I samme øjeblik, borgmesteren i Grenoble træder op på scenen, går det galt. Åbningen af årets mest ambitiøse sociale konference på fransk grund bliver øjeblikkeligt saboteret: "Løgner!" "Hykler!" "Hold din kæft!"
En gruppe autonome udstationeret strategiske steder i kulturhusets store sal kommer på skift med tilråb. En anden gruppe invaderer scenen og griber mikrofonerne. Åbningen bliver en fiasko. Men også en påmindelse om nødvendigheden af de tre dages intense debat og diskussion, der følger.
Den franske krise er højaktuel. Problemerne hober sig op, men ét af dem overskygger alle andre. Mange kommentatorer mener, at hvert et nyt projekt i Frankrig skydes ned allerede inden, det letter. Skeptikerne kalder landet "ureformerbart". Perioden mellem nej'et til EU-forfatningen i 2005 og den seneste konflikt omkring arbejdsmarkedsreformen i Frankrig har været præget af strejker, demonstrationer, optøjer og tusindvis af brændte biler. Der tegner sig et billede af et land, der siger nej til alt. Et samfund, der har mistet troen på fremtiden.
I Frankrig er det ikke længere kun en marginaliseret minoritet, der tror, at deres børn får det sværere, end de selv har haft det. Det er majoriteten. Utilfredsheden er nærved total. Den afsluttende paneldebat bliver ligesom åbningen endnu et eksempel. Her bliver hævdelsen af kapitalismen som det mindst ringe system hurtigt forvandlet til så dyster en dissekering af vore dages globale økonomi, at man næsten taber udgangspunktet af syne.
Det 21. århundredes kapital
Men hensigten med forumet Den Nye Sociale Kritik er ikke blot at fælde endnu en dødsdom over Frankrig. "Vi har behov for et sprog, der ikke blot er forkastelsens sprog. For et sprog, der ikke blot er modstandens sprog," siger Pierre Rosanvallon, der dirigerer mødet, da han endelig får ordet efter den kaotiske indledning: Skal det franske samfund forandres til det bedre, skal det først beskrives påny.
Pierre Rosanvallon - historiker, økonom og sociolog - er blandt Frankrigs mest indflydelsesrige sociale tænkere. Som præsident for tænketanken 'La République des idées' står han bag udgivelsen af nu 25 udgivelser, der på blot fire år mærkbart har ændret det intellektuelle landskab i Frankrig. Idéerne og analyserne har vundet gehør på såvel venstre- som højrefløjen. I parlamentet har tænketankens skrifter blandt kristendemokraterne i UDF fundet anvendelse som skyts mod regeringen. Men trods Rosanvallons socialistiske fortid erklærer La République des idées' unge overuddannede mandskab sig hinsides partipolitiske skillelinier.
Kritikerne taler om deres 'pragmatisme'. Selv står de fast på deres videnskabelighed, deres scientisme. "Som vi ser det, bør den sociale kritik ikke hvile på følelser. Den skal være et vidensarbejde. Det var marxismens største styrke i det 19. århundrede. Sat på spidsen kan man sige, at vores ambition er kollektivt at skrive Kapitalen i det 21. århundrede - samt en ny Demokratiet i Amerika," har Rosanvallon annonceret med henvisning til henholdsvis Karl Marx' og den liberale tænker Alexis de Tocquevilles hovedværker.
Hvad der udmærker disse såkaldt "nye intellektuelle" i Rosanvallons kreds er deres empiriske tilgang til tingene. Som sociologer og økonomer påberåber de sig materialismen. "Man genkender dem på deres måde at træde ind i en debat på," forklarer Olivier Padis fra magasinet Esprit: "Deres første bevægelse er altid den samme: De klasker deres statistiske materiale op på bordet, og bagefter diskuteres der."
Men til det sociale forum i Grenoble er direktører, filosoffer og endelig især de sociale aktører også talstærkt repræsenteret. Sidstnævntes tilstedeværelse er næsten programmatisk. "Fremover skal intellektuelle og folkene i terrænet arbejde sammen," har Rosanvallon erklæret. Teori og praksis skal forenes. Trods praktiske problemer i Grenoble, letter foreløbig teorien.
