Læsetid: 1 min.

ANDRE AVISER MENER

11. maj 2006

La Repubblica

ROM, 10. maj - Præsident Ahmadinejad holder af at overraske, og uden tvivl er det brev, han i går sendte til George Bush et skridt, der er helt uden fortilfælde i den islamiske republiks historie. I dennes 27 år lange historie har en iransk præsident aldrig tidligere henvendt sig så personligt til 'Den store satan'-

Men hvordan skal vi tolke initiativet? Skal det som et overrumplende skaktræk sprede forvirring, således som USA's tidligere FN-ambassadør Negroponte hævder? Er det et forsøg på at vinde større yndest i det endnu tøvende Sikkerhedsråd? Eller søger den iranske præsident ærligt og redeligt at forklare sin amerikanske embedskollega sit særegne verdensbillede?

Ingen af disse muligheder kan udelukkes.

La Tribune de Genève

GENÈVE, 10. maj - "Chokerende og forargeligt" - dette har været de typiske reaktioner på FN's generalforsamlings beslutning om at lade Cuba, Kina og Saudi-Arabien være blandt de lande, der får sæde i FN's nye menneskerettighedsråd.

Det afgørende i denne sag er imidlertid ikke, om rådet har deltagelse af lande, hvis respekt for menneskerettighederne er mangelfuld. Det er, hvilken adfærd disse lande nu vil lægge for dagen i denne kapacitet.

Alle lande valgt til rådet har forpligtet sig til at undergå jævnlige inspektioner, og alle har underskrevet bindende tilsagn. Derfor er der trods alt grundlag for håb, selv om det er såre spinkelt.

The Pretoria News

PRETORIA, 9. maj - Skønt en domstol nu har frifundet ANC-politikeren Jacob Zuma for voldtægt, står tilbage, at denne mand ikke er moralsk egnet til at lede et land, hvor kvinderettigheder må stå højt på dagsordenen, hvor kampen imod aids bør være højeste nationale prioritet, og beskyttelse af de svage og sårbare de magtfuldes første forpligtelse. Sydafrika fortjener en præsident, der kan lede os alle ved sit eksempels magt. Jacob Zuma har i alle disse forhold til fulde vist, at han ikke den er rette kandidat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her