I min ikke særlig byrdefulde barndom, som tilbragtes i et rækkehuskvarter norden for København, blev jeg engang bidt af en hund. Nærmere bestemt den airdale-terrier der boede i nr. 49. Jeg må vist være blevet forskrækket, for ejeren kom straks løbende ud og sagde, at det skulle jeg ikke tage så tungt, det var bare dens måde at sige 'goddag' på.
At også forfatter Jan Sonnergaard hilser på sin specielle måde, fremgår af det indlæg, han i lørdags lod trykke her i bladet, og hvori han opregner mit samlede synderegister. Således har jeg bl.a. undladt at høre et oplæg, der nu ellers omhandlede (ingen ringere end) ham, ligesom jeg har formastet mig til at anmelde ham kritisk og bagefter rykke ham for en tekst, han i anden sammenhæng havde lovet. Derudover skal jeg angivelig have behandlet andre forfattere på en måde, Sonnergaard finder dybt kritisabel. Disse konkrete anklagepunkter skal jeg vende tilbage til.
Men voldsomheden i hans verbale angreb minder mig unægtelig om noget. Nemlig de udslip af gift og galde, der blev mig til del, da jeg for 12 år siden tillod mig at kradse i den lak, hvormed en så godt som enig kritik havde bestrøget Peter Høegs i mine øjne klæge og klamme og dybt sentimentale roman De måske egnede. Også dengang flød magisterhadet frem som af en byld, man har prikket hul i.
Anledningen er i denne runde Poul Behrendts bog Dobbeltkontrakten, hvori man har skænket mig rollen som skurk, fordi jeg i min artikel "Forfatteren som blind passager. Betragtninger over sidste sæsons mest overvurderede bog" (Inf. den 19. januar 1994) undlod at gøre opmærksom på, at jeg i 12 år havde været forælder ved og nu sad i styrelsen for Bordings Friskole, på centrale punkter den virkelige model bag 'Biehls Privatskole' i romanen. Denne manglende information opforstørres af Poul Behrendt til en gigantisk intrige, men hvor lidt der er på hans pølsepind, kan enhver, der vil, kontrollere ved at læse min artikel, der fra i dag kan læses på www.information.dk og desuden så langt tilbage som i 2000 blev optrykt i min bog Fra ånden i munden. Litteraturkritiske bidrag tillige med to uddybende indlæg i Høeg-debatten (s. 271-289).
Når småt bliver stort
Poul Behrendt gør i sin bog et stort nummer ud af at stemple mig som havende været inhabil 1994. Inhabil? Det er man vel først, hvis man vil opnå eller med en til vished grænsende sandsynlighed kan tænkes at ville opnå eller vinde noget. Hvad præcis jeg kan have villet opnå ved at forsvare en skole 21 år og to skoleledere efter, kan være svært at se. Men Poul Behrendt pumper som overivrig kriminolog en biting op til en hovedsag.
"Man bebrejder undertiden os sprogfolk, at vi beskæftiger os så meget med småting. Men verden består af småting. Hvad det drejer sig om, er at se stort på dem," skrev - her citeret efter hukommelsen - grammatikeren Otto Jespersen i sin erindringsbog En Sprogmand ser tilbage. Også litterater er nødt til at gå op i småting, men det generer mig, at jeg i forbindelse med Poul Behrendts bog (indtil videre) har vanskeligt ved at hæve mig over visse detaljer og se stort på noget, som jeg egentlig finder småligt.
Når jeg i september i fjor kunne kvittere for min læsning af en begrænset del af Poul Behrendts bog, skyldtes det ikke, at han som forfatter havde indviet mig i, hvad han havde for. Nej, jeg blev gjort bekendt med kap. 15 via en tredje person, som den 6. september sendte mig en kopi og i det medfølgende brev betonede, at han havde spurgt om lov hos Poul Behrendt, som imidlertid havde understreget, at når jeg fik kapitlet at se, var det "som fortrolig oplysning til en fhv. bestyrelsesformand, ikke til en anmelder ved Information" (citat PB).