1. dag kl. 15: Det franske samfunds krise "Jamen, det er helt misforstået," udbryder en opbragt kvinde i salen. Hendes mand ryster på hovedet. Inden første paneldebat "Krisen i det franske samfund" på det store sociale forum i Grenoble løber af staben, er scenen til manges bestyrtelse blevet invaderet af nogle besættere, der er blevet smidt ud af deres bolig. Efter nogle vagter har sat dem på porten påny, bliver scenen nu overtaget af nogle af de mest prominente stemmer i den franske debat.
Frankrigs mange på hinanden følgende kriser dækker over dybtgående tranformationer af arbejdsmarkedet: Nej'et til EU-forfatningen var også et nej til udflytning af arbejdspladser; bilafbrændingerne i forstæderne var også de udstødte unges sidste tilbageværende aktivitet; de studerendes modstand mod arbejdsmarkedsreformen for nogle måneder siden, var også oprør over stadigt mere usikre forhold på arbejdsmarkedet.
Det er også sociologen Robert Castels tema. Den 73-årige tænker, der er en af Den Nye Sociale Kritiks hovedkræfter, bliver fornemt modtaget og siden flittigt citeret. Som han fastslår, har arbejdet været samfundets sokkel. Men det er det ikke længere.
I de sidste 20 år har arbejdsløsheden fundet sit leje på 10 procent. Kan den aktuelle form for kapitalisme skabe megen rigdom, kan den ikke længere skabe mange job. Resultatet er ikke bare masseledighed - såfremt den ledige er at opfatte som en person, der har mistet sit arbejde og søger et nyt. Som Castel anfører er det snarere 'masse-ikke-beskæftigelse'.
Den seneste strid om arbejdsmarkedsreformen, der endelig blev aflivet, var ikke andet end et mislykket forsøg på at institutionalisere usikkerheden på arbejdsmarkedet, forklarer Castel, der møder opbakning blandt de fremmødte. Hvis den udskældte jobkontrakt, CPE'en, kunne øge fleksibiliteten, rummede den intet løfte om øget sikkerhed.
Castel fremfører med et smil på læben, at CPE'en ikke var nogen innovation. Blot toppen af isbjerget: "Fast arbejde er ikke længere reglen. Det er blevet atypisk. Det er noget, stadigt færre har," konstaterer sociologen og beskriver bevægelsen fra "vedvarende arbejde" mod "permanent jobusikkerhed": Var sidstnævnte tidligere en etape på vejen mod fast arbejde, ligner den situation i dag nærmere en tilstand. De talrige eksempler på praktikanter, der går fra den ene underbetalte praktikantplads til den anden, har i Frankrig vakt megen harme. Idag er de så talrige, at de har dannet en protestbevægelse, der også er repræsenteret på forumet.
Et negativt kollektiv
Forestillingen om et samfund med fuld beskæftigelse er håbløs. I stedet er man begyndt at promovere et samfund i fuld aktivitet. "Vi er vidne til en tvang til arbejde. 'Arbejd, arbejd, arbejd!', lyder det. Man pådutter folk skyldfølelse," forklarer Castel. Derfor er den 'slemme fattige' blevet en 'fattig arbejder', der arbejder for hver en pris.
Castels afprøvning af en række nye begreber afspejler den krise, Rosanvallon talte om. Samfundet kan ikke længere kende sig selv, fordi det ikke længere kan beskrives. Som historikeren Emmanuel Todd og mange andre fremfører, kan man først og fremmest ikke længere tale om sociale klasser. En pointe, der fremhæves i debat efter debat.
Også Castel er enig. Men han påpeger, at man dog heller ikke skal vende problematikken på hovedet. De problemer, den enkelte står over for, er ikke personlige: "Atomiseringen er ikke individuel. Den er negativt kollektiv," siger han.
Den veltalende leder af det filantropiske beskæftigelsesprojekt, Emmaüs, Martin Hirsch, mener også, at franskmændene stadig har noget at være fælles om: "Alle er ofre," - forklarer han ikke uden ironi - for et eller andet, enten for høj skat eller lavt lønniveau: "Der er stadig konsensus om uligheden i samfundet."
