Rooney sparker igen
Wayne Rooney er begyndt at lave spektakulære mål i den engelske landsholdslejr - endda med den dårlige fod. Sidste nyt: Det forlyder, at Rooney er meldt klar!
Årets pressemand
I dag kåres Lars Mathiesen fra Nykredit som Årets CIO 2006. CIO er en forkortelse for Chief Information Officer. Det sker i forbindelse med en konference i Tivoli. Til lykke med titlen.
Gamle venner
De forhenværende og nuværende sundhedsministre Lars Løkke Rasmussen, Arne Rolighed, Sonja Mikkelsen, Carsten Koch, Ester Larsen, Agnete Laustsen og Britta Schall Holberg fortæller i dag om gamle dage i Eigtveds Pakhus. Der er historier nok at tage fat på.
Stolte brintfædre
De 25 danske studerende bag verdens mest effektive brintbil viser i dag økoraceren frem på Rådhuspladsen i København. DTU Dynamo, som bilen hedder, kørte ved Shell Eco Marathon i Frankrig 810 km på, hvad der svarer til en liter benzin.
Trespringere
En del af medieforliget er, at mindre sportsgrene skal nyde fremme i tv. Vi kan se frem til længere skak-transmissioner, trespring, vandpolo og skiskydning ikke at forglemme.