Sigeman-turneringen (opkaldt efter et svensk advokatfirma), har de sidste par år været delt mellem Malmø og København, men blev denne gang udelukkende spillet på svensk grund - og uden danske deltagere.
Den hollandske veteran Jan Timman, der i det 20. århundrede tilhørte den absolutte verdenselite, kan endnu og sejrede i overbevisende stil.
Efter at have lagt ud med 5,5 af 6 mulige point kørte han førstepladsen hjem med tre lune remiser og var med 7 point et helt foran de nærmeste to forfølgere, svenskeren Tiger Hillarp-Persson og Suat Atalik fra Tyrkiet.
I 6. runde mødte Timman den svenske stormester Jonny Hector, der spillede en sløj turnering, og det parti fik karakter af en ekspeditionssag:
1.Sf3 d5 2.g3 Lg4 3.Lg2 Sd7 4.c4 e6 5.cxd5 exd5 6.0-0 Ld6 7.Db3 Sb6 8.Sc3 Sf6 9.h3 Ld7 10.d3 0-0 11.a4 a5 12.Le3 Ta6 13.Ld4 Te8 14.e4 dxe4 15.Sg5 Tf8 16.dxe4 c5 17.Le3 h6 18.Tfd1 Db8 19.Sf3 Le6 20.Dc2 Sc4 21.Lc1 Se5 22.Sxe5 Lxe5 23.Le3 Dc8 24.Kh2 Te8 25.Sb5 Lb8 26.Dxc5 Dxc5 27.Lxc5 Tc6 28.Ld4 Lb3 29.Te1 Tc4 30.e5!
(Se diagrammet.)
Med stor hvid fordel. Jonny spræller ikke ret længe i nettet: 30. - Sd7 31.Ta3 Lc2 32.Ld5 Txa4 33.e6! - og 1-0. Hvid saver sig let igennem.
En heftig skakmåned
Maj bliver en usædvanlig heftig skakmåned. I går indledtes den stærkt besatte Bosna Sarajevo, hvor Europa-mesteren Nisipeanu fra Rumænien og norske Magnus Carlsen er to af de seks deltagere, der møder hinanden både med hvid og sort.
Og på torsdag indledes i Sofia en af årets helt store skakbegivenheder Mtel Masters, der har et kanonfelt med verdensmesteren Topalov (Bulgarien) og viceverdensmesteren Anand (Indien) i spidsen for fire andre superstormestre: Svidler (Rusland), Bacrot (Frankrig), Ponomariov (Ukraine) og Kamsky (USA).
Også her spilles der med dobbeltrunder - altså 10 runder i alt. I slutfasen af turneringen vil Information være ved ringside - for at følge verdensmesteren og den komplicerede skakpolitiske situation, hvor den siddende FIDE-præsident Iljumsjinov bliver udfordret af den belgiske finansmand og skakmæcen Bessel Kok. Norden støtter Kok - men er det nok?
Og oven i hatten er der så skakolympiade i Torino fra 21. maj (første runde) til 4. juni (13. og sidste runde). Danmark stiller i åben række med: 1. Peter Heine Nielsen 2. Sune Berg Hansen 3. Lars Bo Hansen 4. Davor Palo 5. Lars Schandorff.
Vi tror og håber, at denne kvintet kan hive en række gevinster hjem i den tombola, som en skakolympiade uvægerligt udvikler sig til.