Hvad der lå i denne klausul, kunne jeg ikke vide (jeg burde måske være blevet noget mistænksom, for jeg var i 1994 ikke formand for noget som helst!), men jeg tænkte i min naivitet, grundlagt i løbet af ovennævnte ikke særlig byrdefulde barndom, at Poul Behrendt nok allerede planlagde markedsføringen af sin bog og nødig så, at der alt for tidligt slap noget ud om indholdet af den.
Jeg læste så, hvad der senere blev til 18 af Dobbeltkontraktens 400 sider (s. 198-215) og tillod mig i min mail at påpege en grammatisk fejl. Det var godt nok ment som en udsøgt sarkasme.
Formodninger og fakta
Hvor ilde anbragt denne kollegiale ironi havde været, indså jeg, da jeg for nylig læste Poul Behrendts bog og konstaterede, at jeg heri er tildelt en langt mere omfattende og langt mindre flatterende rolle, end det pågældende kapitel gav indtrykket af. For hvor kap. 15 er faktaorienteret og samlet om Peter Høegs elevtid på Bordings, rummer de omgivende afsnit insinuationer og anklager, der tager til i skingerhed, jo længere man kommer frem.
Det hævdes således (s. 258), at jeg ved fremkomsten af De måske egnede befandt mig "i den privilegerede læserposition på forhånd at være fuldt informeret om, at hovedpersonens institutionskarriere og personlige biografi indtil adoptionen på ingen måde var identisk med forfatterens". Videre påstås det (s. 263), at det for mig ikke kan være kommet som nogen nyhed, når Peter Høeg til en svensk avis kunne oplyse, "at han i en alder af 16 var blevet bortvist fra den skole, han gik på". Endvidere fremsættes det, først vistnok som en formodning, men straks efter som et urokkeligt faktum, at jeg som skolebestyrelsesmedlem og som kommende bestyrelsesformand "havde direkte adgang til den relevante information" (s. 266). Og sluttelig kaldes jeg altså inhabil "i kraft af en privilegeret kildeadgang" (s. 283).
Til disse beskyldninger kan jeg kun sige, hvad jeg svarede, da jeg i forrige uge blev interviewet om bogen (Inf. den 24. marts), at hvad Poul Behrendt gør, er at indfantasere den viden, han har skaffet sig gennem research, i min hjerne 12 år tilbage. Han digter på sine kilder, når han med glidende retorik forvandler sine hypoteser til inkriminerende 'kendsgerninger'.
Hovedsag og biting
Det er ikke umuligt, at nogle læsere vil opfatte de domme, Poul Behrendt her fælder, som liggende i direkte og logisk forlængelse af hans formodninger, og jeg anser det for tænkeligt, at Poul Behrendt, som den drevne skribent, han er, har kalkuleret med netop den effekt. For mig er det imidlertid afgørende at fastholde, at jeg i januar 1994 ikke var del af noget komplot om at redde en skoles ansigt. Jeg var ude i et kritisk og metakritisk ærinde, og hvad skolehistoriens fakta fylder i det totale billede af bog og forfatterskab, var og er perifert i forhold til hovedanliggendet: At byde på en bedre og mere nuanceret læsning af romanen, end modtagelseskritikken gav, hvilket min læser som sagt selv let kan overbevise sig om.
Poul Behrendt får i sin fremstilling gjort det til noget stort og stygt at sidde i styrelsen for en grundtvig-koldsk friskole. Lad mig derfor lige understrege, at det at blive stillet op ved en generalforsamling og lade sig vælge til en skolebestyrelse altså ikke er helt så gloriøst, som han åbenbart tror. Det er en opgave, nogen har bedt én om at løse, og var for mig et administrativt hverv, der handlede om at ansætte lærere, lægge budget, holde bygningen ved lige og holde samtalerne kørende mellem skole og skolekreds. I denne praktiske situation styrter man ikke ind og snager i 20 år gamle akter, og man går ikke om på gangene skummel af hemmelighedsfuldhed.