Er der udbredt enighed om, at det franske samfund lider under uligheder på flere niveauer, er det imidlertid ikke en enighed, der skaber sammenhængskraft. "Det, der underminerer det franske samfund, er en ubevidst følelse af ulighed," fremturer den kontroversielle, men brillante historiker Emmanuel Todd med hævet stemme i et indlæg, der giver genlød på det sociale forum.
I modsætning til stort set alle andre kommentatorer mener Todd ikke, at det af den grund går så meget dårligere i Frankrig end i resten af verden. Den franske befolkning reagerer i dag på ulighederne i samfundet ligesom under den franske revolution. Den samme revolte genudspilles igennem de forskellige konflikter i ét og samme ideals navn, nemlig lighedens - hvadenten det er de unge i forstæderne eller middelklassens studerende, der gør oprør. Det er et særligt fransk fænomen.
Globaliseringen har mere eller mindre samme effekt i alle lande, men bliver ikke alle steder modtaget på samme vis. "I USA desintegrerer middelklassen i stilhed," påminder Todd og lader forstå, at det ikke er muligt i Frankrig: "Et land, der råber op, er ikke et samfund, hvor det går dårligt. Et samfund, der gør oprør, er ikke et samfund, der har mistet håbet. Tværtimod," siger Todd med tryk på hver stavelse under bragende bifald.
Bredden og nuance-rigdommen i de analyser, der bliver fremsat i Grenoble, undslipper meget af det sortsyn, der har formørket debatten om den franske krise. Uden at hylde status quo efterlyser den unge økonom Thomas Piketty - der omtales som Les Républiques des idées' mest ambitiøse nye teoretiker - en revideret udlægning af de 30 lykkelige år kaldet les Trente Glorieuses: Perioden mellem 1945 og 1975 er ikke så meget et tabt paradis, som et aldrig indfriet håb.
Den danske model
Snarere vendes blikket per refleks opad mod et lille land mod nord, når et forbilledligt samfund skulle modstilles det franske. Det eneste populære alternativ til "den danske model" er "den skandinaviske model".
Som Emmanuel Todd muntert fremfører, er det dog svært at se, hvordan den lige umiddelbart kan importeres. Snakker man meget om den danske vækst, den danske velfærd og en vis dansk lav arbejdsløshed, bliver der talt mindre om det danske skattetryk. I et land, hvor man allerede mener, at staten tilraner sig rigeligt, er det ikke særligt forførende.
Todd finder da den danske model ganske "imponerende". Studerer man fordelingen af goderne og sammenligner lønniveauerne i Frankrig, er hans hjemland ikke gennemsyret af lighed. Men i modsætning til mange andre forskere i den franske misère, tillægger Todd de økonomiske parametre ringe vægt. Hvad han i stedet vægter, er, at masserne til stadighed ikke føler sig eliten underlegen. I modsætning til den sociale ærefrygt og underdanighed, man møder i England, udmærker Frankrig sig ved en veludviklet sans for at sige dem, der regerer, imod. Og det er der få af de mange hundrede fremmødte, der ville modsætte sig.
2. dag kl. 9.30: Demokratiets krise Lørdag er der ingen punkere på scenen. Heller ingen afbrydelser. Der bliver lyttet andægtigt. Historikeren Pierre Rosanvallon, der indtil da diskret har dirigeret debatterne i den store sal fra sin plads på første række, træder endelig selv op på scenen.
I paneldebatten "Det franske samfund i bund" dissikerer han rytmisk svajende fra side til side den franske modstandsiver og den sociale aktivisme som en tvetydig størrelse. Er det udenomsparlamentariske arbejde et tegn på det franske konstitutionelle demokratis krise, er det af samme grund også en kompensation, man ikke kan undvære. Når man taler om det stigende antal sofavælgere, konkluderer man gerne, at samfundet er passivt. De politiske institutioner har mistet deres legitimitet. Politikerne har mistet folkets tillid. De store nationale fagforninger er svækkede. Man taler om 'afpolitisering'.
