Antony
Så står verdens rareste, mest akavede kanariefugl atter parat til at dræne dine tårekanaler med sin stemme. Antony & The Johnsons er i Falconer den 8. september.
Jurij Gagarin
Sovjetunionen vandt rumkapløbet, da Gagarin for 45 år siden blev første mand i rummet. I den hede koldkrigsatmosfære måtte Kennedy så love, at USA landede på Månen, før årtiet var omme. Det nåede de belejligt nok i sidste øjeblik i juli 1969, og så var alt jo godt.
Henry Kissinger
I disse dage er det 33 år siden, at USA gjorde Laos til verdenshistoriens mest bombede land - og 25 år siden, at FN foreslog en global aftale om ikke at angribe civile med napalm, miner og bombefælder. Gæt hvilket land, der nedlagde veto mod aftalen?
Hugo Chávez
Så er det minsandten også fire år siden, at überprovoen Chávez fra Venezuela blev sat fra magten ved et amerikansk støttet kup. Venezuelas overklasse, erhvervsliv og olieselskaber nåede at have armene i vejret i to døgn, før det fattigere flertal fik ham genindsat.
Helle Thorning
Er efter et år på posten så småt ved at træde i karakter. S-formanden har nu vovet at lancere et visionspapir, som rent faktisk går i en anden retning end regeringens politik, og det er i sig selv opsigtsvækkende. Vi kvitterer med et velment skulderklap.