Macca
Ak, så fyldte han sixty-four, som han forudsang på Sgt. Pepper. Vil vi stadig have brug for ham, vil vi stadig brødføde ham? Formuen på 10 milliarder tyder på det.
Sigur N' Roses
Så er Roskilde-programmet offentliggjort, og det med en sand helvedestorsdag for fans af islandsk englesang, som heller ikke kan nænne at fornægte nostalgiske barndomsminder med bandana og FUCK-attitude. Sigur Rós spiller samtidig med Guns N' Roses...
Klap Dine Hænder
FOLK vil den næste uge bringe daglige Roskilde-anbefalinger, og den første kommer fra Brooklyn. Er man hverken til gejsere eller GN'R, spiller de fremragende Clap Your Hands Say Yeah såmænd også samtidig. Rar og medrivende er musikken, så lad dig blot forføre.
Becknaldinho
Til gengæld bliver der ingen sport i denne uges FOLK, så de læsere, der er lige så store boldfanatikere som aviskollegerne, må gøre det samme som dem og ty til at læse et af disse smudsblade, der indgående beskriver denne ækle leg med en læderbold. Fy føj!
Geoffrey Miller
Efter at Zarqawis død har dæmpet mediestormen omkring den amerikanske massakre i Haditha, kan det passende være tid til et nyt kig på Abu Ghraib. General Geoff-rey Miller, der leder fængslet i dag, kom dertil efter et job som leder af - ta-taa - Guantánamo!