Men de mange spørgsmål fra sagen er modbeviset: Den såkaldte afpolitisering er ikke politikkens eller demokratiets endeligt. Nye små lokale foreninger skyder op: "Bag denne tilbagetrækning må man ikke overse, at der er en anden scene i demokratiet, der åbner sig. Man kan kalde den de sociale ytringers scene, og den trives såmænd i bedste velgående. Her finder man ukonventionelle politiske aktionsformer, der udvikles, imens stemmeafgivning som ytringsform devalueres," fremførte Rosanvallon.
Det politiske demokratiske liv har imidlertid ikke blot skiftet scene. Det har også ændret karakter. Fænomenet er ikke kun fransk: "Samtidens samfund og demokratier er mærket af, hvad politologer kalder 'negativ politisering'. Disse samfunds politiske liv er yderst aktivt, men på en negativ måde, i form af forkastelser."
Det mest ekstreme eksempel i nyere fransk historie er optøjerne i forstæderne. Omend et fællesskab her spontant manifesterede sig på tværs af Frankrig gennem spektakulære bilafbrændinger, var det også, som kvindeforkæmperen Fadela Amara konstaterer, "et socialt selvmord".
"Man kan ikke repræsentere folk, der ikke har bevidsthed om sig selv," lyder Rosanvallons kommentar møntet på hele det franske samfund, der hverken genkender eller anerkender sig selv. Derfor går det dårligt. Landet har undergået en så dybdegående forandring, at selvopfattelsen snarest bør følge trop.
2. dag kl. 15: Det splittede individ Inden paneldebatten om "Det splittede individ" begynder, kaster en af deltagerne, den skarpe sociolog Alain Ehrenberg, et blik på den danske deltager, forbrugerrådsformand Rasmus Kjeldahls omtrent skaldede isse og peger derefter på sin egen. De havde noget til fælles: Meget lidt hår på hovedet. Deltagerne er tydeligvis i god form, og stemningen breder sig hurtigt til resten af salen. Men det, der skal blotlægges er ikke de respektive deltageres isser, men hvad der gemmer sig lige på den anden side. Emnet er det moderne menneskets mange indre modsætninger.
Et aktuelt eksempel såvel i Danmark som i Frankrig er borgeren, der vil udleve den sociale diversitet, men som forælder er på jagt efter den bedste skole for sine børn. Et andet eksempel er, hvorledes man som producent kan frygte for sit arbejde, og som forbruger fortsat købe kinesisk.
Ifølge Rasmus Kjeldahl, der undskylder sit fransk, bliver sådanne spørgsmål stadig mere presserende i en tid, hvor individet står over for stadigt flere valg. Som Forbrugerrådets formand beklager han statens svækkede rolle, der efterlader individet med et ansvar, det ikke selv kan løfte. Udover egen afmagt, forklarer han, er forbrugeren presset: "Flere valg tager mere tid." Sociologen Nicole Aubert følger op med et langt indlæg om, hvor hurtigt alting skal gå i dag.
Alain Ehrenberg kan godt se problemerne. Han anerkender også umuligheden af at vælge mellem vand og vand: "Vittel eller Perrier?" siger han og skynder sig videre. Nogle konflikter, lader han forstå, ligner moderne luksusproblemer. Men menneskets splittelse er ingen nyhed. Det nye er, at individets autonomiseringsproces nu er fuldendt. I dag gennemtrænger værdierne i denne proces hele samfundet.
Men Ehrenberg vil ikke beskrive individualismen som det ofte er tilfældet i socialpatologiens termer. Han opremser hastigt en lang liste af eksempler, som er de uendeligt ligegyldige. Autonomien kan ikke reduceres til de sociale institutioners forfald. De sædvanlige beskrivelser af et totalt individualiseret samfund, hvor de sociale bånd endeligt kappes, kræver en historisk korrektion. Med henvisning til "den første sociolog" Tocquevilles Demokratiet i Amerika's andet bind fra 1840 - som han på det varmeste anbefaler et opvakt publikum - hvor individualismen beskrives som det egalitære samfunds skabning, forklarer han paradokset: "Individualismen er en social kreation, der karakteriseres ved en devaluering af det sociale liv."
