SOFIA - Den bulgarske verdensmester Veselin Topalov færdiggjorde sit imponerende stakit af 1-taller, da han i 10. og sidste runde af superturneringen Mtel Masters besejrede den franske stormester Etienne Bacrot. Med de hvide brikker fik Topalov hurtigt fordel, og den byggede han stillede og roligt videre på, indtil franskmanden i slutfasen blev spillet fra hus og hjem. Dermed sikrede verdensmesteren sig en udelt førsteplads, da Gata Kamsky fra USA som sort ikke kunne ryste den solide russer Peter Svidler og hurtigt måtte se i øjnene, at han umuligt ville kunne slæbe det parti over remisgrænsen. Kamsky kunne imidlertid glæde sig over en udelt andenplads, da det trods to merbønder ikke var muligt for det indiske skakfænomen Vishy Anand at vinde et slutspil med to sæt lette officerer over den ukrainske stormester Ruslan Ponomariov.
En på mange måder usædvanlig turnering sluttede med dette facit: 1. Veselin Topalov, Bulgarien, 6,5 points 2. Gata Kamsky, USA, 6 p. 3. Vishy Anand, Indien, 5,5 p. 4. Peter Svidler, Rusland, 5 p. 5.-6. Ruslan Ponomariov, Ukraine, og Etienne Bacrot, Frankrig, begge 3,5 p.
Utilfreds Anand
Anand, der startede turneringen med to gevinster - heraf en som sort mod Topalov - faldt af på den mod slutningen. I de sidste fem runder blev det kun til fire remiser. Jeg spurgte den åbenlyst skuffede inder, hvad der var gået galt for ham - og han svarede lakonisk: 'The white pieces!'
Ja, Anand vandt kun ét parti - det mod Ponomariov i fjerde runde - med de hvide brikker, men tabte til sine skarpeste rivaler Kamsky og Topalov. Dertil kommer så de to remiser mod Bacrot og Svidler, så Anands facit med hvid blev, ganske uhørt for ham, negativt. Jeg ville gerne vide, om det var åbningsfasen, der havde været noget i vejen med, og Anand erklærede - ikke kort for hovedet, men resigneret som en Michael Laudrup efter et nyt Brøndby-nederlag på de jyske stepper: "Det var det hele!"
Ifølge Peter Heine Nielsen, der var Anands sekundant i Sofia, er det på grund af computernes stadigt voksende rolle i stormestrenes åbningsforberedelser blevet vanskeligere for selv de stærkeste spillere bare at komme stormende med de hvide og vælte den sorte fæstning. Og det giver måske hvid-spillerne en tendens til at overspille visse stillingstyper - man føler sig forpligtet til at sikre sig 'den hvide fordel'.
Også Topalov kender til den problematik. Det uddyber vi, når vi i en kommende artikel retter søgelyset mod den fænomenale bulgarer.
Efter Mtel Masters drog en række af spillerne (men ikke Topalov) videre til OL i Torino. Her slutter Peter Heine sig i 3. runde til det danske hold, der i første runde gjorde rent bord mod Libanon - de 4-0 blev hentet hjem af Sune Berg Hansen, Lars Bo Hansen, Davor Palo og Lars Schandorff.