også finansordfører og Thornings tro væbner Henrik Sass Larsen. I tasken ligger partiets eget velfærdsudspil fra august.

I det gøres der endeligt op med efterløns-traumet fra 1998 - Socialdemokraterne er klar til at forhandle.

Socialdemokraterne er irriterede over, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke selv sidder for bordenden.

Allerede i begyndelsen af marts var Henrik Sass Larsen ude med riven.

"Jeg undrer mig over, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke engagerer sig i forhandlingerne. Jeg troede, at han mente, at forhandlingerne var meget vigtige," sagde han til JyllandsPosten, da det stod klart, at Thor Pedersen, flankeret af Bendt Bendtsen, skulle sidde for bordenden.

Det er første gang Helle Thorning selv er med ved forhandlingsbordet. Og så havde det været rart, om også statsministeren havde siddet der, er analysen i den socialdemokratiske top.

Det er da også statsministeren selv, der har holdt flere møder med den socialdemokratiske leder. Flere gange er hun mødt op i Statsministeriet til uformelle samtaler for at føle modparten på tænderne. Helle Thorning har følt sig udmærket behandlet af statsministeren.

Han er også den eneste minister Helle Thorning har holdt møder med. Hun kender ikke Thor Pedersen. Hun ved ikke, om deres kemi passer, og hun ved ikke, om de kan opbygge det tillidsforhold, der er nødvendigt for, at man kan tale åbent om tingene.

Det, som Socialdemokraterne ved, er, at Lykketofts forhold til Thor Pedersen ikke er noget at skrive hjem om. Lykketoft mangler respekt for Thors evner og kemien mellem de to 'finansmænd' er direkte dårlig.

Men regeringens forhandlere er også nervøse.

De seneste måneders S- rutchetur i meningsmålingerne og intern ballade i partiet har fået regeringstoppen til at tvivle på, om den socialdemokratiske leder er i stand til at bære en aftale igennem sin egen gruppe.

"Selvom det selvfølgelig er en saglig fryd at se Socialdemokraterne styrte ned i meningsmålinger, er det nærmest ved at blive for meget af det gode. Vi er faktisk rigtigt bange for, at hun står så svagt i sin egen gruppe, at hele aftalen risikerer at falde på gulvet. Præcis på samme måde som det skete med integrationsaftalen," siger en højtplaceret regeringskilde.

Integrationsaftalen står i regeringen som det tydelige bevis på, at man ikke kan stole på de aftaler man laver med Socialdemokraterne. Efter regeringen i forsommeren 2005 havde lavet en aftale om et integrationsforlig med socialdemokraterne mobiliseredes partiets venstrefløj al sin modstandskraft over sommeren. Og først på efteråret trak socialdemokraterne sig ud med påstanden om at være blevet smidt ud.

En påstand partiets daværende integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard benægtede. Og så blev hun sat fra bestillingen.

"For at være i stand til at lave en aftale er vi nødt til ret hurtigt at finde ud af, hvor Thornings smertegrænse for hvad hun kan føre igennem den krigeriske socialdemokratiske gruppe ligger," lyder analysen i regeringen.

Men Socialdemokraterne er ikke bare centrale, fordi Fogh på det radikale nytårsstævne i 2005 udstedte en slags 'velfærdsveto' til Socialdemokraterne. Her sagde statsministeren:

"Vi skal se åbent og fordomsfrit på betænkningen fra Velfærdskommissionen. Hvis vi mener, at der er behov for politiske beslutninger før et folketingsvalg, så skal det baseres på et bredt flertal - med minimum Socialdemokraterne ombord- og det som besluttes, skal først træde i kraft efter et folketingsvalg."

Socialdemokraterne er også afgørende, når det handler om Dansk Folkeparti. Det skal vi vende tilbage til.

Pia er også med

Efter valget i februar skiftede Socialdemokraterne formand. Lykketoft trådte tilbage, og Helle Thorning svævede på ur-afstemningens vinger ind på posten.

Fogh udstedte endnu et velfærdsveto. Men denne gang var det til Dansk Folkeparti.

"Det er svært at forestille sig store velfærdsreformer uden om en regerings parlamentariske grundlag og uden om det parti, som bærer hovedparten af finansloven," sagde statsministeren i maj.

For godt to måneder siden skete der noget overraskende. Dansk Folkepartis gruppeformand og kronprins Kristian Thulesen Dahl meldte ud om efterlønnen. Hidtil havde partiet stædigt stået fast på, at efterlønnen i nærmest al fremtid skulle bevares uændret. Nu sagde han pludselig, at efterlønsalderen over en lang periode kunne hæves til 62 år og pensionsalderen til 67.

"Det største tilbagetog siden Dannevirke," lød dommen fra SF's formand Villy Søvndal til Thulesens forklaring om, at det skam blot var en strategisk melding.

Til forhandlingerne i Finansministeriet møder han op sammen med sin partiformand Pia Kjærsgaard og næstformand Peter Skaarup.

Thulesen Dahl fører ordet. Hans forhold til Thor Pedersen er usædvanligt godt. Fem finanslove har de to strikket sammen, og finansministeren forsømmer ikke mange muligheder for at briefe og informere sin loyale makker i DF's hovedkvarter.

Men både Thulesen Dahl og finansministeren ved godt, at Dansk Folkeparti ikke kan deltage i det, som kan betegnes som velfærdsforringelser - noget Pia Kjærsgaard også tidligere har gjort meget ud af at understrege, at reformer er - uden, at Socialdemokraterne bindes til det samme. Derfor er både Foghs og Thor Pedersens logik og præmis; at uden den ene får man ikke den anden.

Men Dansk Folkeparti har også klare interesser i at deltage i velfærdsforliget.

De kommende finanslove, som DF ser sig selv som selvsagt deltager i, underlægges i stigende grad velfærdsreformerne. Men også drømmen om ministerposter tilsiger deltagelse.

Men præmissen om, at Socialdemokraterne skal være med for at binde Dansk Folkeparti og omvendt, har konsekvenser for de to mest reformivrige partier i Folketinget; De Konservative og De Radikale. De Konservative ønsker både helt at afskaffe efterlønnen som en rettighed og at barbere dagpengeperioden ned fra fire til to et halvt år. Men en opringning fra Fogh til Bendtsen i midten af januar gjorde klart for De Konservative, at opstramninger af den slags slet ikke er til diskussion. Siden har ikke en eneste konservativ luftet den ide offentligt. De Radikale må lide den tort at sidde med ved bordet uden nogen reel indflydelse. En velorienteret kilde og politiker på Christiansborg udlægger det sandsynlige resultat af velfærdsanstrengelserne sådan:

"Der er ikke nogen tvivl. Det bliver en slap omgang. Det er ærgerligt for Danmark, men sådan er politik nu engang, så længe politikerne er bange for vælgerne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her