Samfundet skal ikke tænkes enten som opløste eller intakte sociale bånd, men som en spænding imellem dem. Individet er derfor ikke samfundets fjende. De individualistiske sociologier skygger for, hvad Ehrenberg kalder en individets sociologi. "Alle disse teorier kan opsummeres i en formulering: 'Det virkelige samfund var i går.' Dengang, hvor der var rigtige job, rigtige familier, en rigtig skole, en rigtig politik, en rigtigt socialt bånd. Et samfund, hvor man var beskyttet, men domineret, neurotisk og struktureret," konkluderer han, imens salen bryder sammen i lattter.
Ehrenberg vil gøre op med to fejllæsninger. Dels en pessimistisk, hvor individualismen har vendt sig mod samfundet. Dels en optimistisk, hvor vi er blevet institutionerne kvit, fordi samfundet opstår i små møder mellem subjektiviteter, som vi selv selv er herrer over.
Fra salen bliver der flittigt spurgt til, hvordan individet da skal læses. Trods stadige håndsoprækninger slutter mødet til tiden, imens en ivrig puklimmer forfølger samtalen med Ehrenberg i cafeteriet.
3. dag kl. 12: En retfærdig globalisering En mand træder ind i projektørlyset. "Det er den type intellektuelle, vi har brug for," fastslår den ydmyge dirigent, Pierre Rosanvallonn, og understreger den dinstingverede stjernegæsts filosofiske og videnskabelige rækkevidde. Nobelprismodtageren i økonomi, Amartya Sen, er særligt indkaldt til at sætte tingene på plads i den afrundende debat ved det sociale forum i Grenoble. Er der her en fransk tanke, der glimrer ved sit fravær, er det sloganet "en anden verden er mulig". Repræsentanterne fra den globaliserigskritiske bevægelse, Susan George fra ATTAC og filosoffen Antonio Negri, hvis ankomst er blevet annonceret - bliver symbolsk annulleret. Ugemagasinet Nouvel Observateurs direktør, Laurent Joffrin, der animerer debatten, klukler - en smule beklemt: "I må sige til, hvis ensretningen bliver for meget."
Den kapitalismekritik, der traverserer det sociale forum, er mere lokal end global. Frankrigs problem, blev det fremført igen og igen, er ikke globaliseringen, men snarere den franske indstilling til den - og svaret på den.
Men i stedet for at levere en brandtale mod de fraværende globaliseringskritikere, valgte den 72-årige Amartya Sen en lettere løsning: En brandtale mod antiglobalisterne.
Han indleder med et undskyld: På engelsk forklarer han, at han ikke taler fransk. Flere publikummer er tydeligvis rundt på gulvet, indtil de finder ud af, at papiret uddelt ved indgangen, er en glimrende oversættelse.
Amartya Sen er godt forberedt. Han lader forstå, at de såkaldte antiglobalister trods deres egen retorik ikke er i opposition til globaliseringen. Bevægelsen arrangerer nogle af de allermest globale begivenheder i verden: "Demonstranterne er ikke unge mennesker, der bor i Genova, Seattle og Washington, men repræsenterer en verdensbefolkning."
Sens forsvar for globaliseringen er et forsvar for en kulturel krydsbestøvning verdens lande imellem, der har tre årtusinder bag sig. Han anerkender, at processen producerer tabere. Men at afskære de fattige fra globaliseringen og dermed den ny teknologi, handel og internationale udvekslinger er ingen hjælp. Desuden er ikke alle fattige lande blot globaliseringens ofre. Mere frugtbart kan det være at anskue deres problemer som indenrigspolitiske. Hvad, de har brug for, er ikke mindre globalisering, men mere uddannelse, mere offentlig service, større social sikkerhed og mere bureaukrati.
Spørgsmålet er heller ikke, om de fattige bliver rigere eller fattigere. "Selv hvis de fattige bliver en smule rigere, indebærer det ikke nødvendigvis, at de modtager en retfærdig del af goderne fra de økonomiske relationer eller kan nyde globaliseringens potentiale," forklarer en fattet Sen og fortsætter: "Det er nødvendigt at spørge til, om fordelingen af gevinsterne er retfærdig eller acceptabel og ikke blot, om der findes gevinster for alle parter."