Medmindre man altså uforvarende gøres til fiktiv figur i en krimi, hvor succeskriteriet som bekendt er, at der skal konstrueres et plot. Til dette formål bruger Poul Behrendt dels grundig journalistisk research, dels en litterær iscenesættelse, som kulminerer i hans centralmetafor: At min kritik af Peter Høegs roman betegnede en 'bortvisning' af forfatteren fra dansk litteratur - med smart, men nedrig analogi fra de annaler, Poul Behrendt i modsætning til mig har studeret, og til en offentlighed, hvor man skal have lov til at tale åbent og frit om bøger og de måder, de hver især er skruet sammen på.
Peter Høeg satte med sin roman et spil i gang, hvis forgreninger og personlige følger han ikke kunne overskue. Og er det mon så tosset et gæt, at forfatterens efterfølgende 10-årige tavshed bl.a. skyldes, at han i sin tid overvurderede, hvad han selv kunne tåle af offentlighed? Jeg spørger bare, og vil lægge til, at den litterære nydannelse, Poul Behrendt nu beskriver og kyndigt kortlægger gennem sin bog, og altså kalder for en dobbeltkontrakt, langtfra har gjort det nemmere at lave litteraturkritik. På den ene side siger forfatteren: Dette her er fiktion, som ikke har noget med mig at gøre. På den anden side påstår han eller hun: Det her er mit eget blødende hjerte, som I må respektere. Suzanne Brøgger har modigt sagt, at sådan leger vi altså ikke. Man kan ikke først skrive en dokumentarisk roman og bagefter være så sippet at afkræve andre tavshed om sagen. Har man sagt A, må man også sige B.
Hvad jeg forventes at sige til Poul Behrendt, er, at dømme efter hans kronik i lørdags vel bare be-be. Men jeg føler mig som sagt ikke skyldig. Ikke i de ting, i hvert fald. - For lidt skyldig er man vel altid, som Luther sikkert ville have sagt.
Synderegister
Hvad angår den vrede Jan Sonnergaard, som pisker for længst afdøde krikker - eller fremmaner spøgelsesheste? - vil jeg her kort bese dyrene ét for ét.
- At jeg i efteråret 2000 måtte rykke ham for den novelle, han ellers havde lovet mig i min egenskab af fiktionsredaktør ved Ud&Se, og at jeg aldrig modtog hans bidrag, fordi jeg anmeldte hans anden bog på en måde, der ikke passede ham, demonstrerer vel blot, at han ikke var i stand til at holde tingene adskilt og huske, at når man bliver opfordret til at digte for landets største publikum, så er det, fordi man har fortjent det.
- At jeg på et møde i Rom rejser mig mellem to foredrag og går hen på en bar for at møde min kæreste, er muligvis et vidnesbyrd om uforudseende planlægning, men er ikke et anslag mod den forfatter, hvis tekster næste indlæg tilfældigvis drejer sig om (og som der blev god tid til at drøfte med foredragsholderen samme aften i Testaccio-kvarteret på en glimrende restaurant, hvis navn jeg desværre har glemt).
- At min anmeldelse (26. oktober 2000) af Kirsten Thorups Bonsai var mangelfuld og uigennemtænkt, kan vi ikke blive uenige om; faktisk har jeg nævnt den, hver eneste gang jeg siden da i offentlig sammenhæng er blevet spurgt, om der var anmeldelser, jeg fortrød eller i hvert fald gerne ville have gennemført bedre. Til pkt. fire og fem i det sonnergaardske syndekatalog (om Thomas Boberg og Morti Vizki) vil jeg nøjes med at sige, at disse kritikker tidligere har været fremført hhv. af Boberg selv og af min kollega Lars Bukdahl, og at jeg ikke dengang indvendte noget imod dem.
Det skulle vist være det hele. Men indimellem tænker jeg på, at hvis jeg skal gå denne sommer i møde med to terriere på slæb, så bør jeg huske, at de jo kun kom for lige at sige goddag.