3. dag kl. 12.30: Kapitalismens tilstand Kulturhuset i Grenoble er fyldt til randen. Den afsluttende debat ved konferencen Den Nye Sociale Kritik er intet mindre end en statusrapport over Kapitalismens Tilstand. Blandt de inviterede finder man nogle af Frankrigs tungeste økonomer. På rad og række ved det aflange koonferencebord.
Første taler er banken Crédit Lyonnais' tidligere direktør, Jean Peyrelevade, hvis bog Capitalisme total var en blandt mange bøger, der sidste år genoplivede den franske kapitalismekritik, og siden er blevet oversat til flere sprog. Er hans diagnose dyster, er det, han finder mest fortvivlende dog ikke kapitalismen, men franskmændenes forkastelse af hele maskineriet: "Frankrig er det eneste - det eneste - land i verden, hvor befolkningen mener, at kapitalismen er det forkerte system," udbryder en tydeligvis irriteret Peyrelevade og henviser til opinionsundersøgelserne. For som han siger, skal man ikke smadre maskineriet, hvis der ikke er et alternativ.
Ifølge den vidtløftige filosof Patrick Viveret, der belærende gestikulerer med armene, holdt Marx' prognose om, at kapitalismen er selvdestruktiv, dog stik. Klapsalverne er massive. Peyrelevade bliver arrig, afskriver tænkeren som "eventyrer" og opremser tre punkter, hvor hans analyse var fuldstændigt forfejlet. Overbevisende.
WTO's generaldirektør Pascal Lamy tager over: "Kapitalismen har det økonomisk rigtig godt, men socialt meget dårligt." Den distingverede herre fører en klar kurs.
Økonomen Daniel Cohen er enig.
Kapitalismen i det 21. århundrede, begynder han, er "nøjagtigt det modsatte af kapitalismen i det 20. århundrede". Tidligere var arbejderen beskyttet mod de økonomiske konjunkturer. Det var ejeren af virksomheden, der løb risikoen. Cohen kommer med et pædagogisk eksempel. For at sikre sig mod tidernes skiften producerede ejeren både badedragt og paraply. Men i dag er det arbejdstageren i virksomheden, der løber risikoen, fordi ejeren ikke længere sikrer sin virksomhed mod konjunktursvingninger. I egenskab af aktionær kan han i dag i stedet købe aktier i en virksomhed, der producerer paraplyer og en anden, der producerer badedragter. Derfor mener Cohen, at den store taber i det 21. Århundrede bliver arbejdstageren. Det propfyldte kulturhus koger.
Kapitalismekritikken har fået ny grund under fødderne. I skikkelse af En Ny Social Kritik indebærer det efter den famøse franske kritik af globaliseringen også en kritik af Frankrig i globaliseringen.
Forummets leder, Pierre Rosanvallon, takker af. Han lader forstå, at den konstruktive debat nu fortsætter andetsteds - blandt de henved 1.000 deltagere og i forummets boghandel, hvor folk allerede står i kø. Udenfor i Grenobles gader bliver de mange engagerede franskmænd mødt af en strid vind. Men de står som altid imod. For solen står stadig højt på himlen i dalen ved Alpernes fod.
Man kan høre samtlige debatter på lemonde.fr og læse om La Rébuplique des idées' publikationer på repid.com
20060518-211848-pic-666983667.jpgTrods deres retorik er de såkaldte antiglobalister ikke i opposition til globaliseringen; de er selv en del af den, tordner Amartya Sen, modtager af Nobelprisen i økonomi20060518-211848-pic-852614083.jpgDer går en lige linje fra det franske nej
til EU-forfatningen sidste år til de store
demonstrationer i foråret mod
reformer af arbejdsmarkedet.
Perioden imellem har været præget
af stribevis af strejker, protester og
brændte biler. Men er det
udenomsparlamentariske arbejde
et tegn på det franske konstitutionelle
demokratis krise, er det af samme
grund også en kompensation, man
ikke kan undvære, siger historikeren
Pierre Rosanvallon. Og man skal ikke
forveksle devalueringen af de
demokratiske institutioner med faldende
politisk interesse, advarer han
Foto: Michel Spingler/Polfoto20060518-211848-pic-903506530.jpgVi har brug for et sprog, der ikke blot er
modstandens og forkastelsens sprog, siger
historikeren Pierre Rosanvallon
